"Med det her går jeg hen og bliver en simpel lønmodtager. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne være noget mere", siger fransklærer Viola Bang om, at skolen har valgt ikke at oprette flere franskhold.

Lærer mister sit hjertefag: Det gør mig til en almindelig lønmodtager

For omkring to uger siden fik fransklærer Viola Bang at vide, at hendes skole stopper med at oprette franskhold fra næste år. Beskeden kom som et chok og førte til en kort sygemelding. Nu søger hun væk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sommerferien er nær, og det betyder planlægning af næste års skemaer. Fransklærer på Skårup Skole på Sydfyn Viola Bang troede derfor, at det var et ganske almindeligt fagfordelingsmøde, hun og kollegerne var kaldt ind til for omkring to uger siden.

Men i stedet for at blive spurgt, om hun ikke lige kunne tage én ekstra time historie i 4.b næste år, var beskeden fra skolelederen, at fransk bliver nedlagt på skolen fra næste år, så kun de eksisterende hold fortsætter.

"Det kom som et kæmpe chok. Jeg vidste ingenting. Tre uger forinden var ledelsen, jeg og vores tysklærer ellers blevet enige om, at vi ville prøve at få flere til at vælge fransk ved at lave et kombineret fag i 4. klasse, hvor alle elever så har et halvt år med begge fag", siger hun og tilføjer:

"Derfor kom det totalt bag på mig, og jeg fik at vide, at det ikke var til diskussion. For beslutningen var vendt med skolebestyrelsen".  

Skolerne har også været for hurtige til at sløjfe timer i fransk

Viola Bang forlod mødet efter kun 10 minutter. Hun havde ikke flere timer den dag, og hovedet gjorde ondt. Så hun tog direkte hjem.

"Dagen efter tog jeg til lægen, som sygemeldte mig i tre uger", fortæller hun.

Skoleleder: Tilmelding har været for lille

Der gik dog ikke længe, inden Viola Bang var tilbage på arbejde igen.

"Efter to sygedage var jeg tilbage, da jeg mærkede, at jeg godt kunne samle mig", fortæller hun.

Skoleleder på skolen Steen Knutzen forklarer, at det er økonomien, der er årsagen til, at skolen har oprettet sit sidste franskhold.

Her er 12 faktorer, der betyder noget for lærernes arbejdsliv

"Skårup Skole har i en årrække tilbudt fransk. Det er i den periode - skønt vi har dygtige fransklærere - ikke lykkes at få den nødvendige tilslutning til faget. Derfor har vi set os nødsaget til ikke at oprette det fremover", skriver han i en mail til folkeskolen.dk.

Forening har sendt åbent brev til ministeren

Lukningen af fransk på Skårup Skole har fået Fransklærerforeningen til at sende et åbent brev til blandt andet undervisningsminister Merete Riisager og en lang række andre af de centrale aktører på folkeskoleområdet. 

I brevet gør foreningen opmærksom på, at fransk fremover bliver udfaset på skolen.

Her lærer eleverne fransk i den understøttende undervisning

"Vi mener, at det er vigtigt at gøre de centrale parter opmærksom på, at det ikke nytter noget, at regeringen laver en national sprogstrategi, hvis kommuner samtidig sparer fransk væk på grund af en stram økonomi", siger Karin Rosenbom, der er ansvarlig for foreningens folkeskolefraktion.

"Som foreningen gør vi, hvad vi kan for at støtte op om Viola, og vi håber, at det her brev kan få råbt politikerne op", siger hun.

Lærer kom til skolen for at starte fransk op

I brevet lægger foreningen blandt andet vægt på, at Viola Bang for tre år siden skiftede til Skårup Skole med det formål at være primus motor for, at der fremover blev kom fransk på skolens skemaer.

"Det er også derfor, at det rammer ekstra hårdt. Jeg har virkelig lagt al min energi i at gøre fransk til en succes her", siger Viola og fortæller, at hun har forståelse for, at det har været dyrt for den tosporede skole at tilbyde fransk.

Særprisvinder: "Alle sprog er en gave, der skal dyrkes"

"Der er kun seks elever på holdet i 9. klasse, så jeg er dyr. Det forstår jeg godt. Men der er 13 elever på 6. klasseholdet. Så det er lykkes at fordoble antallet, siden vi startede. Og man skal huske på, at det tager tid at bygge noget op, når der ikke er tradition for fransk på skolen", siger hun.

Lærer: Jeg skal være glad for det, jeg laver

Selvom Viola Bang er tilbage igen fra sin sygemelding, fortæller hun, at hun føler sig nødsaget til at søge væk og finde et nyt job.

"Jeg har været en megaengageret medarbejder. Jeg elsker mit fag og mine elever, men jeg kan mærke, at den nye situation ikke er en permanent løsning for mig".

"Med det her går jeg hen og bliver en simpel lønmodtager. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne være noget mere", siger hun.

Lærer i kampagnevideo: "At være lærer er også et stort kompromis"

Viola Bang fortæller, at hun derfor i øjeblikket går og overvejer fremtiden.

"Jeg har virkelig taget skyklapperne af og forsøgt at tænke på alt, der kan have med fransk at gøre. Det er rigtigt vigtigt for mig, at jeg er glad. Så jeg prøver at finde ud af, hvad det kunne være", siger hun og fortæller, at hun kan blive nødt til at søge arbejde i Københavnsområdet, da der er meget få skoler på Fyn, der tilbyder fransk.

"Men det kan også være, at jeg vælger noget, der ikke er undervisning. Nu må vi se".