Læreruddannelsen
0   43

Lærerstuderende dropper at aflevere afgangsprojekt

Mads Krabbe Hansens planer om at uddanne sig både som lærer og siden lyddesigner faldt i dag på gulvet. Folketinget vedtog en lov, der begrænser muligheden for dobbeltuddannelse.

"Jeg har slet ikke lyst til ikke at aflevere min bacheloropgave".

Men det er lige præcis det, Mads Krabbe Hansen har tænkt sig at gøre. Undlade at aflevere sin bacheloropgave, sin afsluttende eksamen, for at kunne indfri sine drømme om fremtiden. Han vil nemlig gerne kombinere sin læreruddannelse med en uddannelse inden for musik og dermed kunne bruge kompetencer fra begge verdener - det musiktekniske og det didaktiske - og muligvis bruge dem på en efterskoles eller højskoles musiklinje.

Artiklen fortsætter under banneret

Men det har Folketinget i dag gjort svært for ham. Et flertal stemte for regeringens, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis forslag om at lave begrænsninger for muligheden for at dobbeltuddanne sig. Det betyder, at Mads Krabbe Hansen ikke kan uddanne sig både som lærer og tage den lyddesignuddannelse, han har udset sig, da begge er professionsbachelorer.

Fra nu af vil det som udgangspunkt altså kun være muligt at videreuddanne sig, hvis den nye uddannelse er på et højere niveau.

En kombineret uddannelse

Mads Krabbe Hansen er 24 år og læser på fjerde år på UC Syd i Esbjerg. Han skulle være færdig til sommer, men efter lovforslaget gik det op for ham, at det ville være dumt at aflevere sin bacheloropgave.

"Jeg har slet ikke lyst til at gøre det. Jeg brænder virkelig for at være lærer og har et godt snit, så alt kører egentlig. Men jeg har altid været musikinteresseret og vil virkelig gerne lære noget mere musikteknisk og se, hvad jeg kan bruge det til. Og det betyder, at jeg hellere vil gå fra min uddannelse for at kunne tage en uddannelse på enten musikkonservatoriet eller lyddesign", siger Mads Krabbe Hansen.

Den 24-årige lærerstuderende med linjefagene dansk, samfundsfag og musik mener, at lyd som en følge af digitalisering er blevet en stor del af vores alles liv. Professionsuddannelsen Medie- og Sonokommunikation, hvor man uddanner sig til lyddesigner, handler om at kommunikere gennem lyd. Og det er lige noget, der rammer i Mads Krabbe Hansens boldgade.

"Det handler om at kommunikere ved hjælp af lyd på medier og de teknologier, der fylder meget i vores hverdag. Og det synes jeg er en virkelig spændende kombination, hvor man både skal bruge det musik- og lydtekniske og sine evner til at kommunikere hensigtsmæssigt", siger Mads Krabbe Hansen.

Mads Krabbe Hansen kunne sagtens forestille sig at undervise i folkeskolen på et tidspunkt, for han brænder for undervisning. Men med sine musik-interesser, forestiller han sig også at kunne bruge den kombination på en efterskole eller højskole, hvor musikken bliver dyrket i højere grad. Mads Krabbe Hansen har ikke besluttet sig for, om han skal prøve lykken af med lyddesign eller en konservatorieuddannelse, men planen er, at han til sommer søger ind på en af delene eller begge steder.  


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Musiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Musiklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
1.012 andre er allerede tilmeldt