“Hvis I har sådan nogle lærere i jeres bagland, så vil vi rigtigt gerne have, at I sender navn og mail”, lød opfordringen fra hovedstyrelsesmedlem Bjørn Hansen på foreningens kongres.

DLF efterlyser vidner til sag om ophavsret

Danmarks Lærerforening efterspørger lærere, som vil stille op som vidne i foreningens retsag om ophavsret i de digitale læringsplatforme.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem har ophavsretten til ordlyden i de undervisningsforløb, som lærerne bliver påsat at dele i kommunens læringsplatform? 

Det vil Danmarks Lærerforening have klarlagt, og derfor anlagde foreningen sidste år en voldgiftssag mod KL ved Arbejdsretten. 

Sagen er endnu ikke kommet for retten, og Danmarks Lærerforening kender endnu ikke en dato. Det fortalte hovedstyrelsesmedlem og formand for foreningens undervisningsudvalg Bjørn Hansen til foreningens kongres i Tivoli Congres Center i København.

Lærernes ophavsret til undervisningsforløb i platforme stadig uafklaret 

"Der mangler stadigvæk en masse, før vi kommer frem til at fastsætte en dato for, hvornår retsagen kommer til at køre", sagde han. 

Men han kunne fortælle, at der er en smule fremskridt. 

"Faktisk har vi i denne her uge fået at vide, at der nu er en fremdrift. Og den går ud på, at vi er blevet bedt om at finde nogle lærere, som vil være vidner. Nogle lærere, som skriftligt eller igennem udtalelser er blevet pålagt meget bestemt fra en skoleleder, at de skal dele deres undervisningsforløb på en digital læringsplatform på den og den måde", sagde han. 

Bjørn Hansen opfordrede derfor deltagerne på kongressen til at få lærere til at melde sig som vidner. 

"Hvis I har sådan nogle lærere i jeres bagland, så vil vi rigtigt gerne have, at I sender navn og mail", lød opfordringen. 

Læringsplatforme: Lærere risikerer at krænke ophavsretten 

Det afgørende punkt i retten bliver fortolkningen af hvorvidt skolens "sædvanlige virksomhed" med indførslen af læringsplatformene er afhængig af, at ophavsretten til undervisningsmaterialerne bliver delt mellem ansat og arbejdsgiver - som man kender det fra for eksempel fastansatte journalister og fotografer.

DLF: Læringsplatformene skal ændres efter færre bindende mål