Sygeplejerske Line Blom Kjærgaard deltager i undervisningen på Nørrebjergskolen, hvor hun ser efter elevernes sundhedsmæssige tilstand.

Specialskole ansætter sygeplejerske til sine handicappede elever

Som den formentlig første specialskole i Danmark har Nørrebjergskolen i Odense ansat en sygeplejerske til sine elever med svære handicap. På blot to uger har hun gjort en forskel for elever, lærere og pædagoger. Ikke mindst skaber hun tryghed.

Publiceret Senest opdateret

Sygeplejerskens vigtigsteopgaver

  • Daglig vejledning af sygeplejefaglige spørgsmål fra personaleog forældre.
  • Akutopgaver i forhold til sygeplejefaglige opgaver, foreksempel epileptiske anfald, sonder mv.
  • Ansvar for medicineringsopgaver.
  • Undervisning af personale i hygiejne, epilepsi, medicin,PEG-sonde og eventuelt førstehjælp.
  • Samarbejde med læger og sygeplejersker fra H.C. AndersensBørnehospital på Odense Universitetshospital samt øvrige relevantesygehusafdelinger, når særlige forhold gør sig gældende for detenkelte barn før, under og efter en indlæggelse.
  • Fastholdelse og udvikling af den sygeplejefaglige kvalitet ogskriftlige kommunikation internt til personalet samt tilforældrene.
  • Sygeplejersken indgår desuden i det daglige pædagogiske arbejdei nogle af klasserne.

Kilde: Stillingsopslaget

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nørrebjergskolen underviser nogle af de mest skrøbelige elever på Fyn. Nogle har fysiske handicap, og en del har multiple funktionsnedsættelser. Eleverne kan desuden have epilepsi, sukkersyge eller problemer med at trække vejret, så nogle kommer måske i skole med respirationsstøttende udstyr efter en indlæggelse og skal jævnligt have suget slim i halsen.

"Vi har mange elever, som har noget med sig i skole, vi skal håndtere. Vi samarbejder tæt med kommunens børn- og ungeoverlæge om de mest komplekse tilfælde, men vi har fået flere elever med komplekse sundhedsfaglige problemstillinger", fortæller skoleleder Simon Bay Andersen.

Nødvendigt med sundhedsfaglig viden i huset

Selv om lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere har fået sidemandsoplæring, vejledning og bruger deres sunde fornuft, bliver de i stigende grad udfordret af de svært multihandicappede elever. Derfor har skolen ansat en sygeplejerske.

"Vi er nødt til at have sundhedsfaglig viden i huset. Alene i sidste skoleår ringede vi 112 tretten gange, primært fordi en bestemt elev blev blå om læberne på grund af slim i halsen, så han havde svært ved at trække vejret", siger Simon Bay Andersen.

Når en elev får det dårligt, står det pædagogiske personale i et dilemma: Hvornår har eleven det så dårligt, at de skal ringe til forældrene?

"Forældrene er på arbejde, og jobbet hænger måske i en tynd tråd, fordi de må bruge meget tid på deres handicappede barn, så vi vil ikke ulejlige dem i tide og utide. Omvendt er der ikke optimalt at ringe 112 så mange gange på et skoleår", siger skolelederen og tilføjer, at de blå blink fra ambulance og lægebil også påvirker også de andre elever.

Ideen om en sygeplejerske født på en studietur til Skotland

Ideen om at ansætte en sygeplejerske har ligget i skolelederens baghoved siden en studietur til Skotland i 2006.

"Vi besøgte en specialskole magen til Nørrebjergskolen, som havde seks sundhedsplejersker tilknyttet til at løse en række faste opgaver hver dag. Jeg var begejstret for at se deres faglighed. Vi har én sundhedsplejerske tilknyttet en time om ugen, hvilket i praksis samles til fire-fem timer om måneden, så vi kan slet ikke opnå de samme resultater", siger Simon Bay Andersen.

Siden er de sundhedsfaglige problematikker blandt eleverne på Nørrebjergskolen steget i omfang, og i efteråret 2017 opfordrede børn- og ungeforvaltningen skolen til at beskrive udfordringerne og søge om en bevilling til en sygeplejerske. Simon Bay Andersen skrev blandt andet:

"Spørgsmålet er, hvor grænsen går for, hvad lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere skal og kan tage ansvar for, når en elev pludselig bliver dårlig og ikke sjældent så dårlig, at der må kaldes 112. Enkelte elever kan få det rigtigt dårligt på kort tid - helbredstilstanden kan veksle til livstruende i løbet af meget kort tid, og man skal kunne handle hurtigt og korrekt, indtil enten forældre eller Falck kommer på skolen. Derfor kræver det - udover et konstant og skarpt opsyn med enkelte udsatte elever - at der kan tages rigtige beslutninger og handles korrekt, så man også i højere grad undgår de livstruende situationer".

Sygeplejersken har allerede gjort en forskel

Ansøgningen gik igennem, og sygeplejerske Line Blom Kjærgaard begyndte i jobbet for 14 dage siden. Stillingen er på 34 timer om ugen, og hun har allerede vist, at hun vil gøre en forskel.

Specialskole korter elevplaner ned for at styrke elevernes læring 

"Vi har en trist historie fra i sidste uge. Om mandagen havde en af vores meget skrøbelige elever det dårligt. Line var bekymret og fik ham indlagt, hvor personalet nok havde trukket den beslutning lidt længere. Natten til lørdag døde eleven, formentlig på grund af en slags lungebetændelse", fortæller Simon Bay Andersen.

Episoden illustrerer de elever, skolen har.

"Det er trygt, at vi nu har en fagperson, vi kan spørge, når vi er i tvivl, og som kan sige: 'Det her er ikke godt'. Det er tydeligt, at Line ser på eleverne på en anden måde, end vi gør. Hun tænker ikke i aktiviteter, men på, hvordan eleverne bevæger sig, og hvordan de ser ud. Er der for eksempel tegn på, at en elev mangler ilt?"

Sygeplejersken skal komme alle elever til gavn

Line Blom Kjærgaard skal selv være med til at udvikle indholdet i sit job. I første omgang har hun de fleste af sine timer i de tre klasser for de mest handicappede elever, men hun skal også rundt i de andre klasser for at tale med personalet om deres elever.

"Line er med i undervisningen, hvor hun ser efter sundhedsfaglige ting og hjælper med at suge slim og give sondemad og medicin. Hun ser også til, at respirationsapparaterne virker. Lige nu er hun i en slags praktik for at lære eleverne at kende, men vi skal have fundet en ordning, så hun er til gavn for alle elever på skolen. Vi har for eksempel en elev, som har fået en midlertidig stomi. Den piller han gerne ud, men så ringer personalet efter Line, som hurtigt kan sætte den på plads", siger Simon Bay Andersen.

Specialskole har bygget udendørs arbejdspladser til lærerne

Det pædagogiske personale har allerede udtrykt, at det er en lettelse at have sygeplejersken med i timerne.

"Vi har opgaver, som vi ikke kan lade være med at løse, men det tager tid at spise med en elev, som får sondemad, eller skifte ble på en multihandicappet. Den tid går fra undervisningen. Det stresser i det hele taget personalet at skulle huske på en masse små, men vigtige opgaver, som de ikke er uddannet til at håndtere. Derfor håber jeg, at sygeplejersken kan bidrage til, at medarbejderne kan sænke skuldrene lidt og bruge energien på undervisningen", siger Simon Bay Andersen og tilføjer, at også fysio- og ergoterapeuterne ser en fordel i, at skolen har fået en sygeplejerske i forhold til at styrke samarbejdet i det sundhedsfaglige felt.

Sygeplejersken skal løfte elevernes generelle sundhed

Den nye sygeplejerske har fået jobbet i konkurrence med 14-15 kolleger. Men skolen stod ikke for udvælgelsen alene.

"Vi fik relevante ansøgninger, og kommunens børn- og ungeoverlæge hjalp os med at finde frem til den rette. Det var rart at have en fagperson til at sige, at denne ansøger har netop de kompetencer, I har brug for. Det er vi ikke selv klædt på til at kunne vurdere", siger Simon Bay Andersen.

Jul: Elever fra specialskole smager, lugter og lytter sig til julen

Line Blom Kjærgaard har været ansat på intensiv på Odense Universitetshospital i 15 år, så Simon Bay Andersen ser hende også som brobygger mellem hospital og skole.

Han har ikke hørt om, at andre danske specialskoler har en sygeplejerske tilknyttet undervisningen, men Nørrebjergskolen ikke kan være den eneste, der er udfordret af elevernes sundhedsmæssige tilstand.

"Vi har elever, som vejer for lidt, mens andre vejer for meget. Derfor bliver den næste store opgave for Line, at hun skal være med til at løfte elevernes sundhed. Hun skal også hjælpe med at udvikle vores egne kompetencer. Vi har for eksempel løbende kurser i førstehjælp, epilepsi og hygiejne, for ikke alle vores elever er godt kørende med selvhjælp", siger skolelederen.

Specialskole har to sygeplejersker ansat

Geelsgaardskolen under Region Hovedstaden underviser også elever med svære funktionsnedsættelser af fysisk, psykisk og sansemæssig karakter. Skolen har haft en sygeplejerske ansat i 36 år og opnormerede for et halvt år siden med en til.

De to sygeplejersker er både tilknyttet skolen og skolens tre bosteder. De deltager dog kun i undervisningen ved særlige lejligheder, for eksempel når elever har et tema om kroppen eller får seksualundervisning. Ellers tager sygeplejerskerne sig af elever, som kræver særlig opmærksomhed, for eksempel efter en operation, og det står for håndteringen af medicin og uddanner personalet i at give medicin. Lærerne kan også ringe efter sygeplejerskerne i akutte tilfælde.