Debat

Vi vandt!

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening vandt en vigtig sejr i Arbejdsretten i forrige uge. Det blev slået fast, at Lærernes Centralorganisations (LC) blokade af lærerstillingerne på Sputnik er lovlig, da Sputnik ikke har tegnet overenskomst med LC. Det blev slået fast, at undervisning i henhold til folkeskoleloven - som på Sputnik - er LC's overenskomstområde. Det blev slået fast, at den overenskomst, som Socialpædagogernes Landsforbund (SL) har indgået med Sputnik, ikke dækker det undervisende personale. Vi har en meget klar grænseaftale med SL, som slår det fast.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi arbejdsgivere ikke bare skal kunne vælge, hvem man vil indgå overenskomst med - tænk bare på gule fagforeninger eller »fagforretninger«, der falbyder medarbejdernes vilkår for at udkonkurrere rigtige fagforeninger og skaffe kunder i deres forretning. Hvis arbejdsgivere selv kunne vælge overenskomst, ville de ofte vælge den billigste. Vi kan fra vores side jo heller ikke bare vælge at indgå overenskomst med en anden arbejdsgiver, hvis vi ikke bryder os om vores aktuelle modpart. Det ville være lige så grotesk. Det danske aftalesystem indeholder en gensidig forpligtelse til at indgå overenskomst med den modpart, der er bærer af overenskomsten. Det er ikke en fritvalgsordning!

Overenskomstdækningen er også vigtig, fordi vi her ser et eksempel på social dumping for fuld udblæsning. Den private virksomhed Sputnik løser en opgave for en række kommuner - specialundervisning af børn med eksempelvis svær autisme. Kommunerne køber opgaven hos Sputnik. Hvis de ikke gjorde det, skulle de løse den selv, hvilket så ville skulle foregå på kommunens egne specialskoler under folkeskolens rammer - underlagt den overenskomst, som gælder for lærerne i folkeskolen. Når kommunerne køber opgaven hos en privat udbyder, der ikke har tegnet overenskomst - eller lader, som om en anden og billigere overenskomst dækker undervisningen - ja, så er det udtryk for social dumping. Det har de pågældende kommuner et ansvar i.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det har eksempelvis Københavns Kommune besluttet sig for at tage alvorligt. Her har man en afdeling i kommunen, der har til opgave at sikre, at de private leverandører har ordnede forhold, herunder har tegnet korrekt overenskomst. Så hvad gør Københavns Kommune nu - og hvad gør de andre kommuner? Vil de fortsat acceptere manglende overenskomstdækning her efter Arbejdsrettens meget klare afgørelse og begrundelser? Eller vil de bede Sputnik om at sørge for ordnede forhold?

Lad os nu få den overenskomst på plads!

Powered by Labrador CMS