Målerne de nationale test elevernes faglige niveau rigtigt, og hvordan bruges de som styringsredskab? Det vil ministeriet have undersøgt i ny evaluering.

Stil og Vive skal stå for evaluering af nationale test

En analyse til 3 mio. kr. skal give Undervisningsministeriet svar på, om de nationale test måler rigtigt. Evalueringsrapporten kommer dog først i januar 2020. Styrelsen for It og Læring skal stå for noget af undersøgelsen, mens forskningsinstituttet Vive skal stå for anden del.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Måler de nationale test rigtigt? Denne gang er det spørgsmål for første gang undersøgt af Undervisningsministeriet i en ny evaluering. Da de nationale test blev evalueret første gang i 2013, var det ikke en del af undersøgelsen.

I november afleverede en rådgivningsgruppe sine anbefalinger til, hvad den nye evaluering bør kigge på. En af anbefalingerne var, at det bør analyseres, om de nationale test i det hele taget regner rigtigt.

Nu skal det evalueres, om de nationale test måler rigtigt, og om lærerne kan bruge dem til noget 

Det er et spørgsmål, der i sidste uge blev højaktuelt, da professorerne Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner i en ny rapport påpeger, at de nationale test er meget mere usikre end hidtil antaget, samt at sværhedsgraderne i testene er så forældede, at de kort og godt ikke måler elevens faglige niveau rigtigt.

Begge professorer er medlem af rådgivningsgruppen.

Ny undersøgelse: Nationale test måler både forkert og usikkert

Den første del af evalueringen, der handler om testenes validitet, skal gennemføres af Styrelsen for It og Læring med en ekstern reviewgruppe på sidelinjen, som skal sikre konklusionernes gyldighed.

Den anden del af evalueringen gennemføres af Vive, og der mangler stadig en endelig afklaring på, hvad den nærmere skal undersøge.

Som udgangspunkt har ministeriet foreslået, at man i store træk kigger nærmere på de spørgsmål, som rådgivningsgruppen har anbefalet. Plus fire undersøgelsesspørgsmål, der går konkret på, hvordan de nationale test bruges som styringsredskab på institutionelt, kommunalt og statsligt niveau.

Ministeriet oplyser, at man stadig er i dialog med Vive om den endelige ordlyd.

Minister afventer evaluering: Lærere skal gennemføre fejlbehæftede test til 2020 

Evalueringen skal blandt andet gennemføres på baggrund af data indsamlet ved de nationale test, som løber af stablen netop nu mellem 1. marts og 30. april i år, altså mens debatten om deres validitet kører på højtryk.

Den endelige rapport offentliggøres efter planen i slutningen af januar 2020. Den skal herefter danne grundlag for rådgivningsgruppens endelige anbefalinger om de nationale tests fremtid.

I alt lægger Undervisningsministeriet op til, at evalueringen skal svare på 17 spørgsmål om de nationale test. Se dem alle ved at følge linket her:

Powered by Labrador CMS