Flygtninge
5   84

Fra skolegård til pigtråd: Lærer rejser tværs gennem Danmark med bøger til elever, der har mistet asyl

Fredag læser en 15-årig syrisk pige en bog om kærlighed og dansk ungdomsliv på Skagen Skole. Mandag morgen sidder hun i et tog på vej til Sandholmlejren. Den morgen blev fundamentet revet væk under seks børn, da familien mistede sin opholdstilladelse.

Fredag eftermiddag løber en pige, der går i 8. klasse over til sin lærer med et smittende smil på læberne og fortæller om den fodboldkamp, hun skal spille i weekenden.

Artiklen fortsætter under banneret

Mandag morgen bliver pigens familie - mor og en søskendeflok på seks - vækket af myndighederne og sat på et tog i Nordjylland. Børnene troede, de skulle hen på skolen, som de var vant til. Men toget havde i stedet kurs mod Center Sandholm, som er et asylcenter i Nordsjælland. Familiens nye virkelighed.

Selvsamme morgen er lærer Susanne Ravn ved at gøre klar til dagens undervisning, da der kommer uventet besøg. En sagsbehandler fra kommunen træder ind af døren med  flere kasser fyldt med bøger, computere og papirer, som børnene har fået udleveret til deres skolearbejde.

"Jeg tænker, hvad er der sket? Det dér er jo min elevs ting. Sagsbehandleren fortæller, at familien har mistet retten til asyl, og at de fem af børnene, som går på vores skole ikke kommer tilbage. Jeg var i chok. Vi vidste ingenting på skolen. Hvordan kan det her ske fra den ene dag til den anden uden, at vi ved noget?", fortæller Susanne Ravn.

Efter beskeden blev hun først ramt af magtesløshed og utryghed over, hvad der skulle ske med børnene.

"Den første tanke var, hvad kan vi gøre for børnene? Deres hverdag har været i dansk skole de sidste 2½ år. De har lært dansk. Fået venner. Startet til fodbold. De er blevet en del af vores lille samfund. Vi var lige kommet så langt med at integrere dem. Alt det vi havde bygget op blev tabt på et øjeblik. Integrationen er skrøbelig. De var godt på vej. Jeg tænkte med det samme: 'hvilken skolegang får hun nu, den pige jeg havde undervist i 8. klasse?'. Hendes relationer er brudt op. Det smadrer deres børneliv", siger hun.

Kort efter kontaktede Susanne Ravn pigen på telefon. Hun var ikke klar over, hvad der var sket eller skulle ske. Hun vidste blot:

"Jeg ved ikke, om vi kommer tilbage. Vi er et sted, der hedder Sandholm".

Og de kommer ikke tilbage foreløbig. Børnene og deres mor kom til Danmark for nogle år siden for at blive familiesammenført med faren. Men efter at forældrene er blevet skilt, har moren og børnene mistet deres opholdstilladelse.

Det var svært at overlevere beskeden om til 8. klasse, at pigen ikke længere skulle være en del af klassen, fortæller Susanne Ravn:

"Da vi fortalte, hvorfor hun ikke længere var her, blev de chokerede og kede af det. De havde tusind spørgsmål. Der var straks en elev, der googlede Sandholmlejren, og så, at der har været knivstikkeri på stedet. De råbte op, 'det ligner et fængsel'. De var naturligvis meget oprørte over, hvor hun var".

8.-klassen havde mistet en ven og var bekymret og fyldt med spørgsmål:  

Er der sikkert for hende dér?

Hvorfor skal hun ikke være her mere?

I klassen bredte der sig en aktivistisk stemning. "Det her er uretfærdigt! Vi må da kunne gøre noget".

"Vi blev enige om at skrive breve, hilsner og billeder, som vi ville give til hende. Hvor der står 'vi savner dig', mens de holdte et billede af hende, og hvor vi spurgte, om hun kommer tilbage til Skagen? Jeg kontaktede klasselærererne for hendes søskendes klasser, og de lavede også plakater, tegninger og skrev breve", fortæller Susanne Ravn.

 

Turen går til Sandholmlejren

Få uger efter rejste Susanne Ravn med sin mand de knap 400 kilometer fra Skagen til Sandholmlejren, hvor søskendeflokken er endt.

Med sig i bilen havde de kasser fyldt med breve, tegninger og billeder fra skolebørn og børnene i den børnehave, som den yngste dreng gik i. Susanne havde også taget undervisningsmateriale med til børnene. Bøger til matematik, dansk og læsebøger til alle børnene svarende til deres niveau. I 8.x var de i gang med bogen "For evigt din", og den har hun også hun skaffet til den ældste pige, som hun selv har undervist i dansk og engelsk.  

"Jeg var bekymret for, hvad der skulle ske med deres skolegang. Vi fik kasseret bøgerne fra systemet, så nu var de deres. Så havde de i det mindste noget, der kunne tage dem lidt videre. Nu var de jo ikke vores elever mere".

Da Susanne Ravn ankom til Sandholmlejren, rislede det koldt ned ad ryggen på hende.

"Det var et træls, koldt sted. Et kæmpe område fyldt af ingenting omringet af et tre-fire meter højt pigtrådshegn og med en stor stålport, som en vagt skulle åbne for os. Det var ligesom et fængsel".

Bag hegnet og indenfor porten fik hendes tidligere elev øje på hende:

"Hun kom løbende og sagde til vagten 'Det er en jeg kender'. Det var så dejligt at se hende, hun strålede helt i det øjeblik".

Kort efter satte de sig ind på familiens opholdssted. Børnene så helt forkerte ud. Alt var fremmed. De var syv personer i et lille klemt rum fyldt med køjesenge, hvor der kun var én stol og ét lille vakkelvornt bord, fortæller Susanne Ravn.

"Da vi kom ind, gav jeg hende alle de ting, vi havde lavet. Hun tog først billedet op af eleverne der holdte bogstaver der sagde: 'Vi savner dig'. Tårerne begyndte at vælte frem".

Pigen har ellers ikke let til tårer. Hun er nemlig den ældste i søskendeflokken, og hende som har en morrolle over for de andre:

"Hun er mor for alle de børn, selvom moren er der, for det er hende, der kan tale bedst dansk. Da de kom hen og kiggede, var hun stærk igen og ville vise de andre børn tegningerne og grinte med dem".

Da de små drenge i familien fik skolematerialerne, satte de sig med det samme på gulvet og gik i gang med regnestykkerne.

"Der var i hvert fald ikke plads til at lave lektier her. Skolen i Sandholmlejren er kun fire dage om ugen i tre timer. De har ingen bøger. De skal lære at sige 'jeg hedder…', og 'jeg er så og så gammel', men det kan de jo godt. Hele deres udvikling går i stå".

Hun græd, da hun så beskederne fra de andre elever. Jeg græd også. Det var frygteligt at mærke, hvor svært det var for hende, fortæller lærer Susanne Ravn.  


Lærerens rolle

Hvilken rolle spiller skolen og læreren for de her børn?

"Vi vil få dem videre i deres liv, så de kan få et godt liv. De skal lære noget fagligt. Men det er vigtigt at give dem en alsidig udvikling. Få dem ud i livet med de bedste muligheder.

Det handler om dannelse, de skal være i en gruppe med de andre, pleje deres interesser. Have det sjovt med venner. Føler sig forstået. Føler sig anerkendt og taget hånd om. Så man kan få selvtillid, og mærke hvem man er. Så man kan komme ud efter skolen som et helt menneske og være klar til at være en del af samfundet. Det er den udvikling, der er revet væk nu og sat på pause. De er jo ikke startet helt forfra men de er sat tilbage i deres udvikling og integration".

Susanne Ravn har hjulpet den ældste af pigerne med at pleje sine interesser. Hun har for eksempel fået hende ind i den fodboldklub, så er tæt ved skolen.

"Første gang hun kom hjem derfra kom hun hen til mig krammede mig og sagde: "der var andre piger, og de snakkede til mig", fortæller hun. 

"Hun er en resursestærk ung pige. Hun gav noget rigtig godt til klassen med sit gode humør. Hun syer sit eget tøj, køber det i genbrugsbutikker og laver det om. Hun har lært at tale dansk og var rigtig godt i gang med integrationen", fortæller Susanne Ravn, der forsøger at bevare kontakten med familien.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ