Dannelse
5   13

Stefan Hermann: Dannelsen tager sig selv som gidsel

Kampen om skolen står låst mellem to positioner, der ikke formår at kigge indad, mener rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann. Dannelsens forkæmpere må derfor kæmpe for det nye frem for at begræde tabet af det forgangne.

Man træffer en aftale med sekretæren, bliver vist op ad trapperne og træder ind i det store kontor, hvor rektoren for Københavns Professionshøjskole sidder alene for enden af et langt mødebord og spiser sin frokost. Medstifter og formand for kulturselskabet Swung, chefkonsulent i Undervisningsministeriet og vicedirektør på Arken. Stefan Hermann har haft mange hatte på gennem tiden. Men trods det ærefrygtindgydende cv og den nærmest royale position for enden af langbordet virker Stefan Hermann ikke som et jakkesæt, der har udhulet passion til fordel for prestige.

Artiklen fortsætter under banneret

I 2016 skrev han debatbogen »Hvor står kampen om dannelse?«, hvor han forsøger at trække fronterne op på den dannelsespolitiske slagmark og give sit bud på en fremtidig forsoning i skoleverdenen. Dannelsen ligger ham på sinde, og den gode fornuftsbetonede debat er altafgørende for, at vi når et meningsfuldt sted hen. Derfor lægger han ofte forbehold ind i samtalen forud for de standpunkter, der er i fare for at lyde endimensionelle. »Vi er jo i de brede træskolængder i den her samtale«, som han siger.

De evige nuancer er derfor et konstant forbehold, når Stefan Hermann optegner de to »generelle« positioner, som har overlejret den danske debat. Der er de »pædagogisk konservative« på den ene side. Dannelsesforkæmperne, der ser tabet af det hele menneske i folkeskolen, og som føler sig overmandet og overrumplet af skolereformens markedslogik. På den anden side finder vi de »politisk administrative«, som ønsker at trække folkeskolen op på et internationalt konkurrencedygtigt niveau ved at monitorere udviklingen, handle ud fra data og låne metoder og praksis fra udlandet. Men begge positioner taler mod hinanden og ikke for sig selv, mener Stefan Hermann. Begge mangler den refleksive selvkritik, og i en kamp mellem to fløje, der kun peger væk fra sig selv, findes der to tabere.

»Konfliktaksen mellem de to positioner er blevet overlejrende. Den er vigtigere end højre over for venstre, ny over for gammel og reformpædagogikken over for kundskabsskolen. Det er de nationale test, dokumentationen og præstationen over for det brændende hjerte, barnets behov og skolens grundtradition«, siger han.

Det omvendte Stockholmsyndrom

De to positioner er selvfølgelig ikke et diskursivt fænomen, der er opstået ud af den blå luft. Debatten tager afsæt i, at skoleområdets betydning vokser i den politiske bevidsthed og samfundets selvbeskrivelse. Skolen er med andre ord blevet for vigtig til at kunne administrere sig selv, mener Stefan Hermann.

»Nogle vil mene, at ændringerne nu kommer oppefra, fordi skolen ikke selv har formået at give svar på spørgsmålet omkring resurseudnyttelse, international konkurrence samt flygtninge og indvandreres sociale mobilitet. Andre tilskriver udviklingen et neoliberalt hegemoni; at danske magthavere kopierer internationale strømninger fra andre lande uden respekt for hverken konteksten, de er opstået i, eller professionen, der skal forvalte dem, og desuden med betydelig disrespekt for børn og elevers væren i egen ret«.

Men det er en kamp med to tabere, understreger Stefan Hermann.

»For at sige det lidt karikeret synes pædagogikkens position nogle steder at have en slags omvendt Stockholmsyndrom: Man er besat af sin gidseltager uden at elske ham. Pædagogikkens kritik har en tendens til at alliere sig med præmissen for den position, man hader. Vi er ikke præget af et system, men underlagt og determineret af det. Kritikken af den politisk administrative skole er altid underkastet. Reformer tromles hen over os eller trækkes ned over hovedet på os«.

Det hænger også sammen med, at tabet har en langt stærkere dramaturgi end sejren, mener Stefan Hermann.

»For mig at se vækker begravelsen og sorgen stærkere følelser end brylluppet og glæden. På samme måde forholder det sig med vreden, som er et enormt stærkt mobiliseringsredskab. Det er et besnærende narrativ. Der er ikke nogen, der kan mobilisere på rationalitet, medmindre der er enkelte tal, som kan vække følelser som vrede, stolthed eller ansvar«.

Den politisk administrative position kan altså ikke finde ud af at skabe håb eller længsel, men det kan den pædagogiske. Det kølige ansvar over for det brændende hjerte, som Stefan Hermann udtrykker det.

»Når dronningen i sin nytårstale siger, at vi skal 'gøre noget unyttigt', og Brinkmann sælger bøger på at rive sig løs fra selvudviklingstrangen, taler de begge til en længsel. Jeg mener, at det er basalt fornuftigt. Selvfølgelig skal man gøre noget unyttigt, men hvis man tror, at måle og veje-tyranniet kun udspringer fra staten, så tager man fejl. Vi tæller og vejer så meget i vores hverdag, at enhver familie bliver sin egen moderniseringsstyrelse. Den pointe, jeg prøver at anholde her, er, at i dannelsesdebatten bliver længslen efter formålsløshed og unyttighed ofte adresseret direkte til staten og magthaverne. Den glemmer civilsamfundets ansvar. Den glemmer sig selv«.

 Magthavernes udstrakte hånd

Er det unyttigheden og dannelsens skæbnelod at være en afspejling af sin modstander, fordi den er svær at definere for sig selv?

»Jeg tror i hvert fald på, at lærerne skal kvalificere deres frihed frem for at påkalde den. Med det efterlyser jeg visse steder en kritik, der myndiggør frem for at afmægtiggøre. En kritik, der i stedet for at sige: 'Det her vil vi ikke' rejser sig og siger: 'Det er det her, vi vil'«.

Samtidig skal der ikke herske nogen tvivl om, at lærerne ikke bare aktivt sætter sig i en trodsig position. De bliver også placeret der af virkelig magtudøvelse, mener Stefan Hermann. Derfor tror han også, at magthaverne bør tage det første skridt. Og man kan passende starte med evalueringskulturen.

»Det er retfærdigt nok, at politikere, forældre og samfundet som helhed gerne vil have indblik i, hvordan det går i skolen. Men der er jo ingen skolelærere, der kan bruge Pisa-test til noget. Evalueringskulturen lever for meget i de nøgne datas univers. Hvordan sørger vi for at udvikle en evalueringsmodel, der også er didaktisk brugbar? Det er et vigtigt spørgsmål at stille«.

Magthavernes næste udstrakte hånd bør være en bevidsthed om, at jo dygtigere og jo mere arbejdsduelige og professionelle lærere man har, jo mindre behov er der for de projekter, der bliver læsset ind fra højre; alle disse tilfældige modediller, der følger hinanden som perler på en snor - det tredje styringssystem, som ikke er kalibreret med de to foregående.

»Samtidig skal det pædagogiske Danmark være bedre til at føde det nye frem for at begræde tabet af det forgangne«.

Men mange ser jo reformens skole som et tyranni. Vil en accept af den nuværende tilstand ikke være det samme som at bøje nakken?

»Der er ingen duknakkethed i selvkritik. Tværtimod. Men at se reformen som et tyranni giver anledning til at se på sproget i debatten. Skolereformen har været sammenlignet med jødiske udryddelseslejre og Fimbulvinteren fra den nordiske mytologi. Der er ingen tvivl om, at lov 409 var en stor konflikt. Ikke bare var det et opgør med lærernes arbejdsform. Det var et brud på deres livsform. Og konfliktens logik er en radikalisering på begge sider af hegnet. Men jeg synes, at det er forkert at tale om test og lovgivninger ved at bruge ord, som man anvender om despoter i Afrika.

En af trædestenene mod en mulig forsoning af de to fløje er at finde et mere konstruktivt sprog - også når man er uenig. Sproget og selvkritikken er bærende, men begge fløje mangler evnen til at kigge sig selv over skulderen«.

Kritik, der forfører eller forener

»Det hedengangne tidsskrift 'Kritik' havde et stærkt princip, som man lånte fra den argentinske forfatter og digter Jorge Luis Borges: 'Dadel og lovprisning er to forskellige operationer, der intet har med kritik at skaffe'. Kritik handler om undersøgelsen. Du er nødt til at underkaste dig Karen Blixen og læse hende, før du kan kritisere hende. At komme tæt på og komme på afstand. Det kræver en soberhed og nøgternhed. Fornuften skal gøre følelsen klar, så den kan forbinde sig til andre. Også dem, man er modstander af«.

Stefan Hermann har et godt råd, som han selv prøver at efterleve med blandet held:

»'Prøv at lytte til det spørgsmål, der stilles, i stedet for det svar, der gives'. De pædagogiske og politiske positioner stiller begge rigtig gode spørgsmål, men de giver også nogle dårlige svar. Hvis man har vreden som forlæg, lytter man ofte kun til det simple svar frem for det brede spørgsmål.

Jeg var til et dannelsesoplæg på Sorø-mødet, hvor folk var rystende nervøse for at bruge de forkerte ord. Men hvis der siges 'læring' fra talerstolen, så kan det måske også bare betyde 'undervisning'. Man behøver ikke med det samme at sætte sproget i forbindelse med en odiøs position.

Det er jo dødsensfarligt at hoppe ind i skoledebatten, hvis man ikke er en etableret del af den. Bertel Haarder skrev i en artikel i et festskrift for en afgående direktør i Undervisningsministeriet i 1994, at ministeriets folkeskoleafdeling var et tempel for forudfattede meninger præget af tre dogmer: 1. Danmark har verdens bedste folkeskole, 2. Intet kan måles, 3. Hvis du ikke har haft tredive år i folkeskolen, så hold dig væk fra debatten. Det var selvfølgelig overdrevet og med et glimt i øjet, men det gemmer også på en flig af sandheden.

Jeg håber, at DLF's kommende skoleideal bliver en fortolkning, der er loyal over for det lovbestemte formål, men som samtidig kan inspirere og forene lærerne. Et ideal, hvor man tydeliggør, hvad man står sammen om - at dannelsen har at gøre med opgaven og ikke med modstanderne«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ