3. X på Peder Lykke Skolen har været igennem ”Lydspor – leg med lyd i bibelske fortællinger"

Kristendomskundskabs-forløb nomineret til Undervisningsmiddel-prisen 2016

Den 15. marts bliver årets undervisningsmiddelpris uddelt. Det sker på årets læringsfestival i Bella Center i København, og et tværfagligt læremiddel om bibelfortællinger er nomineret.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvert år præmieres et undervisningsmiddel af bemærkelsesværdig høj kvalitet med årets undervisningsmiddelpris. Prisen gives til undervisningsmidler skabt til folkeskolen, ungdoms- eller voksenuddannelserne. Materialet skal engagere og være fagligt velfunderet. I alt var i år indstillet 52 materialer.

Prisen er på i alt 105.000 kr. fordelt på tre priser - en førstepris og to 2. priser. Prisen er sponsoreret af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Center for Undervisningsmidler og fagbladene Folkeskolen, Gymnasieskolen, Uddannelsesbladet og medlemsmagasinet Frie Skoler.

Kun ét af de tre norminerede undervisningsmidler er rettet mod folkeskolen - "Lydspor - leg med lyd i bibelske fortællinger":

"Et tværfagligt webbaseret materiale, som er forfattet og udgivet af Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester. Materialet henvender sig til folkeskolens 1.-3. klasse. I et samarbejde med den lokale organist får elever og lærere inspiration til at udforske Bachs orgelmusik, som kobles til fem udvalgte bibelske fortællinger. Eleverne har endvidere mulighed for at arbejde kreativt på hjemmesiden og producere deres egne lydspor til de fem fortællinger, der alle beskæftiger sig med grundlæggende tilværelsesspørgsmål".

Lyd på kristendomskundskab

De to andre norminerede er:

"En la pandilla somos familia" er en videobaseret iBog til spanskfaget i ungdomsuddannelserne. IBogen er udarbejdet af Suzan Desezar og er udkommet på Systime. Udgivelsen kredser om bandeproblematikken i Mellemamerika, herunder regionale forskelle, samt den sociale og historiske baggrund for banderne med emner som borgerkrig, fredsproces og stigmatisering. IBogen rummer 50 interviews i form af transskriberede spanske videoer forsynet med danske undertekster, og materialet lægger derudover op til tværfagligt samarbejde med engelsk, samfundsfag, religion og billedkunst.

"Grafiske romaner" er en nytænkende bog til dansk beregnet for gymnasieniveauet. Lærebogen, der er forfattet af Mimi Olsen og Hans-Christian Christiansen og udkommet på Dansklærerforeningens Forlag, er baseret på det klassiske tegneserieformat og er en fyldestgørende kilde til at studere komplekse fortællinger og visuelle eksperimenter ved hjælp af både tekst og billeder. Bogen er endvidere velegnet til tværfaglig undervisning med mediefag, engelsk, religion, historie og billedkunst.

Folkeskolen.dk's anmeldelse af 'Lydspor'

 

Powered by Labrador CMS