#inklusion
17   378

»Er folkets skole ved at ekskludere de lærere, som brænder for at undervise og danne eleverne?«

Helle Lund fra Sønderjylland er en af de over 100 lærere, skoleledere eller forældre, som har valgt at dele deres oplevelser om inklusion med Folkeskolen. Her er hendes egen historie om mødet med den inkluderende folkeskole – set med en ung lærers øjne.

»Jeg træder ind i mødelokalet. Ud over en socialpædagog og skolelederen er også en psykolog til stede. Det er mig, der skal have hjælp. Hjælp til, hvordan jeg bedst muligt inkluderer min elev. Vi starter med at kigge på klassens skema. Her ses tydeligt, hvor mange ekstra pædagoger klassen er blevet tildelt. Psykologen spørger da også, hvorfor der er et problem, når der er en ekstra mand på klassen næsten hele tiden. Jeg forsøger ikke at vise min frustration over kommentaren og svarer blot, at 'jo, der er stadig nogle ting, der skal arbejdes med, trods de mange ekstra hænder'. Vi går videre til at snakke om den specifikke elev.

Psykologen tager et papir frem og tegner en graf. Jeg skal nu vise, hvornår på dagen eleven 'bliver umulig'. Da jeg siger, at det kan være når som helst, beder hun mig om at fortælle, hvilke aktiviteter der gør, at eleven 'bliver umulig'. Jeg svarer: 'Alle aktiviteter'. Men efter lidt tid siger jeg, at jeg faktisk har oplevet ham som rolig ved plenumundervisning, når jeg fortalte historier for klassen. Der tændes et lys i psykologens øjne. Hun smiler og siger: 'Så skal du bare gøre det hele tiden'.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg har ofte tænkt over dette møde. Det skete i mit første år som lærer. Da jeg gik derfra, var jeg rystet. Jeg kunne da ikke inkludere én elev ved at ekskludere de andre. I de efterfølgende tre år som lærer har jeg ofte tænkt på min første klasse. Det var en klasse i indskolingen.

De første par måneder bestod mit mål mere eller mindre af at sørge for, at eleverne blev i klassen. Omkring en tredjedel fik ekstra undervisning i både dansk og matematik. Derudover kom den brede vifte af sociale problematikker, som klassen indeholdt. Mit første år som lærer var rigtig hårdt. Inklusionen drev mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Min uddannelse havde udstyret mig med pædagogiske færdigheder, men på ingen måde forberedt mig på, hvordan virkeligheden så ud.

Det var med både lettelse og sorg i stemmen, da jeg sagde farvel til klassen inden sommerferien, hvor jeg efter ferien skulle starte på en ny skole i udskolingsklasser. De 'tunge' elever, som nogle vil kalde de inkluderede elever, lå pludselig meget nær mit hjerte. Det er nok også derfor, at jeg i dag er sygemeldt med stress. Man kan ikke lade være med at knytte sig til disse elever, og derfor er det ekstra hårdt, når man ikke har resurserne til at hjælpe dem.

Da jeg i 2015 blev uddannet lærer med et 12-tal i min bachelor, havde jeg bestemt ikke forventet, at jeg ville sidde herhjemme med stress og følelsen af at være utilstrækkelig. Jeg husker forventningens glæder. Jeg skulle ud og tænde lys i små øjne og lære dem om glæden ved at lære. Jeg var klar til at hjælpe forældre med at danne deres børn og give dem et etisk og moralsk mindset. Jeg har altid været en smule perfektionistisk - specielt når det gælder mit arbejde som underviser. Jeg er dog allerede nu nået til den erkendelse, at der ikke er plads til perfektionister i folkets skole.

I løbet af mine tre år som lærer har jeg oplevet forskellige scenarier, som har gjort mit virke som lærer problematisk. Jeg har haft vikartimer, hvor jeg inden timens start har fået at vide af en anden lærer, at jeg skulle holde ekstra øje med specifikke elever, fordi de skabte uro eller sågar slog andre elever. Jeg har selv oplevet at blive slået, der er kastet bolde i hovedet på mig - og værst af alt når jeg selv blev nødt til at gribe ind og skille elever fra hinanden. Jeg har oplevet elever smide med stole og kalde mig alt fra møgluder til klamme so.

Jeg siger ikke, at man helt ville undgå dette ved at mindske inklusionen, men jeg er overbevist om, at situationer som de nævnte ville være færre. I en artikel i fagbladet Folkeskolen nummer 19 er der foretaget en undersøgelse, der viser, at det øgede antal af inkluderede elever skaber større risici for vold mod lærere. Skal lærerne bare acceptere, at sådan er vilkårene nu? Det mener jeg bestemt ikke kan være rigtigt.

Men det er ikke kun voldelige elever, som skaber problemer i lærerens arbejde. Jeg har også haft elever, som rent fagligt og socialt på ingen måde kunne følge med på de andre elevers niveau. Det er da ikke okay for eleven, at denne ikke kan få den rette hjælp. Det er altså nogle gange ikke nok med ekstra dansk eller matematik. Det er heller ikke fair over for de andre elever i den pågældende klasse, da den tid, de skal have, går til dem, der har det sværest.

Som almindelig skolelærer har jeg på ingen måde resurser til at løfte disse elever. Der mangler altså nogle helt specifikke uddannelsesmæssige initiativer for, at mange af de inkluderede børn kan tilgodeses. Jeg har ikke noget videre kendskab til ADHD, Aspergers eller andre diagnoser, som mange elever i almindelige folkeskoler har. Derudover har jeg heller ikke tiden.

Det sidste halve år har jeg været bagud med forberedelse hver uge. Jeg har mindre og mindre tid til at forberede mig til den reelle undervisning. Den tid, jeg har på skolen, bliver ofte brugt til teammøder, fagudvalgsmøder, elevløftmøder, elevstyrede samtaler, skolearrangementer, klassearrangementer, UU-samtaler (Ungdommens Uddannelsesvejledning), forældremøder, forældresamtaler, diverse kurser, infomøder, fasemøder, og jeg skal komme efter dig! Det kan ikke passe, at jeg for eksempel skal tage valget mellem forberedelse eller skrivning af underretning. Underretningen vinder altid, hvilket gør, at jeg må gå til time uforberedt eller med et undervisningsforløb, som er halvt færdigt og hverken motiverende eller gennemarbejdet i forhold til de specifikke mål, som eleverne skal opfylde.

Politikerne snakker om kvalitet før kvantitet, men det er bestemt ikke det, jeg oplever i mit virke som lærer. Mine kolleger og jeg løber konstant med et ur i ryggen. Politikerne bliver nødt til at åbne øjnene for de problematikker, som folkeskolen indeholder. Ikke kun for lærere, men bestemt også for alle de unge mennesker, som skal føre vores samfund videre en dag. Det ender med, at folket ikke vælger folkets skole.

Jeg har selv en datter på et år og er allerede nu begyndt at overveje, om hun skal gå på en folkeskole, eller om jeg hellere vil betale for en fri- eller privatskole. Jeg ser jo med egne øjne, hvordan tiden bliver taget fra de enkelte elever til fordel for de inkluderede elever. Hvordan lærerne stresser for at nå rundt til alle, men til sidst må give op.

Ifølge Danmarks Statistik blev hver ottende elev skrevet ind på en fri- eller privatskole i 2007. I 2017 er det hver sjette - og i 12 kommuner er vi helt oppe på hver fjerde. Det må da også give politikerne et tydeligt indblik i, at tingene ikke kører, som de skal, i folkeskolen. Nu vil de lukke modtageklasserne i min kommune og har skåret på specialskoleområdet. Det betyder, at endnu flere elever skal inkluderes, og endnu flere stakler skal sidde i mit klasselokale og føle sig utilstrækkelige og kæmpe for at følge med på de andre elevers niveau, mens de resterende ikke kan få den ekstra hjælp, der gør, at de bliver endnu dygtigere end dygtig.

Måske er det mig, der er for perfektionis-tisk og skal slække på mine ambitioner. Jeg skal vel ikke forstå ADHD-børns indlæringsvanskeligheder, jeg skal vel ikke levere en undervisning til kryds og slange hver gang og sørge for, at alle mine elever yder præcis det, de evner, eller jeg skal vel ikke gå en tur og snakke med den elev, som har set ked ud af det hele ugen.

Men hvis jeg ikke skal eller kan det, så er jeg sikker på, at jeg ikke skal være lærer. Min kollega, som også var sygemeldt, sagde: 'Jeg ved ikke, om jeg skal være lærer. Men jeg synes, det er ærgerligt, for jeg ved, at jeg er pissegod til det'.

Det er på tide, at der er nogen, der begynder at anerkende lærernes engagement og hårde arbejde, og at politikerne sørger for, at folkeskolen ikke skubber de dygtige fra sig. Ifølge folkeskolen.dk fik 32 personer i 2012 en besked fra lægen om, at de ikke kunne tåle jobbet som lærer, mens antallet i 2016 var på 256. Det er altså en stigning på 700 procent på kun fire år. Ser vi på tallet for lærere på førtidspension på grund af stress, er vi over 1.000 i 2016. Disse tal er altså kun dem, som er endt helt derude, hvor de ikke kan bunde.

Jeg nærer stadig et håb om, at der sker ændringer i lærernes jobsituation, for jeg brænder for mine elever. Jeg brænder for at få lov til at gøre mit job«.

Af hensyn til de involverede parter kan der være detaljer, som redaktionen har udeladt.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.445 andre er allerede tilmeldt