Foredragsholder, mediechef og tidligere redaktør på blandt andet TV2 og TV3, Jeppe Søe holder igen sin søn Malthe hjemme, fordi skolen afholder sygetest i nationale test.

I dag er der sygetest: Far holder igen søn hjemme

Det skabte stor debat, da journalist Jeppe Søe nægtede at lade sin søn tage nationale test. Når skolen i dag holder sygetest, er det igen uden Malthe. I et brev til Jeppe Søe skriver ministeren, at han kan vælge en anden skoleform, hvis han er utilfreds med reglerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Malthes klasse på Nørholm Skole i Nibe for nyligt for første gang skulle prøve kræfter med de nationale test, var det uden Malthe. Malthes far, foredragsholder, mediechef og tidligere redaktør på blandt andet TV2 og TV3, Jeppe Søe mener nemlig, at de nationale test kun er til for politikerne, og derfor vil han ikke lade Malthe teste.

I dag holder skolen opsamlingsheat for elever, som var syge eller på ferie, da deres klasser skulle testes. Men det bliver endnu en gang uden Malthe.

I stedet for at sende Malthe i skole har Jeppe Søe valgt at tage Malthe med på Moesgaard Museum for at lære om arkæologi.

Nægter at lade sit barn tage nationale test: 'Det bør jeg være i min ret til' 

"Jeg har fortalt skolen, at fordi der er test i dag, underviser jeg ham selv", fortæller Jeppe Søe.

Da Malthe første gang blev hjemme fra skole, var det med et brev til skolen, hvor Jeppe Søe blandt andet skrev, at han ville politianmelde skolen, hvis Malthe blev sendt til sygetest. Et brev, han delte Facebook.

Denne gang er der ikke noget brev, og ifølge Jeppe Søe er der ingen dramatik.

"Jeg holder ham hjemme, så skolen ikke bliver involveret eller skal tage stilling til det her. Min kamp skal ikke være skolens problem".

Minister: Du kan melde Malthe ud af folkeskolen

Siden Jeppe valgte at holde sin søn hjemme og fortælle om det på Facebook, er det udover omtale på folkeskolen.dk blevet til besøg hos Radio 24/7 og 'Aftenshowet' samt spalteomtale i Jyllands-Posten og Nordjyske.

Danske Skolelever: Forstår godt, hvis forældre holder deres børn hjemme fra nationale test

Og så har han fået svar fra undervisningsminister Merete Riisager på spørgsmålet om, om han har ret til at holde Malthe hjemme, når der er nationale test på skoleskemaet.

Svaret er igen nej. Men Jeppe Søe hæfter sig ved, at undervisningsministeren ikke nævner, at testene er til gavn for hverken lærere eller elever.

Og så skriver Merete Riisager, at Jeppe Søe som forælder kan vælge en anden skoleform, "der ikke anvender nationale test".

"Ministeren siger altså, at jeg sådan set bare kan vælge en friskole. Den rummelige folkeskole er så åbenbart ikke så rummelig", siger Jeppe Søe.

Søe til minister: De andre skal vel også i skole?

I et nyt brev til Merete Riisager spørger Jeppe Søe, hvorfor forældre kan fritage deres børn fra andre dele af skolen, når det ikke er muligt med de nationale test.

"Hvis obligatorisk betyder obligatorisk, må det betyde, at hun omgående må få alle de børn, der er fritaget fra kristendomskundskab og seksualundervisning tilbage i skolen", siger han og tilføjer. "Det gør hun selvfølgelig ikke. Og dér har jeg så spurgt hende, hvad der er forskellen på deres og mine værdier", fortæller han.

Skoleprofessor: Problemer med nationale test er større, end jeg troede 

Alternativets undervisningsordfører Carolina Magdalene Maier har på baggrund af debatten blandt andet bedt ministeren svare på, om "det er i tråd med grundlæggende frihedsrettigheder, at forældre ikke selv kan bestemme over, om deres barn/børn må deltage i de nationale test". 

Nu skal ministeren begrunde, hvorfor forældre ikke må fritage deres børn fra nationale test