Ørestad Skole i København er en af de 50 skoler over hele landet, som tilbyder læringscafé i samarbejde med Red 
Barnet Ungdom. Det langsigtede mål med initiativet er at sikre eleverne 
bedre forudsætninger for at 
gennemføre grundskolen og en 
ungdomsuddannelse.

Læringscaféer giver lyst til skolen

Læringscaféer med tid til hygge og lektier øger udsatte elevers trivsel, viser evaluering. Skoler oplever, at eleverne bliver mere aktive i undervisningen og får nye fællesskaber.

Publiceret

Læringscaféer

  • Læringscaféerne er oprettet i 2015 af Red BarnetUngdom. 
  • Målet er at give 5.000 børn mod på skolelivet igen ved atengagere 3.500 unge frivillige i 120 læringscaféeer.
  • Projektet er støttet af Egmont Fonden, der fra 2018 til 2021bevilliger cirka 19 millioner kroner. 

Kilde: Red Barnet Ungdom

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere og flere oprakte hænder titter frem i klasselokalerne på Tingkærskolen i Odense. Elever, som har det lidt svært i skolen, er nemlig begyndt at deltage mere i klassen både fagligt og socialt, efter at de har været i læringscafé.

»Eleverne er mere aktive mundtligt. De er bedre til at kommunikere og fortælle, hvis de har brug for hjælp. De har fået mere mod på at deltage i undervisningen. Vi kan mærke, at der har været ekstra hænder og tid til dem. Eleverne er blevet hørt, og det hjælper på deres faglighed«, fortæller Lene Mumm Lanther, som er kontaktlærer for læringscaféen på Tingkærskolen.

I det år, Tingkærskolen har haft læringscaféen efter skoletid, har de tolv tilmeldte elever ifølge Lene Mumm Lanther også fået det bedre med de andre elever: »Visse elever havde svært ved at trives socialt i klassen. Men det er blevet bedre efter tiden i læringscaféen. De kan bedre håndtere, at vi er mange i klasselokalet«.

Læringscaféerne blev oprettet i 2015 af Red Barnet Ungdom som et frivilligt pilotprojekt på fem skoler. Siden er projektet vokset til 50 caféer. Målet er at hjælpe svage elever med at trives bedre i skolen både fagligt og socialt. I læringscaféerne undervises eleverne af en række frivillige, der typisk er studerende mellem 20 og 30 år. Sammen med de frivillige træner eleverne faglige færdigheder ved aktive læringsøvelser og får hjælp til lektierne.

Øger trivsel blandt ældre elever

En evaluering foretaget af Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, bekræfter, at eleverne trives bedre fagligt og socialt efter et stykke tid i læringscaféen. Analysen, der bygger på 98 besvarelser fra elever i 3.-9. klasse på ti skoler med læringscafé, viser også, at jo mere tid eleverne bruger i caféen, desto højere faglig selvtillid og social trivsel opbygger de.

»Vi har spurgt eleverne ind til, om de frivillige er gode til at hjælpe dem og forstå deres faglige udfordringer, og det svarer de alle positivt på«, fortæller senioranalytiker Mikkel Giver Kjer, der har foetaget evalueringen.

Han peger på, at man normalt ser faldende skoletrivsel blandt de ældre elever, og derfor er det interessant, at denne gruppe trives bedst i læringscaféen.

»Det kan selvfølgelig være, fordi de ældre elever har været i caféerne i længere tid. Men det tyder på, at der kan gøres noget for denne elevgruppe«, siger han.

Et supplement til skolen

Læringscaféen giver nye fællesskaber

Ud over det faglige udbytte hjælper læringscaféen mange elever med at opbygge nye venskaber.

»Nogle elever har en rolle i klasselokalet, som de ikke trives med, og den rolle kan være svær at bryde ud af. Det kan være forholdet til de andre elever eller læreren, der ikke er godt. Fordelen ved de frivillige i caféen er, at deres relation kan være mindre hierarkisk«, siger Mikkel Giver Kjer.

På Tingkærskolen har Lene Mumm Lanther også oplevet, at det har været godt for nogle af eleverne at møde nye mennesker.

»De bliver mødt af en anderledes undervisningsmetode, fordi de frivillige undervisere ikke er deres lærer og har en anden uddannelse bag sig. Det hjælper også, at de frivillige er unge. Det skaber en god kontakt med eleverne, for det er ikke længe siden, de frivillige selv gik i skole. For mange elever bliver caféen et fredet sted«, fortæller hun.

I Red Barnet Ungdom genkender national chef Astrid Engberg den erfaring.

»I caféerne mødes eleverne tit på tværs af årgange. De bygger nye venskaber op og starter på en frisk. Det er ikke, fordi der ikke laves godt arbejde med trivsel i klasserne, men den her model kan give en ny start for nogle elever«, siger Astrid Engberg.