Vi nåede kun at sy en enkelt diode i på kurset. Så jeg er glad for, at vi nu arbejder videre med det i undervisningen", fortæller lærerstuderende Maj Britt Nanche Jacobsen.

Intelligent tøj kan bruges i håndværk og design

Et bogmærke, der lyser i mørket, kunne for eksempel være en elevopgave med eTekstil i håndværk og design. Lærerstuderende i Aarhus har fået et kursus og kan godt se det brugt i skolen. Og det behøver ikke være dyrt i materialer, siger underviseren.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kredsløb er typisk noget, man arbejder med i natur/teknik, og kodning sker ofte kun, hvor en lærer har en interesse for det. Men begge dele kan faktisk fint høre hjemme i håndværk og design. Med eTekstil kan eleverne få indblik i, hvordan dioderne fungerer, så de kan sy dem ind i et stykke tøj og kode sig frem til den ønskede effekt.

På læreruddannelsen i Aarhus havde de studerende forrige uge besøg af firmaerne App Academy og Kodesmart, som underviste dem i eTekstil.

Lærerstuderende Maj Britt Nanche Jacobsen kan sagtens se for sig, at det kan bruges i undervisningen.

"Jeg kendte jo godt til, at man kan sy intelligent tøj, men jeg havde ikke tænkt, at det var så nemt at bruge med eleverne. Det kan godt give mening fx for nogle af de drenge, som ikke gider de bløde materialer, eller dem, der ikke er så praktisk anlagt", fortæller hun til folkeskolen.dk/h&d

Brug for fagnørderi i håndværk og design

De nåede ikke at få fingrene så meget ned i materialerne, som hun havde ønsket sig på de fem timers kursus, for der var meget at lære. Men de fik prøvet at sy en diode i et stykke tøj og fik den til at lyse. Og nu er de fortsat i deres almindelige håndværk og design-undervisning med at designe og bygge en mobile, der kun drejser rundt eller lyser, når der er bevægelse i rummet.

"Det ville give mening at kunne kode noget mere, så man kan lave flere ting. Men man kunne sagtens lave noget helt enkelt med eleverne. Så er der bare materialeomkostningerne, for jeg kan høre i min praktik, at der ikke er nogen penge at købe ind for".

Gamle juletræskæder kan sagtens bruges

Det mener Sophie Hovdekorp, som underviste på kurset, dog ikke er noget problem.

"Man kommer rigtigt langt med en pakke LED i forskellige farver til 150 kroner. Og man kan bede forældrene give børnene deres gamle juletræskæder med. Der er masser af materialer at hente i genbrug i de mindre klasser. Og så kan man investere lidt mere, hvis man har valghold".

Sophie Hovdekorp er selv oprindeligt lærer og har arbejdet videre i det private erhvervsliv og de senere år med robotter, kodning og eTekstil. Hun fortæller, at man kan arbejde med eTekstil allerede fra børnene er ret små. Hvis de endnu ikke kan sy, kan de lime.

"Det giver dem helt nye referencer for arbejdet med kredsløb, som normalt foregår med forsøg i natur/teknik. Her bliver det bare til seje produkter, de selv kan designe. Tasker, armbånd, postkort. Jeg har for nyligt lavet en workshop, hvor de lavede bogmærker, der kan lyse, så man kan læse under dynen. Det syntes de var ret sejt".

Det kræver ikke en masse ekstra forkundskaber af lærerne at arbejde med. De behøver fx ikke være eksperter i kodning. Og det er kun tre volt, så det er heller ikke farligt.

"Men lærerne skal selvfølgelig bruge noget tid på at prøve det af selv - ligesom alt andet, når man er lærer. For der er jo masser af steder, kredsløbet kan gå galt, så det kortslutter. Og der er ikke meget sjov ved det, hvis man ikke kan få det til at virke. Men det er virkelig ikke svært", siger Sophie Hovdekorp.