Tosprogede
4   24

Forsker: Lærere skal tale om forskelsbehandling af minoritetselever

En del 'minoritetsdanske' skoleelever oplever at blive forskelsbehandlet af deres lærere, viser lektor Laura Gilliams forskning. Men lærerne er oftest ikke bevidste om egne fordomme, så forskelsbehandlingen er uforsætlig. Åbenhed er vejen frem, mener Gilliam.

Laura Gilliam udkommer i dag med bogen 'Minoritetsdanske drenge i skolen'. I den fortæller hun om elever, hvis forældre ikke er etnisk danske, som har oplevet at blive forskelsbehandlet af en eller flere lærere.

Hvad kan den oplevede forskelsbehandling bestå i?

Artiklen fortsætter under banneret

FAKTA: MINORITETSDANSKERE

Laura Gilliam bruger betegnelserne 'minoritetsdansk' og 'majoritetsdansk' frem for eksempelvis 'indvandrere', 'tosprogede' og 'danskere' eller 'etnisk danske'. Disse betegnelser skal understrege, at begge kategorier af børn er 'danskere' - forstået som medborgere i Danmark, der er født, opvokset og formet af det danske samfund - men dog har en numerisk og magtmæssig minoritetsstatus eller majoritetsstatus grundet deres hudfarve og forældres etniske baggrund.

"Det kan for eksempel være når en lærer taler nedsættende om 'indvandrere', om drengenes religion eller om det sted, drengene bor. Kalder det for 'ghettoen', for eksempel. Drengene oplever det som en negativ stempling og udelukkelse fra det danske fællesskab og som en indikation på, at lærerne ikke forventer, at de kan bidrage med noget godt. Det kan også være en oplevelse af at bliver skældt mere ud end andre elever, selvom de opfører sig på samme måde, og at læreren automatisk antager, at det er de minoritetsdanske drenge, der står bag, hvis der har været ballade eller hærværk på skolen. En gennemgående tendens er, at drengene oplever, at de bliver slået i hartkorn med 'de hårde indvandrerdrenge', som lærerne måske kender fra medierne og de derfor laver en slags proportionsforvrængning, og f.eks. fortolker det, drengene oplever som 'drengestreger' som udtryk for at de er på vej ind i bandemiljøet. Endelig er der en del, der føler, at en eller flere af deres lærere undervurderer deres faglige kunnen, giver dem lavere karakterer ved standpunkt, end de har fået til prøver og tests, og for eksempel ikke vil erklære dem uddannelsesparate, skønt deres karakterer er gode nok og trods andre lærere, synes de er parate".

Og det handler ikke om at de minoritetsdanske drenge fejltolker deres læreres intentioner?

"Jo, det kan det godt gøre i nogle tilfælde. Jeg vil understrege, at undersøgelsen ikke dokumenterer forskelsbehandling, men peger på nogle aspekter af mulig forskelsbehandling og på den demotivation og frustration, som oplevelser af forskelsbehandling kan skabe. At man oplever at blive forskelsbehandlet er dog ikke det samme som at det reelt er sket. Læreren kan have grunde til at gøre, som han eller hun gjorde, som intet har med køn, hudfarve eller etnicitet at gøre, og det er ikke sikkert at elever fanger det. Omvendt kan man også blive forskelsbehandlet på grundlag af sin etnicitet og sit køn uden at man så at sige opfatter det".

Eksempler på oplevet forskelsbehandling

Muhammed: En, der hedder Simon, han kaldte os på et tidspunkt "arabersvin" og sådan noget.

Laura: Hvad var det for en situation, han sagde det i?

Yunis: Nogle gange kunne han godt lave sjov med dig, og så andre gange, hvor han virkelig mente det.

Laura: Så han sagde det nogle gange for sjov?

Yunis: Ja, nogle gange kunne han godt lave sjov med os og sådan noget, og så var der også andre gange, hvor han blev rigtig sur, og så kunne han godt mene det.

Laura: Mm. Altså sagde han det, hvor han var vred? Sagde han "arabersvin"?

Muhammed: Han sagde "fucking arabersvin".

(Yunis, 18 år, kurdisk-dansker og Muhammed, 18 år, marokkansk-dansker)

 

Laura: Og hvordan kan du vide, eller hvordan kan det være, at du tænker, at det har noget at gøre med, at han så ned på indvandrere? Hvad var tegnene på det?

Nassir: At det ikke kun var vores klasse, og hele skolen er fyldt med indvandrere … Han var sådan i alle klasser. Han snakkede meget, meget, meget om Vollsmose. Hver eneste dag så skulle han sige et eller andet, han havde læst i nyhederne. Noget gammelt eller nyt: "Se, de her er sådan og sådan, de ødelægger dit og dat".

(Nassir, 18 år, palæstinensisk-dansker)


Mahad: Da jeg blev lidt ældre og kom i 8. klasse, så sagde min lærer til mig: "Jeg tror ikke, du kommer til at fuldføre en 9. klasses eksamen"

Laura: Okay, blev du erklæret egnet?

Mahad: Nej. Det gjorde jeg i 10.

Laura: Så tog du 10. klasse med?

Mahad: Ja. Fordi jeg mente selv i 9. klasse … jeg følte mig selv egnet. Jeg fik gode karakterer, når vi havde prøver og sådan. Men når det endelig kom til standpunkt, så fik jeg underlige karakterer. Og jeg ved ikke, hvordan det giver mening. Fordi man får jo en prøve for at vise, hvad man kan, og hvad man har lært. Men når jeg endelig klarede mig godt til prøverne, så var det lige som om det talte nada. Så talte det nul.

Laura: Hvad så med dine opgaver, når du afleverede ting og sådan?

Mahad: Opgaverne klarede jeg også fint. Jeg plejer at få 7. Og hvis jeg var uheldig, så fik jeg 4. Jeg har aldrig fået under.

Laura: Men fik du dårligere karakterer i standpunkt så?

Mahad: Ja, det fik  jeg i standpunkt.

Laura: Hvordan forstod du det?

Mahad: Jeg forstod det slet ikke. Jeg følte, at jeg havde deltaget meget i timerne i alle de mundtlige ting. Så pludselig fik jeg 02 og 02 og sådan noget […]. Det var ligesom, de lod være med at sige, hvad jeg gjorde, som var godt, men kun fokuserede på det negative, jeg gjorde. Hvis du forstår, hvad jeg mener? […] Der var også andre prøver. Forstår du, der var mange prøver i klassen, hvor jeg har fået 7 og sådan noget. Og så når hun endelig skulle skrive standpunkt ind, så giver hun mig 4 eller 02, og det viser så, at der var noget helt galt i resultatbehandlingen. Fordi hun gav de andre i klassen de karakterer, de fik i prøven. Men det fik jeg så ikke.

(Mahad, 18 år, somalisk-dansker)

Kilde: 'Minoritetsdanske drenge i skolen - modvilje og forskelsbehandling' af Laura Gilliam

"Når jeg trods disse forbehold alligevel mener, at man skal tage drengenes oplevelser seriøst, er det fordi jeg selv i mine feltarbejder på skoler, har oplevet hvad jeg vil betragte som forskelsbehandling af minoritetsdanske drenge. Det kan være, at nogle lærere møder drengene med modvilje, mere strikse krav og negative forventninger og fortolkninger af deres adfærd, faglige kunnen, familie og fremtid. Samtidigt kan man ikke blot forkaste det med, at der er tale om reelt problematiske drenge, der blot skyder skylden for dårlig adfærd eller lave karakterer på fordomsfulde lærere. De unge, jeg interviewede fortalte alle om lærere, de havde et godt forhold til, som ikke oplevede dem som problematiske og som de ikke mente forskelsbehandlede. De fleste oplevede også, at de efter, at de har fået en ny lærer eller er kommet i 10. kl. er steget betragteligt i karakterer. Det handler altså ikke om unge, der generelt klarede sig dårligt fagligt eller var i opposition til skolen, men om elever, der følte de havde en dårlig relation til en eller flere lærere, fordi læreren havde fordomme overfor dem på grund deres etniske baggrund.

Selvfølgelig har lærerens stil og personlighed også en betydning. Men de unge, jeg talte med, efterlyste ikke nødvendigvis søde og bløde lærere. De talte nærmest hengivent om lærere, der viste at de havde positive og høje forventninger til dem, men de var også indstillet på at få skæld ud og blive irettesat, så længe det var på et retfærdigt grundlag. Og så længe, at de ikke blev dømt hårdere end majoritetsdanskerne, hverken fagligt eller socialt".

Hvor udbredt er problemet med minoritetsdanske drenge, som har oplevet at blive forskelsbehandlet?

"To tredjedele af de interviewede i min bog giver udtryk for at have oplevet en eller flere lærere, der forskelsbehandlede dem. Men man kan ikke sige noget om, hvorvidt det er et generelt tal".

 Det lyder som om der florerer nogle fordomme i lærerstanden?

"Ja, det tror jeg der gør, på samme vis som der florerer mange fordomme om denne gruppe børn i befolkningen generelt. Det er vigtigt at understrege, at drengene også oplever mange lærere, som de ikke opfatter som fordomsfulde og som de har gode og konstruktive forhold til. Lærerne, de omtaler er ikke nødvendigvis bevidst efter de minoritetsdanske drenge eller er racistiske som sådan. Det handler meget mere om ubevidste forestillinger og om at det kan være svært at 'rense blikket' og se de her elever som børn på linje med majoritetsdanskerne. På trods af, at de fleste lærere ønsker at se elever, som individuelle børn, tror jeg der er en udbredt tendens til, at majoritetsdanskerne bliver forstået som individer, mens minoritetsdanskerne forstås ud fra forestillinger om deres kultur eller religion. Problemet er netop, at disse drenge, som er en utrolig divers gruppe af børn fra meget forskellige etniske og kulturelle baggrunde og familier, bliver set som 'samme slags' og fortolket ud fra lærernes tidligere erfaringer med problematiske drenge eller ud fra mediernes billede af 'de hårde indvandrerdrenge'. Og de har meget imod sig - fortællinger om banderelationer, vold i hjemmet, maskulinitetsbegreber… Det har slået mig i mine undersøgelser, i hvor høj grad de her børn har ønsket at blive set som… bare børn - og overraskes over alt det folk tillægger dem, hvis bare de træder en smule ved siden af.

Det er vigtigt at se, at nogle af drengene, især dem der bor i hårdere kvarterer, selv bidrager til dette image. Som mange generationer af - også majoritetsdanske - drenge før dem, skal de leve op til en norm omkring hård maskulinitet for at blive socialt accepteret og de finder også styrke i den hårde attitude. Men det gælder absolut ikke alle minoritetsdanske drenge. Sagen er dog, at mange drenge overtager tøjstilen og måden at tale på. En del af de drenge, jeg har talt med, fortæller, hvordan de, når de nåede en vis alder, tillagde sig hvad, de ofte kalder 'perkerstilen'. Hættetrøje, posede bukser, en sej attitude. Det var med til at de blev set som værende på vej ud i eksempelvis bandekriminalitet af deres lærere, men drengene selv så det bare som en mode og kunne ikke nødvendigvis gennemskue hvilke signaler, de sendte. Når de ser tilbage på deres skolegang,  føler de, at nogle lærerealt for hurtigt fortolkede dem som potentielt 'kriminelle' af denne grund og ville ønske, at de havde haft forståelse for, for de  kun var  børn og at deres tøj- eller hårstil ikke betød, at de ikke gerne ville klare sig godt i skolen".

Man sidder tilbage med en oplevelse af at det er en negativ spiral, der er i gang i forhold til de her drenge. Hvordan kommer vi videre herfra?

"Vi er nødt til at aftabuisere det at have fordomme, så vi kan tale om dem. Selvom drengene taler om specifikke lærere, der forskelsbehandler, skal vi ikke gå efter den enkelte lærer, men erkende at det er helt grundlæggende menneskelig ting, at tænke i kategorier og alle kan have fordomme. Opgaven er at overveje og modarbejde disse forståelser og forventninger. Som lærer kan man f.eks. overveje, om der er et bestemt mønster i, hvordan man forstår og håndterer bestemte grupper børn, og om man typisk tyer til forklaringer omkring etnicitet, religion og sociale problemer, når det gælder minoritetsdanske elevers adfærd, i stedet for at se på barnets mistrivsel, relationerne i klassen eller forholdet mellem én selv og eleven. Samtidigt bør der arbejdes aktivt med at ændre og forbedre konkrete relationer mellem lærere og elever, der er præget af modvilje og lave forventninger og skoleledelsen har ansvar for, at børn ikke oplever forskelsbehandling på den enkelte skole, så ledelsen må desuden medvirke til at skabe en kultur på skolen, hvor fordomme om bestemte elevgrupper ikke florerer og hvor det indgår i den pædagogiske udvikling i lærergruppe at reflektere over og modarbejde eventuel forskelsbehandling. Det er ikke kun på lærerværelset, vi skal bryde tabuet, det skal også ske i klasseværelserne. På de fleste danske skoler er der en forestilling om at vi er 'etnicitetsblinde', at vi ikke tænker over eller taler om vores elevers baggrund. Jeg har talt med lærere, der betragtede det som en kvalitet, at de ikke kendte deres elevers etniske baggrund. Men hvis eleverne ikke kan tale om deres etnicitet og de fordomme, de møder, i skolen, så kommer de til at mangle et sted at diskutere og forstå deres oplevelser."

Er der andet, den enkelte lærer kan gøre for at forberede situationen?

Relationen mellem eleven og læreren er utrolig vigtig, også i denne sammenhæng - og relationen kan der arbejdes med. Jeg har i forbindelse med arbejdet på bogen talt med mange drenge, der i forbindelse med et skift, for eksempel til 10. klasse, har fået nye lærere og dermed har oplevet at de er blevet mødt med nye, mere positive, forventninger. Og det gjorde en kæmpe forskel i forhold til deres engagement og resultater. Men man behøver ikke nødvendigvis en ny lærer, for at få den oplevelse, hvis den lærer man har, gør et aktivt arbejde for at ændre relationen og indstillingen til en,  så kan der ske det samme.  Den gode nyhed er at læreren kan sætte den positive spiral i gang".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
441 andre er allerede tilmeldt