Netværksredaktør har med et link i Ordblindenetværket imødekommet ønsket om at få adgang til oplægsholdernes slides.

Webinar om læse- og skriveteknologi for ordblinde blev en teknisk fuser

Et forkert link. Skærme, som ikke virkede, en ødelagt mikrofon og slides, der ikke fulgte oplægget. Næsten alt gik galt, da Ordblindenetværket i tirsdags holdt webinar om læse- og skriveteknologi og didaktik. Redaktøren er på vej med en ny optagelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konsulent Mikael Stensgaard Nielsen fra Kompetencecenter for Læsning i Aarhus holdt i tirsdags sammen med en elev fra i 9 klasse et oplæg om læse- og skriveteknologi med særligt fokus på didaktik og strategiudvikling. Det skete i regi af Ordblindenetværket, som hører under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og er for fagpersoner, der arbejder med læse- og skriveteknologi i undervisningen af ordblinde. Men tekniske problemer gjorde det yderst svært at følge med i, hvad oplægsholderne sagde om blandt andet oplæsningsfunktion, ordforslag, OneNote, læsehastighed og notatteknik.

Ejer- og navneskifte skal gøre ordblindenetværk mere attraktivt for lærere

Problemerne begyndte allerede, inden oplægget skulle gå i gang klokken 14. De tilmeldte læsefagfolk havde fået tilsendt et link, som skulle være aktivt fra 13.45, men det virkede ikke, så 14.02 sendte redaktør Trine Nobelius en besked ud med et nyt link.

Det virkede, men et lille kvarter senere skrev en deltager: "

"Hjælp, dias kan ikke ses. I har glemt at vise dias i webinaret".

Mindst to opgav at følge med

Næste reaktion kom tre minutter senere og fortalte, at der ikke kun var problemer med slidsene.

"Jeg har opgivet at se med. Lyden er mudret, og især elevens tale er meget svær at høre. Derudover kan skærmen med dias ikke ses tydeligt", lød det fra en deltager, som altså hoppede af.

Hun var ikke ene om at have problemer med lyden.

"Det er meget svært at høre lyden i webinaret", skrev en anden samtidig - dog uden at angive, om det havde fået hende til at give op.

Ud af de i alt 110, som lyttede med, sprang ti fra undervejs. En af dem skrev denne afskedsreplik:

"Jeg opgav at følge med. Måske kan webinaret gentages en anden gang - uden tekniske problemer…", skrev hun.

"Intet billede ... igen. Er det muligt, at dagens webinar bliver lagt ud som video", spurgte en anden deltager, mens en tredje blot efterlyste oplæggets overheads:

"Er det muligt at få tilsendt de overheads, der bliver brugt i webinaret? Eller at hente dem et sted?"

Flere ønsker at få adgang til oplæggets slides

Andre havde samme ønske, hvoraf i hvert fald den ene tilsyneladende ikke havde problemer med at følge med i, hvad Mikael Stensgaard Nielsen og hans elev sagde.

"Et fint webinar med et meget relevant indhold og gode pointer. Godt at høre det fra begge sider. Håber de fine slides bliver tilgængelige", skrev hun i en kommentar.

Også en anden roste oplægget. Hun havde fundet en løsning på de lydmæssige problemer.

"Det var et rigtig fint webinar, og fik man lyden fra mobilen og billedet fra computeren, fungerede det. Jeg tænker elever/kollegaer også kunne få noget ud af uddrag fra seancen. Bifalder derfor også forslaget om et link til genudsendelse og til de slides, der blev brugt".

Redaktør siger undskyld til både oplægsholdere og deltagere

Samme aften sammenfattede en tilmeldt problematikken med et spørgsmål:

"Jeg forsøgte i dag kl. 13.55 at logge ind på webinar om læse- og skriveteknologi fra link, som jeg havde fået sendt på mail, da jeg tilmeldte mig. Jeg kunne imidlertid ikke komme igennem, men fik besked om, at rummet var fyldt, hvilket jo undrer mig, når jeg har tilmeldt mig og fået en bekræftelse. Jeg kan se, at andre også har haft tekniske problemer, så det handler måske om noget andet", spurgte han.

Svaret kom små to timer senere fra Trine Nobelius, der er læringskonsulent i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og en af Ordblindenetværkets tre redaktører. Hun skrev først tak til Mikael Stensgaard Nielsen og hans elev Frederik "for et indholdsmæssigt meget inspirerende webinar". Dernæst takkede hun for den store interesse for webinaret.

"Stor undskyld til alle deltagere og til Mikael og Frederik for alle tænkelige tekniske problemer, der kan opstå", skrev Trine Nobelius.

Tekniske problemer stod i kø for at ødelægge webinaret

Derefter remsede redaktøren problemerne op:

  • Forkert URL til deltagerne.
  • To ud af fire skærme, der ikke virkede, og som dermed medførte, at Mikael og Frederik måtte kigge til venstre for at se deres slides frem for lige frem mod kameraet.
  • Problemer med at skifte slides i webinaret, hvilket bevirkede, at slides i starten ikke skiftede, dernæst skiftede frem og tilbage og først midt i webinaret fulgte med Mikael og Frederiks oplæg.
  • Ødelagt mikrofon, hvorfor Frederik og Mikael måtte dele en fælles mikrofon på afstand, hvilket gav dårlig lyd.

Trine Nobelius kan ikke forklare, hvorfor uheldene væltede ned over webinaret.

"Vi har for nylig indrettet et lokale til at afvikle webinarer i, så udstyret er helt nyt. Selv om vi har afprøvet det, kan der ske fejl. Det var bare uheldigt, at der opstod så mange tekniske fejl på én gang", siger hun.

Webinar: Stort potentiale i at udnytte ordblinde elevers egne læse- og skrivestrategier

Selv om oplægsholderne, de tekniske afviklere og Trine Nobelius mødtes en time før webinaret for at gøre klar, tårnede problemerne sig op.

"Vi samarbejder med Styrelsen for It og Læring, så det var ikke lille mig, der prøvede at få det til at fungere. Der var kyndige folk til stede, og vi troede, at vi havde styr på det, for da oplægsholderne afprøvede den mikrofon, som virkede, lød det fint. Men det gjorde det ikke, da vi gik i gang. Samtidig stødte der nye problemer til", siger Trine Nobelius.

Netværksmedlemmer får en ny chance for at se oplægget

I sin besked til deltagerne i webinariet imødekommer Trine Nobelius ønsket om at få adgang til oplæggets slides. Hun lover også at undersøge, om webinaret kan genudsendes, men har siden konstateret, at kvaliteten er for dårlig.

I stedet holder Mikael Stensgaard Nielsen og hans elev Frederik oplægget en gang til. Denne gang bliver det optaget på video og lagt ud i netværket.

"Mange har skrevet til os, at indholdet er super godt. Det indeholder en masse fagligt, som er værd at dele, og derfor tager vi til Aarhus og filmer det. Vi skal blot finde en dato, som passer alle", siger Trine Nobelius.

Ordblindenetværket planlægger et nyt webinar til senere på foråret. Emnet er endnu ikke fastlagt, men inden webinaret går i luften, bliver det tekniske udstyr gennemgået endnu engang, lover redaktøren.

Det er gratis at deltage i Ordblindenetværket, som ud over et par årlige webinarer byder på nyheder om undervisning af ordblinde og giver medlemmerne mulighed for at spørge hinanden til råds om konkrete problemer og dele viden. Du kan tilmelde dig via dette link: