7.685 kroner. Så stor er lønforskellen på en nyuddannet lærer og en nyuddannet pædagog i gennemsnit.

BUPL: Pædagoger bør tjene det samme som lærere

På baggrund af anbefalinger i ny OECD-rapport vil pædagogernes formand kæmpe for, at pædagogers og læreres løn kommer på samme niveau.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er rapporten 'Starting Strong 2017' fra OECD, der sammenligner 35 OECD-landes dagtilbud og overgangen fra børnehave til skole, som anbefaler at mindske løngabet mellem pædagoger og lærere. I rapporten anbefaler den  internationale  trepartsorganisation ILO, at pædagogers løn kommer op på lærerniveau.

"ILO anbefaler, at lønnen på før-skoleområdet sættes på "samme niveau som et tilsvarende job i skolen med de samme krav til kvalifikationer og kompetencer", hedder det i rapporten.

Og det er en anbefaling, som formand for BUPL Elisa Bergmann, tager til sig. Hun så gerne, at pædagoger blev aflønnet ligesom lærere.

Derfor får lærerne mere i løn

 "OECD-rapporten viser, at det har en positiv effekt, at det, der i udlandet hedder før-skolelærer - men i Danmark hedder pædagog - som har med børn i 0-6-årsalderen at gøre - får en mere lige løn med skolelærerne. Det vil betyde, at vi samarbejder på lige fod, og at vi anerkender området i højere grad", siger Elisa Bergmann til folkeskolen.dk.

Hun understreger, at pædagoger har en professionsbachelor "som godt nok er et halvt år kortere end læreres", og at det bør betyde noget for aflønningen.

"Vi ved, at de første år af barnets liv er afgørende, og det skal afspejles i pædagogers løn", lyder det fra pædagogernes formand.

I en artikel på Avisen.dk med overskriften: "Lønkamp i klasseværelset: Pædagoger vil have samme løn som lærere" argumenterer hun for, at pædagogers løn skal løftes. Men det skal ikke ske i som en lønkamp i klasseværelset, understreger hun i dag i statusopdatering på Facebook.

"Nu er overskriften ikke helt retvisende, for vi er ikke i lønkamp MOD lærerne. Vi er i lønkamp MED lærerne", skriver Elisa Bergmann og tilføjer til folkeskolen.dk. "Lærerne har fortjent den løn, de får".

Pædagogformand: Brug for politikerhjælp til at løse lønproblem

Det er historisk betinget, at pædagogerne er lavtlønnede, forklarer Elisa Bergmann. BUPL's fagblad Børn og unge beskrev i juni, at forskellen på en nyuddannet folkeskolelærer og en nyuddannet pædagog i gennemsnit er over 7000 kroner om måneden. En nyuddannet lærer får i snit 36.472 kr., mens en nyuddannet pædagog får 28.787 kr.

Bondo i spidsen for KTO efter strid om lønløft

Elisa Bergmann ved godt, at et så stort lønspænd ikke kan udlignes ved de kommende overenskomstforhandlinger. Men hun håber, at politikerne vil være parat til at give en ekstraordinær hjælp.

"Der er indbyggede uretfærdigheder i vores lønsystem, som vi ikke selv kan klare, som vi har brug for politisk hjælp til. Vi kan ikke løse det selv i Forhandlingsfællesskabet, så vi har brug for hjælp udefra", siger Elisa Bergmann.

Hun forestiller sig måske en politisk afsat pulje til ligeløn, som altså ikke kun skal gå til pædagoger.

"Andre professioner er også ramt af den uretfærdighed", lyder det fra Elisa Bergmann.

Hun åbner også op for, at der kan findes løsninger ved trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverorganisationer og arbejdstagerorganisationer.

Bondo: Lav pædagogløn er en udfordring

Det er ikke første gang, at rapporter viser, at pædagoger er lavt placeret på lønstigen.

I en lønkommissionsrapport fra 2010 var pædagoger den lavestlønnede gruppe med en mellemlang videregående uddannelse.

Og det er netop det, som formand for både Danmarks Lærerforening og det kommunale forhandlingsfællesskab Anders Bondo Christensen forholder sig til.

"Da Lønkommissionen lavede sin analyse, så var det eneste sted, hvor de pegede på en udfordring, omkring lønindplaceringen af pædagogerne", siger Anders Bondo.

"Lønnen er ikke fulgt med ansvaret" - se hvad en skoleleder tjener

Han mener, at det er et område, hvor netop trepartsforhandlinger kan gøre en forskel. Han synes, det vil være forkert, hvis politikerne særskilt skal tage stilling til pædagoglønninger.

 "Vi skal ikke til, at politikerne på Christiansborg skal sidde og afsætte bestemte lønpuljer til enkelte grupper. Det skal være noget, som parterne er involveret i. Det der med, at politikere ensidigt begynder at blande sig i lønfastsættelse - det er en dårlig idé", siger Anders Bondo.

Han mener, at fagbevægelsen skal være meget varsom med at anbefale, at politikerne blander sig i løn- og arbejdsvilkår.

"Det kan jo være meget rart, hvis der kommer flere penge. Men hvad nu hvis politikerne, som det skete med lærerne i 2013, vælger at forringe vilkårene, så er vi nok ikke særlig interesserede", siger han.

Lærerløn er ikke nødvendigvis det rigtige niveau for pædagoger

Som formand for folkeskolelærerne har han også svært ved at se, at pædagogerne skal præcist på niveau med lærerlønnen.

"Det er jo helt uomtvisteligt, at lærerne står for ansvaret for undervisningen, når der samarbejdes med pædagogerne. Selv når pædagogen varetager den understøttende undervisning, så er det lærerne, der i sidste ende har ansvaret for det faglige niveau i undervisningen, og det er en markant forskel", siger Anders Bondo.