For første gang var der i dag national test for alvor i læsning for 2. klasse - her på Islands Brygge i København

Frustrerede otte-årige til national test

Både elever og lærere var stressede og frustrerede, da de første 2. klasser i dag var til national test i læsning. Efter en time var nogle af de sidste elever, der stadig sad ved computerne, grædefærdige.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der var nogle, der havde ondt i maven, da de mødte i morges. Nogle var nervøse, og andre var spændt. Men der var ikke nogen, der syntes, det var sjovt undervejs", sagde Katja Nothlev, der er lærer for 2.v på Skolen på Islands Brygge i København, som var blandt de første 2. klasser i landet, som i dag tog den nye nationale test i læsning.

Klassen har to-lærerordning, så hendes kollega Gorm Nielsen var også med, ligesom it-vejlederen var parat, da klassen skulle logge sig på testsystemet. Alle børn havde deres kontaktbog i hånden, hvor deres uni-login er skrevet ind bagi. Men at skrive en kode af meningsløse bogstaver og tal uden at kunne se dem på skærmen, er svært, når man går i 2. klasse. Og nogle af eleverne oplevede, at de slet ikke kunne få lov at logge sig på, fordi en elev fra parallelklassen stadig var logget på fra morgenens første test. Så der gik et kvarters tid, før alle var logget på, og Katja Nothlev kunne sætte testen i gang. Og så var det langt fra alle elever, der kunne begynde at besvare opgaver - mange af elever ventede op til fem minutter med tom skærm og havde meget svært ved at sidde helt stille og vente tålmodigt, så de ikke forstyrrede de andre.

"Hvad betyder 'duo'?", råbte børn på skift fra forskellige hjørner. Og lærerne måtte igen og igen forklare, at det må de ikke svare på. Alle børnene kunne fint læse og udtale ordet 'duo', men ikke forbinde det med nogen af de fire tegninger af syngende persongrupper.

En af de gennemgående opgavetyper er én med et alenlangt sammensat volapykord, hvor eleven skal sætte to streger ind for at dele ordet op i tre rigtige ord. Men mange af ordkæderne består af sammensatte ord, så mange af 2.v's elever sætter en delestreg efter det første ord og efter det andet, og så skynder de sig videre, uden at se, at det sidste lange ord er uforståeligt.

"Der kunne demotesten godt have haft nogle flere sværhedsgrader", mener Katja Nothlev. Der var nogle af hendes elever, som kunne svare rigtigt på alle demoopgaerne, mens det er meningen, at alle elever skal svare forkert på cirka halvdelen af opgaverne i selve testen. Demotesten rummer dog eksemplet l|æ|s|e|b|o|g|b|o|r|d|b|e|n|n|ø|g|l|e|b|u|n|d|t

Elever skal kende uddødt håndværk

En del af Islands Brygge-eleverne får også problemer med en opgave, der viser fire billeder af mænd, der udøver forskellige håndværk. På grund af lovens regler om opgavefortrolighed kan vi ikke skrive, hvilken type håndværker, det er, eleverne skal læse og udpege. Men vi kan skrive, at der kun findes én udøver af erhvervet i Danmark, og han er udlært på et museum for at bevare det gamle håndværk.

Katja Nothlev ved godt, hvad den pågældende håndværker laver, og hvad en duo er - men hun mener ikke, hun har svigtet som dansklærer ved ikke at lære sine 2. klasse-elever det.

Hendes kollega Gorm Nielsen siger: "Opgaverne med at dele ord er helt fine - men jeg synes, alt for mange af dem handlede meget mere om forståelse end om læsning - og nogle af dem er helt horrible, fordi det er meget gamle ord og gamle ordsprog, som mange voksne heller ikke kender".

Over en time

Nogle af opgaverne rummer ganske lange tekststykker, og efterhånden som eleverne opdager, at der er forskellige opgavetyper, begynder nogle af dem at springe dem over, hvor de skal læse meget:

"Det gider jeg altså ikke at læse", siger en dreng, der har siddet en time ved computeren, og går videre til næste opgave.

Efter noget over en time kan de sidste, meget trætte, elever endelig få lov at rejse sig. De har fået forlænget testtiden med et kvarter, fordi systemet ikke kunne beregne deres niveau efter 45 minutter, og samtidig oplever nogle af dem, at systemet er overbelastet, så der er hvid skærm i flere minutter mellem nogle af opgaverne.