"Som formand for rådgivningsgruppen ønsker jeg at give mest mulig plads til en åben drøftelse af evalueringsresultaterne i gruppen", siger formand for ministeriets rådgivningsgruppe om nationale test Peter Dahler-Larsen.

Minister afventer evaluering: Lærere skal gennemføre fejlbehæftede test til 2020

De nationale test virker ikke, lyder kritikken fra to forskere i ny undersøgelse. Undervisningsministeren vil ikke droppe testene, men afventer evaluering, der først forventes klar i 2020.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den seneste rapport er endnu et lod i den skål, hvor det bliver svært at fortælle eleverne og forældrene, at vi kan bruge resultatet til særlig meget".

Sådan lyder det fra lærer Anders Artmann, der havde sine elever til nationale test i matematik og fysik/kemi, lige inden en ny rapport har sat spørsmålstegn ved, om de virker.

Han mener - i tråd med forskerne bag rapporten - at så længe den tvivl er der, så bør testene droppes.

"Nogle gange står vi over for elever, der bliver ekstremt kede af det resultat, de får. Hvis vi ikke engang kan bruge det til noget, hvad er så egentlig meningen med dem? Så længe vi ikke kan få et ordentligt svar på det, så synes jeg, man skal droppe dem", siger Anders Artmann.

Det har undervisningsministeren dog ingen planer om. Hun afventer en stor evaluering af de nationale test, der forventes klar færdig i 2020.

I slutningen af oktober afleverede en rådgivningsgruppe under Undervisningsministeriet sine anbefalinger til, hvad den kommende evaluering af de nationale test bør fokusere på.

Undervisningsministeriet er på baggrund af gruppens anbefalinger i gang med at lave en opgavebeskrivelse for evalueringen, der skal sendes i udbud og kommer til at koste fire millioner kroner.

Nu skal det evalueres, om de nationale test måler rigtigt, og om lærerne kan bruge dem til noget

Blandt de ting, rådgivningsgruppen har anbefalet at undersøge, er, om de nationale test måler rigtigt, og om lærerne kan bruge dem som pædagogisk værktøj.

Professor Jeppe Bundsgaard og professor Svend Kreiner er begge medlemmer af rådgivningsgruppen. De har netop konkluderet i en ny undersøgelse, at de nationale test måler forkert. Professorerne anbefaler helt at droppe de nationale test.

Ny undersøgelse: Nationale test måler både forkert og usikkert 

Undervisningsminister Merete Riisager vil dog vente på resultaterne af den evaluering, der er sat i gang, inden hun vil sende dem "til reparation".

Riisager: Nationale test skal til reparation, men ikke droppes

Anbefalinger klar i 2020

Rådgivningsgruppen skal i aktion igen, når evalueringen er afsluttet i slutningen af året. Der skal den nemlig drøfte resultaterne og indstille til undervisningsministeren, hvad den anbefaler, der skal ske med de nationale test.

Ministeren vil uanset udfaldet af det kommende folketingsvalg være en anden, da Merete Riisager har bebudet, at hun ikke genopstiller til valget.

"Indstillingerne til evalueringens temaer samt hvad den skal føre til er rådgivningsgruppens. Men selve evalueringen er ministeriets", siger rådgivningsgruppens formand professor Peter Dahler-Larsen.

Politikere har længe kendt til svagheder ved nationale test

Han regner med, at gruppen rimelig hurtigt kan komme med sine anbefalinger, når den har læst evalueringen, der ifølge planen skal være afsluttet senest 31. december 2019:

"Vi skal selvfølgelig have lov at læse og drøfte evalueringen grundigt, men det er bestemt meningen, at vi forholdsvis hurtigt skal nå frem til en indstilling, der afspejler rådgivningsgruppens synspunkter og fortolkning af arbejdet".

Vil give plads til åben drøftelse

Med i rådgivningsgruppen er også professorerne Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner, der på baggrund af en ny undersøgelse retter en kras kritik mod de nationale test, som de mener bør suspenderes.

Her er problemerne i de nationale test

Peter Dahler-Larsen hilser ethvert bidrag til debatten om nationale test velkommen, men har ikke yderligere kommentarer til den konkrete kritik af testene, og om den får indflydelse på rådgivningsgruppens arbejde.

"Jeg ser frem til resultaterne af den evaluering, der er sat i gang. Som formand for rådgivningsgruppen ønsker jeg at give mest mulig plads til en åben drøftelse af evalueringsresultaterne i gruppen. Ligeledes ønsker jeg selv at danne mig en mening om de nationale test ved at se grundigt på evalueringsresultaterne og lytte til drøftelsen i rådgivningsgruppen".

"Derfor har jeg først tænkt mig at gå ind i en offentlig debat om sagen, når rådgivningsgruppen har afleveret sin indstilling til ministeren på baggrund af evalueringsresultaterne", siger han.

Powered by Labrador CMS