15 præmiepulje-skoler har fået hjælp af eksterne

I løbet af det første år med karakterløft-præmiepuljen har 15 af de godt 100 deltagende skoler indgået partnerskaber med eksterne leverandører som MatematikFessor, True North eller professionshøjskoler, oplyser Undervisningsministeriet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ministeriet indsamler dog ikke information om skolernes brug af ekstern konsulentbistand. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) kan derfor heller ikke svare Enhedslistens Jakob Sølvhøj på, hvor mange af skolerne, der har sagt ja til en model som Arenaskolens aftale med MatematikFessor om kun at betale, hvis skolen får del i præmiepuljen. Dermed kan man heller ikke umiddelbart beregne, hvor mange af præmiepuljemidlerne, der ender i private virksomheders lommer. Men 15 af skolerne har altså i deres egen afrapportering til ministeriet om deres indsatser for at løfte de karaktererne i dansk og matematik, fortalt at de har indgået partnerskaber med konsulenter og andre udefra.

Jakob Sølvhøj har også spurgt ministeren til professor Per Nikolaj Bukhs kronik af præmiepuljen, som han i fagbladet Folkeskolen sidste år forudså ville blive et rent lotteri.

Dumpekarakter til Løkkes præmiepulje

Men puljen giver efter undervisningsminister Merete Riisagers mening skolerne et incitament til at arbejde for et løft af de fagligt svage elever.

"Jeg er overbevist om, at en vedvarende indsats for at løfte målgruppen vil give gode resultater for langt de fleste skoler", skriver hun i sit svar og tilføjer, at metoden er ny.

"Ingen metoder er uangribelige, og jeg byder diskussionen om skolepuljen velkommen. For at blive klogere på skolepuljens virkninger har jeg besluttet, at Trygfondens Børneforskningscenter og Aarhus Universitet skal evaluere skolepuljen. Den endelige evaluering er klar i 2021. Med udgangspunkt i evalueringen forventer jeg, at vi skal drøfte skolepuljen nærmere", lover Merete Riisager. Hun kommer dog som bekendt til at overlade den diskussion til sin efterfølger, da hun for nylig har meddelt, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Private virksomheder er også på jagt efter præmiepenge

 

Læs mere

Svar til Jakob Sølvhøj om konsulentbistand

Svar til Jacob Sølvhøj om puljen somlotteri