I 50 år er Foreningen at tale-hørelærere i Folkeskolen lykkedes med at forbedre medlemmernes løn- og arbejdsvilkår. Men foreningen er ikke i mål endnu, fortalte formand Sanne Vilstrup i sin jubilæumstale.

50 års jubilæum: Tale-hørelærere fandt sammen om krav til løn og arbejdsvilkår

I går svingede Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen, FTHF, flaget for sine første 50 år. Talepædagogerne fandt sammen i 1969 for at føre deres løn- og arbejdsmæssige krav frem til en forhandlingsberettiget organisation.

Publiceret Senest opdateret
Sanne Vilstrup har stået i spidsen for FTFH siden 2016.

Foreningens formænd

Det er ikke lykkedes Sanne Vilstrup at tegne et fuldstændigtbillede af formandsrækken i FTFH's 50-årige historie. Dette er,hvad hun har fundet frem til:

1969-1974: Erik Christensen

Derefter fulgte Erik Stenbak, Jørn Mikkelsen og KirstenVesterløkke, og så må Sanne Vilstrup sige bib bib bib. Herefterfølger vist nok Birgit Svarre, og så Jonna Astrup for en langperiode frem til 2005, hvorefter Sanne Christensen overtager. I2012 giver hun posten videre til Erik Cloyd Ebsen, og i 2016 træderSanne Vilstrup til.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

FTFH fejrede sit 50 års jubilæum i Horsens i går præcis 50 år efter, at foreningen blev stiftet. Det skete den 6. juni 1969. Formand Sanne Vilstrup havde været i arkiverne for at finde ud af, hvordan det gik til, da FTFH blev til.

"Vi skruer tiden tilbage til foråret 1969", indledte hun sin jubilæumstale og refererede fra et sektionsmøde for talepædagoger i folkeskolen den 28. marts 1969, hvor der blev drøftet flere scenarier for, hvordan det var muligt at øge mest muligt indflydelse i forhold til løn og arbejdsmæssige krav.

En foreslog, at man forsøgte at opnå repræsentation i DLF's hovedstyrelse, men man kunne ikke være sikker på en særlig effektiv pression. En anden mulighed var et stående udvalg i Talepædagogisk Forening, men det ville også kun have ringe effekt, vurderede forsamlingen. Derfor var der stemning for at danne en forening 'med ikke for lavt kontingent og mulighed for juridisk assistance'.

"Denne forening kan måske opstille kandidater til DLF's repræsentantskab", fremgår det af referatet. 

Et forslag om øjeblikkelig indbetaling af et kontingent vandt spontant bifald, og de tilstedeværende betalte straks hver ti kroner til en startkapital. Der indkom 1.095 kroner.

Hvordan beløbet endte på fem kroner, kom Sanne Vilstrup ikke ind på. I stedet fortalte hun, at der allerede den 8. april 1969 lå et udkast til vedtægter klar.

Forgængere så et udtalt behov for at kæmpe for bedre vilkår

Seks dage forinden havde Knud Hare, tale-hørekonsulent i Herlev, opsøgt lønningskommissionen på Christiansborg som den 73. 'delegation'.

"Jeg argumenterede for, at konsulenterne placeres i 31. lønramme i lighed med assisterende skolepsykologer. Jeg ved ikke, om vi skal søge foretræde for folketingsudvalget senere? Nu må vi vel se, hvad betænkningen siger om os", skrev han i et brev til det udvalg, der forberedte den stiftende generalforsamling.

Sanne Vilstrup mener, der er tale om revideringen af en betænkning, hvor tale-hørekonsulenter for specialundervisning var klassificeret i lønramme 24, mens tale-hørepædagoger var klassificeret fra trin 13 til 23 i lærerlønningsloven.

"Hvis det er rigtig forstået, har der absolut været gode grunde til, at vores kollegiale forgængere har set et udtalt behov for at kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår", sagde Sanne Vilstrup og tilføjede, at de forskelligartede lønvilkår blev drøftet på et bestyrelsesmøde i foreningens spæde år.

"Konsulenterne og tale-høre-pædagogerne var optaget af, at løn- og ansættelsesforholdene for professionen i folkeskolen var temmelig uensartet fra kommune til kommune, fordi der ikke var en fast aftale med Kommunernes Landsforening og DLF. På den måde kunne hver enkelt kommune administrere for eksempel kørselsgodtgørelse, honorarer og timebetaling", fortalte hun.

62 talepædagoger stiftede foreningen

62 talepædagoger mødte frem til den stiftende generalforsamling fredag den 6. juni 1969 på Nyborg Strand. Generalforsamlingen blev holdt i forbindelse med årsmødet i Talepædagogisk Forening.

Den længste debat udspandt sig om foreningens navn. Ved afstemning blev resultatet Foreningen af tale-og hørepædagoger i folkeskolen. Det hed foreningen, indtil den i 2005 ændrede navn til Foreningen af Tale-høre-lærere i Folkeskolen.

"Formålet med at stifte en landsforening for tale-høre-pædagoger skal ikke ses som brydninger mellem medlemmer i Talepædagogisk Forening. Derimod som et behov for, at der blev sat fokus på medlemmernes økonomiske og arbejdsmæssige interesser i tæt samarbejde med DLF, som var det forhandlingsberettigede organ for tale-høre-pædagogerne i folkeskolen. Da det ikke var muligt, at Talepædagogisk Forening kunne opnå forhandlingsret med DLF, var det oplagt at stifte en fagforening", forklarede Sanne Vilstrup.

Københavnerne ville også være med

Der var allerede en forening for talelærere i København. Københavns Talelærerforening var en del af Københavns Lærerforening, som dengang var en selvstændig fagforening. Allerede i januar 1970 henvendte den københavnske forening sig til FTHF, som svarede:

"Medlemmerne af den københavnske forening kan melde sig ind i vor forening på samme betingelser som medlemmerne i det øvrige land. Andre betingelser kan ikke gives uden om en generalforsamlingsbeslutning. Det vedtages desuden, at formanden skaber kontakt med den københavnske forening på bestyrelsesplan".

"Hvordan dette samarbejde udviklede sig, har jeg ikke kunnet finde et direkte notat på. Vi kan gisne om, at der har været en henvendelse om en samlet indmeldelse, hvilket er nævnt i referatet fra den stiftende generalforsamling. Her var der et medlem til stede fra den københavnske forening, som dog ikke mente, at det havde interesse for dens medlemmer. Dog tyder noget på, at man efterfølgende har været interesseret i medlemskab af landsforeningen", sammenfattede Sanne Vilstrup.

FTFH og DLF indgår en samarbejdsaftale

Erik Christensen fra Præstø blev FTFH's første formand og sad på posten til 1974. Det fremgår af referatet fra det første bestyrelsesmøde, at at han og næstformanden skulle søge foretræde for Danmarks Lærerforening med henblik på fremtidig kontakt og drøftelse af medlemmernes løn- og arbejdsforhold.

I efteråret 1973 blev der udarbejdet en samarbejdsaftale mellem de to foreninger i kategorien gruppe 1, de såkaldte foreninger for særlige stillingsområder. Det betød, at FTFH måtte ændre sine vedtægter, så man også skulle være medlem af DLF.

Op gennem 1970'erne drøftede FTFH sammen med de øvrige specialpædagogiske foreninger under DLF muligheden for at oprette et 'specialpædagogisk forbund'. Det blev det ikke til, men i 1976 blev der nedsat et specialpædagogisk udvalg under DLF, i dag Samrådet af Specialpædagogiske Foreninger.

"Formålet var og er fortsat at følge og drøfte den fagpolitiske og pædagogiske udvikling på det specialpædagogiske område og tage initiativer og søge at påvirke udviklingen. Det kan blandt andet ske gennem fælles opstilling af en kandidat til DLF's hovedstyrelse og med fælles henvendelser til DLF", sagde Sanne Vilstrup.

De specialpædagogiske foreninger har siden 1984 haft eget medlem i DLF's hovedstyrelse. I dag repræsenteres de af Bjørn Hansen.

Stadig behov for at arbejde med medlemmernes ansættelsesvilkår

FTHF er i høj grad lykkedes med at sætte lys og handling på tale-hørelærerne løn- og arbejdsvilkår, vurderer Sanne Vilstrup.

"Det gælder stort set fra starten af og også ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2018, hvor vores krav i den grad blev hørt og indfriet. Den specialpædagogiske dagsorden var allerede i foreningens spæde år væsentligt at varetage, og den er fortsat vores fundament", sagde formanden.

Alligevel viste lockouten af lærerne i 2013, at der er plads til forbedringer. Bestyrelsen forsøgte at få et overblik over, hvem der ville blive ramt af konflikten, hvilket viste sig at være ret vanskeligt. Nogle kommuner var slet ikke ramt af lockouten, i andre kommuner var alle undtaget tjenestemænd ramt, og igen var der kommuner, hvor det var en kombination, qua der både var læreransatte og konsulentansatte. Og i enkelte kommuner havde man den forståelse, at talehørerlærerne ikke var lockoutet, fordi de var ansat på konsulentlignede vilkår eller i PPR og kunne sammenlignes med LC-psykologerne.

Efter lockouten fandt bestyrelsen det væsentligt at arbejde for langt mere ensartede ansættelsesvilkår for logopæderne i kommunerne - vel at mærke på konsulentvilkår.

"Denne dagsorden arbejder vi stadig ihærdigt på at komme i mål med", understregede Sanne Vilstrup.