Højmeskolen kl. 10.00: 
3. klasse

Elevers strategier mod digital mobning

Minecraft, Snapchat, Musically, Roblox, YouTube, Instagram, Facebook, Messenger, sms. Lykke Møller Kristensen skriver med lynets hast på den hvide tavle, mens eleverne i 3. klasse remser de sociale medier, som de agerer på, op. Listen bliver længere og længere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hvad sker der, hvis nogen skriver noget grimt til jer?« spørger Lykke Møller Kristensen.

»Jeg plejer bare at ignorere det. Hvis nogen skriver noget grimt, kan man bare skrive: 'Det synes du'«, siger en elev. »Når nogen skriver, at jeg laver dårlige videoer på YouTube, så skriver jeg, at de bare selv kan prøve at lave dem«.

"Min fucking skole har taget min mobiltelefon"

De fleste elever spørger om lov til at oprette profiler på de sociale medier, men kun få snakker løbende med deres forældre eller lærerne om deres færden på de digitale medier. »Hvis nogen skrev grimt til mig, så ville jeg lyve over for mine forældre. Jeg ville skrive noget ondt til dem. For er der nogen, der skriver ledt til mig, så må jeg skrive dobbelt så ledt til dem«, siger en elev.

»Det er en dårlig idé, for så bliver det bare værre og værre«, kommenterer Lykke Møller Kristensen.

»Engang var der en, der kom til at sende et nøgenbillede til mig ved en fejl. Og skrev: 'Se lige mig'. Så skyndte jeg mig at slette det og sagde det til min mor og far«, siger en anden.

Lykke Møller Kristensen peger seks elever ud, stiller to af dem op over for hinanden og beder den ene sige noget grimt til den anden. Bagefter beder hun de andre børn om at give et highfive til den, som har sagt noget grimt. »Hvordan tror I, hun har det nu?« spørger Lykke Møller Kristensen ud i rummet. »Ikke godt«, lyder svaret.

Til sidst opsummerer hun: »I må ikke skrive grimt til andre. Det, I ikke ville sige i skolegården til en anden, skal I heller ikke skrive. Alt, hvad I liker, skal I selv kunne have lagt ud. Og husk privatindstillinger, og at alt, hvad I laver online, ikke forsvinder igen«.