"Eleverne har sagt til mig, at det har smittet af på motivationen i forhold til den almindelige franskundervisning, og det har jeg også godt kunne mærke", siger fransklærer Annelise Jette Knudsen.

Her lærer eleverne fransk i den understøttende undervisning

Ved siden af de almindelige fransktimer har 10 udskolingselever på Skovvangskolen valgt at have ekstra fransk i et år, mens resten af deres klassekammerater har brugt tiden på at være i lektiecafé.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Diplôme d'études en langue française (DELF). Det er titlen på et diplom, som 10 elever fra Skovvangskolen i Aarhus inden længe får fra det franske undervisningsministerium.

Diplomet er traditionelt tænkt til udlændige bosat i Frankrig, og det skal dokumentere deres franskkundskaber.

Men diplomerne bliver også udstedt i en lang række andre lande, og diplomet er inddelt efter fem niveauer, som går fra "basale sprogkundskaber og især evnen til at udtrykke sig i hverdagssituationer" til en "ubesværet og præcis beherskelse af det franske sprog", der giver adgang til de franske universiteter.     

På Skovvangskolen i Aarhus har man for første gang i år oprettet ét frivilligt franskhold for elever i 8. og 9. klasse. De har året igennem brugt én lektion om ugen og tre-fire hele fagdage på at nå igennem det laveste niveau i DELF.

"Det her er tænkt til dem, der har et fagligt overskud ved, at de gerne vil noget mere og kan rumme mere end den almindelige franskundervisning", fortæller fransklærer på Skovvangskolen Annelise Jette Knudsen.

"Timerne har vi taget fra den understøttende undervisning, hvor de andre har det, vi kalder studietid, hvor eleverne eksempelvis kan arbejde med deres lektier", fortæller hun.

Første år med ekstra fransk

Det tager et år for eleverne at opnå deres diplom, og Annelise Jette Knudsen kan fortælle, at alle 10 elever har bestået.

"Det er første år, at vi kører med diplomet. Det var vores pædagogiske leder, som skrev og spurgte, om det var noget, vi kunne være interesseret i. Det ville vi gerne. Så vi fransklærere blev sendt på et kursus, der bliver afsluttet med en prøve, så vi blev godkendt til at eksaminere og være censor ved prøverne i de her forløb", fortæller hun.

Eleverne færdiggjorde i slutningen af april forløbet med den afsluttende prøve, som bestod af fire elementer:

"Den består af en lytteøvelse og en læseøvelse, hvor eleverne bagefter skal krydse af i forhold til de informationer, de har fået. Og så er der også en skriftlig produktion, hvor eleverne skulle skrive en mail på omkring 40 ord".

Den mundtlige eksamen er et rollespil

Og så er der en mundtlig del, hvor eleverne har 10 minutters forberedelse. Når eleverne kommer ind, skal de indledningsvis præsentere sig selv.

"Her spørger jeg dem for eksempel til, hvor gamle de er, og hvad de hedder. Så det er et ret lavt niveau, og eleverne skal jo kunne meget mere ved den rigtige 9. klasseprøve".

Herefter trækker eleverne to ud af seks kort og på dem, står der hver et ord. Og så skal eleverne vælge at bruge et af de ord til den videre samtale.

"Der kan eksempelvis stå cinéma, og så laver vi et lille rollespil, hvor eleven spørger mig ind til noget, der har med biografen at gøre. Det vil typisk være sådan, at det går ud på, at jeg er en sælger i en butik, og så skal de have nogle informationer ud af mig".

"Det kan også være, at de gerne vil tilmelde sig en skoleudflugt eller en sportsaktivitet. Og så slutter samtalen af med, at de skal købe noget. Så de skal eksempelvis spørge til prisen", fortæller hun.

Eleverne har fået større glæde ved fransk

Annelise Jette Knudsen er ikke i tvivl om, at forløbet har været en stor succes.

"De har lært nogle andre ting end det, de lærer i den almindelige undervisning. Men der er selvfølgelig forskel på, om de går i 8. eller 9. klasse. Eleverne i 9. klasse kunne sagtens være med fra start, mens 8. klasserne var lidt forskrækkede, da vi startede. De syntes, at det var rigtig svært".

Succesen fra i gør, at skolen også næste år vil udbyde forløbet, men det kræver, at mindst 10 elever melder sig til holdet.

"Eleverne har sagt til mig, at det har smittet af på motivationen i forhold til den almindelige franskundervisning, og det har jeg også godt kunne mærke. Nu afventer vi så, at vi får diplomerne fra Frankrig, så vi kan gøre lidt ekstra ud af det, når eleverne skal have dem".