Det er gået tilbage for elevindflydelsen i de danske skoler de seneste ti-femten år. Det mener lederen af Center i Barndoms-, Ungdoms- og Familielivsforskning på Roskilde Universitet, professor Jan Kampmann. »Kravene til folkeskolen er ændret til at handle om individuel faglighed og målbare resultater. Det betyder, at demokratiet er noget, vi tager, hvis der er tid til det«, siger han. Det er nærliggende at udpege den nuværende regering som syndebuk, siger Jan Kampmann, men påpeger, at der efter hans mening paradoksalt nok har været »beskæmmende lidt fokus på børn som medborgere«, siden Danmark i 1989 tiltrådte FN's Børnekonvention. Den foreskriver, at børn »i videst muligt omfang« skal indgå i beslutningsprocesser, der vedrører dem. »Man tænkte, at det var nok meget godt for alle de andre, men på det område var vi foregangsland. Derfor stod vi stille, da de andre rykkede. Hvorfor har vi for eksempel ikke fået en børneombudsmand som andre nordiske lande?« spørger han. Mange af folkeskolens nuværende problemer kalder ellers på dialog med eleverne, mener børneforsker og lektor i psykologi ved Københavns Universitet Pernille Hviid. »Lærerne vil først og fremmest have ro i klasserne, men de vil ikke bruge pisk for at få det. Problemet er, at guleroden i form af gode karakterer er afprøvet, og den virker ikke. Hvis man ikke vil piske dem, og guleroden ikke virker, hvordan vil man så løse problemerne? Vi kan blive ved med at insistere på, at eleverne smilende skal gøre, som vi siger, men for mig at se kan det reelt kun klares med dialog«, siger hun.

Elever bliver skåret af

Dialogen er reelt fraværende i dag, for elevindflydelsen stopper ved kritik af skolen, siger Pernille Hviid. »Når elever kritiserer skolen, bliver de som regel skåret af. Vi lærer dem at være kritiske og reflekterende, men når det kommer til deres forhold til skolen, må de kun reflektere over sig selv. Hvordan bliver jeg bedre i skolen? Hvordan bliver jeg en bedre kammerat? De har ansvar for egen læring, men ingen reel indflydelse på betingelserne for den«, siger hun. Det klassiske billede på elevindflydelse er elevrådet. Loven sikrer, at der på alle skoler, der har skolegang over 5. klasse, frit kan oprettes et elevråd, men den siger ikke noget om, hvilken indflydelse det skal have. Og det ender ofte med beslutninger om det famøse toiletpapir eller farven på altankasser, mener Pernille Hviid, der kalder det meste elevdemokrati for »pseudoagtigt«. »Hvis vi siger, at vi vil i dialog, så skal det være om noget, der er vigtigt for dem. Og det er det ikke særlig tit«, siger hun. Elevdemokratiet er kort og godt reduceret til repræsentation i organer, hvor eleverne er i undertal, mener Jan Kampmann. »Der er forbløffende lidt fokus på, hvordan man kan fundere indflydelsen ved organisationsformer, der gør, at det giver mening for eleverne«, siger han.

Tivoli i skolegården

Meningen med elevindflydelse er ikke, at folkeskolen skal være et elevflertalsdiktatur, understreger forskerne. »Jeg er jo ikke ude på at sige, at elever eller flertallet i klassen bare skal have deres vilje. Eller at eleverne skal have tivoli i skolegården, hvis de ønsker det. Det er en dialogisk proces, der handler om at komme hinanden i møde. Det betyder, at vi skal have nogle lærere med mere viden om gruppeprocesser, samarbejdsformer, problemløsningsstrategier, og om hvordan man får alle stemmer i klassen i spil på en positiv måde«, siger Pernille Hviid. »Man kan heller ikke opdyrke så refleksive unge mennesker gennem hele deres institutionsliv og i opdragelsen i hjemmet og så ikke ville i dialog med dem. Så skal man lade være med at spørge dem allerede fra børnehavealderen, hvad de har lyst til«.

Demokrati er ikke nemt

I en stresset hverdag i skolen, hvor timerne for nuværende ikke ligefrem er i overflod, lyder det tidskrævende. Men skal vi tage folkeskolens formålsparagraf seriøst, er der ingen vej udenom, mener Pernille Hviid. »Demokrati er slet ikke nemt, men hvis man gerne vil denne her idé om demokratiske og refleksive elever, så kan det ikke nytte noget, at man sætter dem i et rum, hvor der ikke er nogen, der vil lytte til dem eller kæmpe med dem. Og hvad er alternativet? Jeg ved det simpelthen ikke. Vi er nødt til at skabe en skole, der engagerer eleverne. Som det er nu, spørger de sig selv: 'Har vi indflydelse, eller er det bare noget, vi leger?' Og det er demotiverende«. For Jan Kampmann handler det i lige så høj grad om at få genetableret en nødvendig diskussion om uddannelseskultur, som han mener er trængt i baggrunden. »Hvad er det, vores skole skal danne? Selvfølgelig skal eleverne lære faglige færdigheder, men de skal også have mod og pondus til at indgå i en demokratisk debat. Spørgsmålet er, om man bedst forbereder eleverne til demokratiet ved at lære dem om det eller ved at lade dem prøve at have indflydelse«, siger han.