Folkeskolens leder:

Hold op med at klare det

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der har været meget fokus på vold i skolen i den seneste tid. Det er på høje tid, at der bliver stillet skarpt på de problemer, som lærerne og eleverne oplever med råb som »fede luder« og skub og slag. Lærerne ligger - sammen med pædagoger og politibetjente - i toppen af listen over professioner, der oplever vold i hverdagens arbejdsliv! Det er helt vildt!

I den kommende tid vil Folkeskolen dykke ned under tallene og bringe lærernes egne beretninger fra frontlinjen i klasseværelserne.

Det handler om at få startet en bevægelse, som kan tage fat på problemerne og få dem løst på de steder, hvor nogen kan gøre noget. Det gælder både på Christiansborg, i kommunerne, blandt skolelederne og i lærernes egne team.

Men først skal svesken på disken. Og her er et kæmpeproblem: Meget få af de lærere, som har oplevet problemer, og som Folkeskolen har talt med, har ønsket at stå frem. Angsten for at hænge elever ud, skam over ikke at slå til, frygt for at skade samarbejdet med forældrene eller ens egen fremtid lukker munden på lærerne.

Inklusionen har gjort det farligt at arbejde i folkeskolen 

I virkeligheden burde kommunerne give en medalje til de lærere, som står frem og åbent fortæller om problemerne. For hvordan skal det nogensinde blive anderledes, hvis de, der bemander fronten ude i klasselokalerne, tier? Og hvordan skal vi sikre folkeskolens fremtid, hvis ikke problemerne bliver løst?

Ni ud af ti lærere siger, at bag volden ligger den fejlslagne inkluderende folkeskole, hvor elever med særlige behov blev sendt ud i almenskolen, uden at der blev taget hånd om deres behov. Det var og blev en spareøvelse.

Lærerne går ind for inklusion. Plads til alle er en grundværdi. Hjertet bløder for børn, som reagerer i afmagt. Det betyder, at den lærer, som får et slag, samtidig ser et barn, som ikke trives, og som ofte er blevet svigtet:

»Lærerne prøver at holde ud, fordi det er deres oplevelse, at hvis de ikke er der, så er der ingen, der forstår og kan tage sig af de 'særlige' elever. Det er grædende lærere, der ringer og føler sig helt magtesløse«, fortæller en kredsformand inde i bladet.

Men det er på tide at sige det meget tydeligt: Den spareramte inkluderende folkeskole ødelægger børn og voksne. Inklusion kræver hænder i klassen, tid og grundig uddannelse! Det er på tide at bruge medfølelsen med børnene til at holde op med at klare det - og i stedet åbne munden.

Hvis lærerne siger stop, kommer det de børn til gavn, som afreagerer ved hjælp af afmagtsvold. Og så vil det også hjælpe de heldigvis rigtig mange elever, som bare håber på en fredelig skoletid.