Af: Ole Christensen og Martin Thun Klausen, Future Classroom Lab. Københavns Professionshøjskole.

I debatindlægget belyser vi, hvorledes digital kreativitet kan udvikles i en pædagogisk praksis, hvor eleverne er skabende deltagere og indgår i læringsfællesskaber med andre elever.

Digitale teknologier har oftest fungeret som værktøjer, der understøtter en eksisterende praksis og som kvalificerer dele af en læreproces. Vi forestiller os, at udvikling af mere dynamiske elev- og lærerpositioner i pædagogisk praksis giver børn og voksne mulighed for i højere grad at lære af og med hinanden. Fokus er rettet mod anvendelse af digitale teknologier som pædagogiske redskaber, der kan udfordre eksisterende praksis og få pædagogisk værdi. Det kan være at udfordre et fag og en fagforståelse, udfordre læringsmiljø og give rum til eksperimenterende læringspraksisser.

Vi er især optagede af at udvikle eksperimenterende læringspraksisser, hvor børn og lærere får lejlighed til at eksperimentere med at være undersøgende, skabende deltagere, medskabende i fællesskaber og kritisk modtagende i forpligtende læringsfælleskaber. Samarbejde om læring er i fokus og det legende og lærende går hånd i hånd.

Eksperimenterende læringsmiljøer med digitale teknologier

Skolen har i nyere tid været meget målstyret, og det har krævet stramme didaktiske design at leve op til læringsmålene. Fokus har været rettet mod faglige mål og tegn på læring og i mindre omfang på indhold og processer. De faglige mål har så at sige spændt ben for udvikling af undersøgende og kreative læreprocesser, hvor det også er plads til at fejle.

”Fremtidens skole” er samtidig på den pædagogiske dagsorden i mange kommuner.  Der tales i den forbindelse om, at eleverne skal tilegne sig det 21. århundredes kompetencer med en helt særlig fokus på kritisk tænkning, kreativitet, kommunikation og samarbejde. Det kræver udvikling af læringsmiljøer, hvor der er tid og rum til eksperimenterende læringspraksisser.  

Børn og voksne skal i langt højere grad have lejlighed til at eksperimentere med digitale teknologier i den pædagogiske praksis og have mulighed for at lære af og med hinanden. Det kræver brede didaktiske design, hvor der er tid og rum til også at eksperimentere med elevers og læreres positioner i praksis.

Dynamiske elev-positioner

Det er vores erfaring, at børn gerne vil lære af hinanden, men at der for sjældent er plads til dette i dagens skole. Hvis vi lader eleverne lære mere af hinanden, så giver det børn mulighed for at lære på nye og mere differentierede måder. Og hvis i langt højere grad eksperimenterer med nogle mere dynamiske elevpositioner i praksis, så kan det lukke op for mere eksperimenterende læringspraksisser, hvor læring er noget vi gør i fællesskaber.

På Danmarks Læringsportal introduceres it og medier som tværgående tema i Folkeskolen i form af fire elevpositioner (https://www.emu.dk/modul/it-og-medier-0). Disse har vi oversat til følgende pædagogiske positioner:

• At være nysgerrigt undersøgende
• At være skabende deltager
• At være medskaber i fællesskaber
• At være kritisk modtagende.

Disse pædagogiske positioner angiver forskellige formål, der ønskes tilgodeset. Vi kobler disse pædagogiske positioner sammen med styring af en given pædagogisk aktivitet og karakteriserer dem således:

• Gå foran
• Gå bagved
• Gå ved siden af
• Gå væk

Vi har udviklet et refleksionsværktøj, der giver elever mulighed for at iagttage og reflektere over, hvad der sker, når der veksles mellem forskellige pædagogiske aktiviteter og forskellige styringsformer i en given praksis. ”Refleksionshjulet” kan bruges til at arbejde med, hvorledes eksperimenterende praksisser kan udvikles i praksis. ”Refleksionshjulet” kan samtidig skærpe betydningen af at arbejde med sammenhænge mellem den pædagogiske aktivitet og de valgte styringsformer.

#Fil 1

”Refleksionshjulet” er nærmere beskrevet her: http://digitalkreativitet.dk/?p=119

Når elever lærer af hinanden

På mange skoler er der etableret mediepatruljer, hvor grupper af elever har til opgave at lære andre elever at betjene bestemte digitale teknologier. Oftest har en IT-kyndig voksen person stået for at klæde elever på til at løse denne opgave, og oftest lader man større elever introducere en given digital teknologi til mindre elever.

Det er et overordnet formål at bidrage til elevers selvhjulpenhed, udvikle nye elevroller i skolen og understøtte udvikling af skolens læringskultur. Det bygger på en formodning om, at der skal bygges bro mellem børns mediebrug i fritiden og skolens mediekultur, og det kan eleverne medvirke til på denne måde.   

I fritiden er børn vant til at lære af hinanden, enten ved at gøre noget sammen, eller iagttage hvad andre børn gør.  Dette ”uformelle læringsrum” kan dog ikke umiddelbart overføres til skolen. I skolen lærer børn meget hurtigt at agere som elever og reproducere de formidlingsformer, der er ”skole”. Det er vores erfaring, at når elever skal lærer elever noget i skolen, så kommer de nemt til at trække på en meget traditionel forestilling om, hvad det vil sige at være lærer. De agerer nærmest som den lærertype, vi selv mødte, da vi gik i skole.

Derfor skal opmærksomheden rettes mod at udvikle mere dynamiske elev-positioner, når større elever f.eks. introducerer digital teknologi til mindre elever, og hvor opmærksomheden samtidig er rettet mod at udvikle eksperimenterende læringspraksisser.

Læringsguides på Vesterbro Ny skole

På Vesterbro Ny skole er elever fra 6. – 8. klasserne udnævnt til at være læringsguides og skal introducere 4. klasserne til brugen af Micro:Bit. Alle læringsguides har fået ”refleksionshjulet” og her skal belyses, hvorledes ”refleksionshjulet” har understøttet og udfordret læringsguidernes arbejde.

Vi har introduceret ”refleksionshjulet” til læringsguiderne før forløbet med 4. klasserne, og vi har talt med dem om, hvorledes de betragter ”refleksionshjulet”. Vi har samtidig fulgt dem undervejs i forløbet og spurgt ind til deres erfaringer med at være læringsguides. Endelig har vi efterfølgende talt med dem om, hvad ”refleksionshjulet” har betydet for deres arbejde i praksis.

Før forløbet med 4. klasserne drøfter vi med læringsguiderne på Vesterbro Ny Skole, hvilke pædagogiske positioner, der mon er frugtbare at arbejde med.  Mange er optagede af betydningen af, at 4. klasserne skal være ”nysgerrigt undersøgende” og ”kritisk modtagende” – også overfor det læringsguiderne kommer med. Nogle drenge betoner betydningen af, at de mindre elever helst skal være ”medspiller i fællesskaber”, og det kobler de sammen med positionerne at ”gå ved siden af” og ”gå væk”.  Mange veksler mellem betydningen af alle fire positioner. Og flere påpeger betydningen af, at de mindre elever også skal have lejlighed at lære af deres fejl. De skal ikke have alt at vide på forhånd. Instruktionen skal være så enkel og minimal som muligt. De ældste af læringsguiderne er tillige optagede af at etablere et rum, hvor de mindre elever bliver mere ”kritisk modtagende”.

Undervejs i forløbet beskriver læringsguiderne ofte de mindre elever som ”nysgerrigt undersøgende”. De oplever, at de mindre elever gerne vil lære noget. Nogle er overraskede over, hvor hurtigt de mindre elever tilegner sig ny viden og ”lytter efter, da de ikke syntes, at det er kedeligt”. Nogle læringsguider oplever her betydningen af at” gå foran” i begyndelsen af forløbet, da de mindre elever ikke ved noget om micro:bit og derfor ikke blot selv kan gå i gang. Nogle giver udtryk for, at de mindre elever ofte har svært ved at koncentrere sig gennem hele forløbet, samt at læringsguiderne skulle ”gå foran” i ”absurde mængder”. Flere læringsguides oplever, at det er også en læreproces for dem selv, og en enkelt udtrykker det således: ”I næste uge vil vi prøve at gå lidt mere bagved”.

Efter forløbet giver alle udtryk for, at det var rigtigt sjovt og udfordrende at være læringsguide. De mindre elever er generelt meget interesserede i at blive sat i gang med noget og så efterfølgende selv arbejde videre og være ”nysgerrigt undersøgende”. Som læringsguide skal man også have en plan med, når man er sammen med de mindre elever. Flere giver udtryk for, at det især er godt, at have noget ekstra med som kan bruges, hvis nogle bliver færdige før tiden. Nogle er optaget af at have opgaver med, der ikke blot kan færdiggøres. Måske har projektet medvirket til, at læringsguiderne har fået en bredere forståelse af skoleopgaver. 

Refleksionshjulet bruger læringsguiderne til at reflektere over, hvad de gerne vil opnå i en konkret situation med de mindre elever og hvilke positioner, der bedst understøtter dette. Flere har haft refleksionshjulet med i lommen og taget det frem, når der er brug for det. En af læringsguiderne udtrykker det således:  ”Jeg har haft det i lommen, og så har jeg ind i mellem taget det frem og kigget på det og tænkt, hvad har vi gang i lige nu og så se, hvad der passer bedst at gøre for mig. Nogle gange har jeg drejet det rundt, andre gange har jeg bare tænkt på den”. En anden siger: ”Refleksionshjulet hjælper med at understøtte den tanke, hvordan man lærer elever bedst. Det kan være svært at overveje det i hovedet, men her kan du kigge på flere valgmuligheder, uden at man skal tænke tanken selv. Sådan brugte jeg den”.

For andre fungerer refleksionshjulet mere som en måde at evaluere på og så småt overveje sammenhænge mellem mål, indhold og positioner. En læringsguider siger: ”Jeg vil jo helst gå ved siden af, men de spurgte så meget om hjælp, så jeg var lidt tvunget til at gå foran”. En anden siger:  ”Først nu tænker jeg over, hvad vi egentlig har gjort. Da jeg underviste, tænkte jeg lidt, går jeg foran nu, er jeg gået for meget foran, for meget bag ved. Jeg blev lidt forvirret, men da jeg så kom ud kan jeg godt se, at jeg har faktisk gået meget ved siden af, og det var det, som jeg gerne ville.  Så der tænkte jeg mere over, at det faktisk er det, som jeg har gjort”.

Udvikling af læringsfællesskaber

Arbejdet med læringsguiderne på Vesterbro Ny skole har først og fremmest lært os betydningen af at udvikle mere dynamiske positioner i pædagogisk praksis, når børn skal deltage i eksperimenterende læringspraksisser – og lære at samarbejde med andre børn.

Når elever skal lære af hinanden i eksperimentende læringsfællesskaber er det centralt, at de klædes på til selv at reflektere over deres egne positioner og lærer at arbejde med og udvikle disse positioner i praksis. Meget gruppearbejde er strandet på, at elever reproducerer de roller og positioner de i forvejen har i klassen, og gruppearbejdet får ofte karakter af et praktisk arbejdsfællesskab.

Igen og igen betoner læringsguiderne betydningen af at få lov til at være nysgerrig og undersøgende i skolen og dermed gøre det mere interessant at gå i skole.  En siger det således: ”Vi skal også være undersøgende, for jo mere nysgerrige vi er, desto mere er vi også interesserede i det. Når læreren også er nysgerrig og interesserer sig for det, så lærer man egentlig bedre. Det hjælper på ens motivation”. En anden supplerer: ”Man kan ikke motivere elever til at gøre noget, hvis ikke man som lærer selv synes om det. Vi valgte turboholdet, fordi vi godt kan lide at kode. Derfor bliver det også mere interessant for dem.”

Dette taler for betydningen af at udvikle lærerens rolle og funktion til i langt højere grad at arbejde med rollen som facilitator og inspirator. Det kræver tid og rum, ingen tvivl om det. Og det kræver en skolekultur, hvor der i langt højere grad er mulighed for at arbejde eksperimenterende og undersøgende og dermed med mere fokus på indhold og processer fremfor snævre læringsmål. Vi tilslutter os fuldt ud, da læringsguiderne ved evalueringen af forløbet samstemmende giver udtryk for: ”at det her ikke er skole, men det burde det være”.