Anmeldelse

Kulturfagenes didaktik

Kulturfag for dummies

Der er ifølge forlaget tale om en grønspættebog for lærerstuderende og nye kulturfagslærere. Fagene præsenteres med didaktisk indsigt og systematik, men der er fart over feltet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er forbeholdt børnelitteraturen at sælge bøgerne på omslaget. Det er sjældent noget, man gør et stort nummer ud af i faglitteraturens verden, hvilket egentlig er synd. For er man den visuelt orienterede type, kunne en interessant forside måske gøre mange fagbøger mere ære, end man ofte ser det.

Fakta:

Titel: Kulturfagenes didaktik

Forfatter: Anders Christensen, Lars Haakonsen, Hans Krab Koed, Annika Hvithamar

Pris: 299

Sider: 122

Forlag: Dafolo

Fra forlaget Dafolos side har man tilsyneladende ikke skænket forsiden til bogen ”Kulturfagenes didaktik” nogen nævneværdig overvejelse. Bogen fortjener dog læserens fulde opmærksomhed, om end det måske nok er lidt modigt at kalde den en grønspættebog. Den giver rimeligt nok ikke svar på alt om kulturfagene, men den præsenterer fagene i nye perspektiver og formår at sætte dem i en undervisningskontekst, der på mange måder er genkendelig fra skolehverdagens facetterede kulturfagsundervisning.

Det er bogens hensigt, at kapitlerne om de tre kulturfag kan læses enkeltvis, men man bør ikke lade det blive ved det. Enhver kulturfagslærer bør have kendskab til de tre fags indbyrdes relationer. Undervisningen tenderer til at blive for ensidig, hvis man lukker det enkelte fag om sig selv. Det er ikke tilfældigt, at prøverne er næsten enslydende.

Der lægges ud med historie, hvor historielærer og koordinator i Nationalt netværk af skoletjenester Lars Allan Haakonsen giver en indføring i faget. Her behandles selve fagets hvad, hvordan og hvorfor, og læseren føres med grundighed gennem kompetenceområder, kildearbejde, kronologi, historiebrug og tilrettelæggelse af prøverne. Historiekapitlet er det eneste i bogen, der behandler kildearbejde konkret. Det hænger naturligvis sammen med relevansen for historiefaget, men det kunne have været givtigt for bogens primære målgrupper, hvis også kildebearbejdning havde været gennemgående for bogen.

Generelt for hele bogen gælder det, at læseren føres gennem fagenes kompetenceområder, deres roller i folkeskolen og de problemstillinger, som fagene rammer og belyser.

For historiefagets vedkommende ses på elevernes forhold til historie, og særligt bør det fremhæves her, at Lars Allan Haakonsen tager sig tid til at understrege, at inddeling af historie afhænger af perspektiv. Historie kan bruges, tolkes og udnyttes på mange forskellige måder, og det må være en af de vigtigste pointer for nye historielærere. Det bør man være sig overordentlig bevidst, når man står foran sine klasser.

Lektor i kristendomskundskab/religion Hans Krab Koed og lektor i kristendomshistorie Annika Hvithamar lægger ud med at redegøre for kristendomsfaget som skolens mest omdiskuterede fag, hvor tilgange, teologi og fagbetegnelse er til stadig diskussion.

Vi kommer over de fire hovedkompetenceområder med livsfilosofi og etik som et omdrejningspunkt for de øvrige kompetencer. Dette vises pædagogisk og illustrativt efterfulgt af en gennemgang af et livsfilosofiforløb for 4.-6. klasse, og det sætter faget i folkeskoleperspektiv for den studerende.

Tværfagligt ses på sekulariseringen som et nøglebegreb i dansk sammenhæng sammenholdt med en introduktion til den såkaldte ”postsekulære verden”, hvor religion langsomt får mere og mere betydning. Det er desværre ikke bogens rolle at gå nærmere ned i denne tendens, men den skal bringes frem i klasserne og er et perfekt emne til problemstilling ved prøverne.

Undervisningen både på læreruddannelsen og i folkeskolen bliver tilgodeset, og de to forfattere balancerer fint mellem de to niveauer. Et på mange måder interessant kapitel, der kommer omkring religionsfaget, men hvor fagets afsluttende prøve godt kunne have fået mere plads. Netop når fagets lave kompetencedækning i skolen nævnes eksplicit, vil der i særlig grad være brug for, at nyuddannede kulturfagslærere kan orientere sig om prøverne i faglitteraturen.

Bogen rundes af med samfundsfaget, og her skrues der op for kompleksiteten. Udbyttet af dette kapitel vil i særdeleshed afhænge af, hvor langt den studerende er nået i læreruddannelsen. Personligt er jeg begejstret for de teoretikere, som forfatter Anders Stig Christensen bringer til torvs: Klafki, Habermas, Hal Koch og Alf Ross. Det pirrer den indre teorinørd, men d’herrer kræver indsigt og forståelse for de store fagperspektiver. Samtidig tør Anders Stig Christensen vedstå sig samfundsfagets mange snørklede fagbegreber og deres oprindelse, og det højner fagligheden, men forudsætningerne skal være plads hos den studerende.

Et begreb, der yderligere fangede min opmærksomhed, er kontroversiteten i samfundsfaget. Det får heldigvis en del plads, for det er i mine øjne et af fagets mest interessante områder. Diskussionen og først og fremmest belysningen af det kontroversielle er en af grundpillerne i den demokratiske samtale, og Anders Stig Christensen bruger Habermas som indgang til netop den demokratiske samtale i skolen.

”Kulturfagenes didaktik” giver samlet set en bred forståelse for de tre kulturfag, selvom områder som undervisningsmidler og særlig digitale værktøjer som SkoleTube og YouTube er mærkbart underbelyst. Det er værktøjer, der anvendes i den daglige undervisning, og som er blevet særlig signifikante i de nye prøveformer.

Bogens primære forcer er, at den er velskrevet af kompetente mennesker, og at den er overskuelig. Små 110 sider. Man følger samme struktur i de tre kapitler, og det styrker overblikket. Som nævnt ovenfor vil man dog meget på lidt plads, og de enkelte afsnit bliver generelt korte.

Bogen skal ud på fagbibliotekerne på læreruddannelser og skoler, hvor både studerende og nye og erfarne lærere kan få et hurtigt indblik i kulturfagene, som de tegner sig i en dansk skolehverdag. Særligt hvis man skal til at undervise eller skal føre til prøve i sit første kulturfag.