Anmeldelse Skolepolitik
28   355

Når skolepolitik er magt, spin og forretningshemmeligheder

I medierne fik Oslo Kommune sin skolepolitik til at ligne en succes. Lærer Simon Malkenes stillede kritiske spørgsmål, søgte aktindsigt, skrev afslørende artikler og bøger. Men politikere og chefer forsøgte at stoppe ham.

Det store skoleeksperimentet

Fakta


Titel
Det store skoleeksperimentet

Forfatter
Simon Malkenes

Pris
332 norske kroner

Sider
335

Forlag
Forlaget Manifest


Tænk på skolen som en bil, der skal tunes, og tænk på pædagogik som noget, der købes henne på tanken. Tilsæt historien magt, frygt, spin og hemmeligheder, så begynder det at ligne det, der i årevis er foregået i Oslo. Det hele blev afsløret af Simon Malkenes, som vedholdende insisterede på at bruge sin pligt til at sige fra. Han afslørede skandaløse forhold med stigende vold på skolerne, med censurerede konsulent- og forskningsrapporter, hemmeligheder og manipulerede resultater. Han demaskerede det massive pres mod lærere og skoleledere med standardiserede test og krav om konkurrence på alle niveauer. Det er der nu kommet en bog om, og det skal understreges, at den er et partsindlæg. Men dokumentationen er hele vejen i orden.

Artiklen fortsætter under banneret

Malkenes har måttet betale en høj personlig pris, for politikere, en egenrådig forvaltningschef og en argumentresistent skoleleder slog voldsomt tilbage med benægtelser, forsøg på mørklægning af relevante oplysninger, personangreb i medier og på møder og med en mystisk elevkronik, som viste sig at være skrevet på en skoleleders computer.

Simon Malkenes blev i 2005 lærer på Ulsrud videregående skole i Oslo (den norske videregående skole er for 16-19-årige). I debatindlæg, kronikker og bøger har han vist, hvordan målstyring ødelægger undervisningen, han har vist, at karakterer som adgangsbillet til videregående skoler fører til A-skoler, hvor de kvikke kaniner bliver optaget, og B-skoler, hvor elever med svag social baggrund klumpes sammen.

I 18 år frem til 2015 var Oslo styret af partiet Høyre, og i 2000 ansatte man en ny, stærk skoledirektør, der omorganiserede hovedstadens uddannelsesvæsen, så det nu blev kørt som en kommerciel koncern. Den nye direktør fortalte straks skolelederne, at hun forventede loyalitet, og hun advarede mod at gå i medierne med kritik. I løbet af få år blev to tredjedele af byens skoleledere skiftet ud, flere steder blev hele skoleledelsen udskiftet, og nyansatte skulle nu uddannes fra Handelshøyskolen BI (BI står for Bedriftsøkonomisk Institutt). Malkenes søgte i 2017 aktindsigt i kontrakterne fra 2002 til 2015 for at se, hvad samarbejdet gik ud på, men han fik nej. For det kunne skade handelshøjskolens konkurrencesituation, svarede kommunen. Efter en klage fik Malkenes delvis aktindsigt. Men den oprindelige kontrakt fra 2002 var desværre blevet væk!

På det første møde, hvor byens skoleledere blev præsenteret for den nye uddannelse, blev hensigten dog skåret ud i pap. ”Nu skal modstanden mod konkurrence væk. Elever skal konkurrere med hinanden. Lærerne skal konkurrere med hinanden. Skolerne skal konkurrere med hinanden. Og skolelederne skal konkurrere med hinanden. Skolerne skal gennemsyres af konkurrence, fordi det giver de bedste resultater”, sagde handelshøjskolens leder af uddannelsen. Og han sluttede: ”Det kommer til at gå ilde for den, der ikke forstår det”.

I 2010 oprettede Oslo et center, der skal vurdere ansøgere til skolelederstillinger. Kandidaterne måles efter Statoils kompetencemodel. Indholdet er ukendt, men vurderingen sker, fortæller skoleforvaltningen, ”for at sikre kvalitet og målopnåelse i rekrutteringsarbejdet”.

Da revisionsfirmaet Ernst & Young bliver købt til at analysere undervisning og ledelse, søger Malkenes igen aktindsigt - til tydelig irritation hos chefer og politikere. Og da han, efter endnu en klage, endelig får papirerne, er de 14 sider med referencer og de 26 sider om firmaets arbejdsformer og forståelse af opgaven sammen med beskrivelser af medarbejdernes kvalifikationer censureret væk. Det fremgår dog, at firmaets metode til at fikse problemskoler er Toyotas model for produkteffektivisering.

Da Malkenes i marts 2018 i et direkte tv-program læser en kort tekst op om, hvor larmende og voldsom en enkelt lektion i hans klasse kan være, slår systemet tilbage. Forløbet beskriver han i bogen "Det store skoleeksperimentet". Det er i sig selv rystende, hvordan ledelseslagene med brug af bureaukratiske kneb og fordrejninger i medier (næsten) får Malkenes ned med nakken, så han får et blackout midt i sin undervisning og må sygemeldes.

Men bogens styrke er, at læseren også får fortalt, hvordan en stærk skoledirektør og politikere længe lykkes med at sælge tvivlsomme resultatet som succeser. Konsulentfirmaet Oxford Research (som intet har med Oxford Universitet at gøre) kommer for eksempel med denne vidunderlige forklaring efter en nedslående evaluering på 13 skoler: ”Selv om tiltagene ikke giver de store udslag, betyder det ikke, at tiltagene ikke breder sig som ringe i vandet og giver ’added value’. Hvis SKU-aktiviteterne ikke havde været der, kunne forholdene faktisk have set værre ud”. Hvorefter virksomheden anbefaler endnu flere standarder og ensartet undervisningskvalitet, uafhængigt af hvilken lærer eller hvilket trin der er tale om. Standardiseringerne skal løse sociale uligheder gennem ”risikostyring i den strategiske planlægning”, og skolelederne skal udarbejde bedre og mere detaljerede planer, hvor de uddyber, hvordan mål og forventninger er gjort tydelige i deres strategiske plan for skolen. Der skal ledes gennem data, siger konsulentfirmaet. For data skaber et ”følelsesrum” for ledere og kræver handling. Og dataledelse fremmer ”passende stemninger og følelser i forhold til at præsentere data og begrunde deres karakter”.

Malkenes viser, hvordan Oslos bystyre er uhyre selektivt, når der skal præsenteres data for offentligheden. Da politikerne skal formidle en rapport om ”præstationsforskelle mellem skoler og kommuner”, vælger man et citat, hvor der står, at det ”ser ud til”, at Oslos skoler bidrager til større social mobilitet end andre skoler i andre kommuner, og at både resursestærke og resursesvage elever får bedre resultater end eleverne i resten af landet. Men man citerer ikke forskernes vigtige forbehold om, at ”analyserne ikke giver grundlag for at slutte noget om årsagssammenhænge”, og at ”datamaterialet ikke er solidt nok til, at vi kan slutte, at Oslo-elevernes relative succes kan tilskrives det etablerede styringssystem”. Man hiver derimod en enkelt positiv sætning ud af sammenhængen og genbruger den som argument for, at "Oslo-modellen" er den rette vej. Man nævner ikke forskernes konklusion, hvor de understreger, at der hverken i deres egen eller andre forskeres analyser er noget, som kan pege på, hvordan skoler fremover bedre kan ”kompensere for læreforudsætninger, der er knyttet til sociale baggrundsforhold”.

Alligevel lykkes det i medier og valgkampe at tegne et billede af et skolevæsen, der har succes med at bekæmpe negativ social arv. Og det lykkes at fortie problemerne ved at forsøge at kue lærere og ledere. Alt det viser Malkenes i sin bog. Dertil kommer, at han sætter det hele ind i det store billede fra Milton Friedmans liberalistiske chokbehandling af skoler i Chile over Ronald Reagans "A Nation at Risk" og George Bushs "No Child Left Behind" med ”testbaseret ansvarliggørelse” og til de begejstrede norske John Hattie-kloninger.

Som læser får man undervejs mindelser om Odense Kommune, hvor skolerådmand og skolechef magtfuldkomment støttede en ung, usikker og frembrusende skoleleder, så man først efter fire år kunne få landsrettens ord for, at lærer Erik Schmidt havde ret til at ytre sig kritisk. Og man får associationer til danske politikere, der turnerer dårlige evalueringer af 2013-skolereformen med forklaringer om, at loven ikke er fuldt implementeret, så resultaterne først kan måles om ti år.

Et par steder i bogen kunne jeg have ønsket en journalistisk beskrivelse, så andre stemmer var kommet med. Men Malkenes får vist, hvad Oslo-skolernes 5.000 læringsmål, overfladisk læring og overfyldte klasser betyder. Han afslører konsekvenserne af det såkaldt ”frie skolevalg”, af 270 styringsindikatorer, hemmelige lederkontrakter og resultatløn. Han viser, hvad der sker, når utryghed og stress, urimelige loyalitetskrav og mistillid dominerer hverdagen, Og han afslører manipulering af analyser og spin i medier. Han viser også, hvor vigtigt det er, at kolleger bakker op, når systemet bruger magt mod en enkeltperson, der insisterer på at fortælle offentligheden, at det, der sker med og i skolen, ikke fremmer skolens formål.

Simon Malkenes har fået tre priser for sine afsløringer og sit forsvar for ytringsfriheden. Men han kom ikke tilbage til sin skole og arbejder nu på den lille ø Bremanger. Og den 1. december 2018 blev Oslos benhårde skoledirektør mod sin vilje overflyttet til andet arbejde.

Det sidste står ikke i den spændende og uhyggelige bog. Lur mig, om der ikke er en sammenhæng. Men hvorfor danske skoleledere nu skal uddannes efter "Oslo-modellen", fatter jeg ikke. Læs dog Malkenes’ bog.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ