»Velkommen tilbage. Vi er fuldtallige. Nej, Sofie er her ikke«, korrekser klasselærer Sanne Schjelde Agersnap sig selv.

Eleverne har været til svømning og sidder nu klar til dansk på en høj, bred trappe med tre trin. Trappen står foran tavlen og er et nyt element i 4.c på Risskov Skole. Det samme er stemmeskalaen og time-timeren ved siden af smartboardet. Dansklæreren bruger uret til at vise eleverne, hvor lang tid de skal arbejde med en opgave.

»I bliver delt i tre stationer. Nogle skal arbejde med dobbeltkonsonanter sammen med Ann Sofie. Andre ser på stumme bogstaver sammen med mig, og resten bliver på trappen og læser eller skriver historier. Vi kører to runder, og I er 20 minutter på hver station«, instruerer Sanne Schjelde Agersnap og betoner, at eleverne på trappen skal være stille, mens de arbejder.

130 lærere uddannes i at styrke inklusionen med Nest

I 2016 begyndte Aarhus Kommune at bruge den amerikanske metode Nest på Katrinebjergskolen. I Nest inkluderer man ikke elever med autisme i almenmiljøer - man lægger i stedet skoledagen for hele klassen til rette ud fra disse elevers behov. Det sker ud fra tanken om, at alle elever profiterer af specialpædagogiske redskaber som faste rutiner, tydelig struktur og en klar rollefordeling mellem de to voksne, der står for undervisningen.

I år afprøver kommunen, om værktøjer fra Nest kan gavne almene 4.- og 5.-klasser. Derfor har 130 lærere været på kursus i en slags Nest light.

»Vi har aftalt med eleverne i 4.c, at de kommer ind i klassen uden sko på, og at de altid samles til fælles instruktion på trappen. Vi har fleksible borde, så vi kan indrette os forskelligt, men det skaber ro, når eleverne ved, hvad de skal fra timens start. Vi skriver også altid dagsorden på tavlen, men det gjorde vi nu også før«, siger Sanne Schjelde Agersnap.

Klasselæreren har kollegaen Ann Sofie Skovbjerg Thomsen som co-lærer. Hun har linjefag i specialpædagogik og har to lektioner om ugen i 4.c plus tid til fælles forberedelse sammen med klasselæreren, i alt to en halv time. Begge lærere har været på kursus i Nest light.

»Mange af de ting, vi gjorde i forvejen, er rigtige, men vi fik også nye redskaber. Vi bruger for eksempel stemmeskalaen hver dag: 'I skal bruge hviskestemmen, når I arbejder selvstændigt'«, fortæller Sanne Schjelde Agersnap.

Ann Sofie Skovbjerg begyndte skoleåret som observatør i klassen for at spore sig ind på eleverne.

»4.c er ikke særlig problematisk, men som i de fleste andre klasser er der elever med udfordringer. Nogle kan let føle sig uretfærdigt behandlet. For eksempel forstår flere drenge ikke, at en leg skal være et sjovt break. De går meget op i at vinde, og det fører let til konflikter, som jeg så prøver at hjælpe dem med at løse«, siger hun.

Time-timeren mest udbredt

»Jeg sætter time-timeren på 20 minutter nu«, siger Sanne Schjelde Agersnap ud i klassen og sætter sig med otte elever, som skal arbejde med stumme bogstaver.

»Det er bogstaver, man ikke kan høre. Derfor kalder man de her ord for drilleord«, siger hun og udpeger d, g, h og v som typiske syndere.

Det er ikke nyt, at eleverne kan følge med i, hvor lang tid de skal arbejde med en opgave. Hidtil har Sanne Schjelde Agersnap blot vist tiden med et stopur på smartboardet.

»Jeg var begyndt at snige Nest-lignende elementer ind i undervisningen, inden vi kom med i forskningsprojektet, for ellers spørger eleverne tit, hvor lang tid der er igen, og om vi ikke snart skal lave noget andet. Time-timeren tager brodden af den slags spørgsmål, og det giver børnene ro i sindet. Jeg bruger altid uret, også når jeg har engelsk i 5. klasse«, siger Sanne Schjelde Agersnap.

Time-timeren er det element fra Nest, som er blevet mest udbredt på skolen. Ann Sofie Skovbjerg bruger den for eksempel i sin 9. klasse, så eleverne får fornemmelsen af, hvor lang tid de har, når de skal holde et oplæg på ti minutter til eksamen. Uret er også et nyttigt redskab for hende selv.

»Hvis jeg skal forklare, hvad tillægsord er, og det kun må tage ti minutter, så ringer uret pludselig. Det giver mig indsigt i, at jeg nogle gange taler meget længere, end jeg tror«, siger hun.

Brain, book, buddy, boss

»Julie hælder juice op i glasset«, læser en pige højt.

»Er der et eller to s'er i glasset«, spørger Ann Sofie Skovbjerg.

De fleste elever hælder til ét s, indtil en pige siger: »Er det så ikke glaset?«

Nest er bygget op om, at der er to undervisere i klassen, så der kan foregå co-læring, og det er der ikke altid resurser til i timerne.

»Jeg følte mig splittet mellem de tre grupper, da jeg i sidste uge lavede stationstræning alene«, fortæller Sanne Schjelde Agersnap. »Jeg kunne ikke give den enkelte elev nærvær og opmærksomhed. Det er meget intensivt, når man kan sidde med få elever, og det kan få en stille elev til at bede om hjælp, fordi hun ikke føler sig overset på grund af forstyrrende kammerater. Det handler om at få skabt ro, så alle kan arbejde«.

Sanne Schjelde Agersnap har forladt stationen med stumme bogstaver for at se til eleverne på trappen. Imens arbejder eleverne videre med drilleordene. Det sker ud fra brain, book, buddy og boss-metoden: Først skal eleven tænke. Hvis det ikke rækker, må eleven spejde efter hjælp i bogen. Derefter kan eleven spørge sin sidemakker. Først til sidst må eleven kalde på læreren. Altså bossen.

»Mange børn spørger bare læreren, når de går i stå, men de kan ræsonnere sig frem til meget, når de 'tvinges' til at tænke. Derfor bruger vi brain, book, buddy, boss«, siger Sanne Schjelde Agersnap.

»Mange af dem er blevet gode til at spørge sidemanden«, roser Ann Sofie Skovbjerg.

»Vi har undervist eleverne i det, og vi har indført venteopgaver. Så kan de gå videre, hvis der ikke er en boss i nærheden«, uddyber klasselæreren.

Inkluderende tilgang kræver overskud

Uret ringer. Det er tid til en ny runde. Sanne Schjelde Agersnap fortæller, hvem eleverne nu skal være i gruppe med, men hun glemmer at stille uret. Det minder kollegaen hende om.

»Tak, Ann Sofie«, replicerer klasselæreren. Det lille ord tak falder bevidst.

»Jeg viser eleverne, at vi har gensidig respekt for hinanden. Derfor underviser Ann Sofie også nogle gange hele klassen. Vi giver plads til hinanden, og vi hjælper hinanden med at fremhæve det gode. Det er ikke 'Sofus, kom her og sæt dig', men 'Hvor er det godt, at vi nu er 19 på trappen'. Det er en inkluderende tilgang, man skal have overskud til, for hvis to-tre elever tager mit fokus med negativ adfærd, kan det være svært at rose resten for at være i den ramme, vi har sat for dagen. Derfor er det guld værd, at vi er to lærere på«, siger Sanne Schjelde Agersnap og understreger, at selv om det kun er i to lektioner om ugen, er det med til at give eleverne gode vaner.

Når man er vant til at undervise på en bestemt måde, kan man let glemme elementerne fra Nest, tilføjer Ann Sofie Skovbjerg.

»Det er vigtigt, at vi italesætter det, der foregår, for det giver klassen en narrativ fortælling, som vi kan trække på gennem hele skoledagen. Så når vi stiller stemmeskalaen på hviske, skal vi heller ikke selv hæve stemmen«.

Der er ikke noget hokuspokus i de enkelte elementer i Nest. Det er den konsekvente brug af dem, som er unik.

»Da jeg fortalte mit team i 9. klasse om time-timeren, spurgte de, om det bare er et ur. Ja, og det fungerer faktisk. Det betyder ikke, at vi bruger alle de værktøjer, vi er blevet introduceret til. Vi bruger dem, der passer til 4.c, for vi vil hellere lære eleverne at blive fortrolige med få redskaber. De skulle for eksempel vænne sig til trappen. I begyndelsen kunne de ikke lade være med at pille ved hinanden, men nu er det ikke så vildt for dem at sidde tæt«, siger Ann Sofie Skovbjerg.