Arbejdstidsaftalen betyder, at der bliver fokus på det, som det drejer sig om i skolen; undervisning af børnene og udviklingen af skolen, lyder det fra Ballerups borgmester Jesper Würtzen.

Borgmester: Arbejdstidsaftale giver plads til skoleudvikling

Ballerups lærere får lidt mindre undervisning og lidt mere tilstedeværelse efter sommerferien. Det er nogle af resultaterne af en aftale, som kommunen og kredsen har indgået. Den lokale arbejdstidsaftale giver større fokus på undervisningen af eleverne, mener borgmester Jesper Würtzen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi synes, det er vigtigt, at der er gode rammer omkring undervisningen i skolen, at der er plads til fælles forberedelse og et professionelt råderum til lærerne. Det er hovedårsagen til, at vi har indgået en aftale", siger Jesper Würtzen.

Mere undervisning - mere tilstedeværelse til Ballerups lærere

Han har selv en lærerbaggrund og har, før han blev socialdemokratisk borgmester, både været medlem af Ballerup Lærerforenings kredsstyrelse og skoleleder i kommunen. Han glæder sig over, at der efter turbulente år i Ballerup nu gennem længere tid er etableret en god dialog og tillid mellem lærerkredsen, skolelederne og forvaltningen.

"Der er politisk enighed om det forslag, vi kom frem til. Ballerup Kommune arbejder med social kapital, som blandt andet handler om tillid mellem leder og medarbejdere. Sådan en aftale stikker rammer ud, hvor lærerne ved, hvad de har at gøre med, når de skal planlægge og gennemføre undervisningen. Det giver større fokus på undervisningen af børnene i klassen".  

Langstrakte forhandlinger med godt resultat

Selv om der var tale om langstrakte forhandlinger, før aftalen kunne indgås, mener Jesper Würtzen at det har været et stille og roligt forhandlingsforløb.  

"Vi har haft forskellige synspunkter. Der var nogle ting, hvor lærerforeningen gerne ville have det anderledes, og nogle hvor forvaltningen og skolelederne havde ønsker, som ikke blev opfyldt. Vi kunne have valgt at falde tilbage på Lov 409, men det ville ikke hjælpe udviklingen af skolen, så derfor er vi nået frem til et resultat".

Tillid giver bedre undervisning

Lærerne i Ballerup har tidligere arbejdet efter en såkaldt mødeplan, fordi kommune og lærerforening ikke kunne nå til enighed om rammerne for lærernes arbejdstid. Men siden indførslen af skolereform og arbejdstidslov er kommunen og lærerkredsen blevet enige om lokale arbejdstidsaftaler. Borgmesteren tror på, at samarbejdet om rammerne få lærernes arbejdstid har betydning for eleverne.  

2011: Lærerne i Ballerup skal på mødeplan igen

"Jeg tror, det betyder, at der bliver fokus på det, som det drejer sig om i skolen; undervisning af børnene og udviklingen af skolen, så den følger med tiden. Børnene får muligheden for at lære så meget som muligt, og vi kan bedre nedbryde den sociale arv. Den her aftale med gensidig respekt og tillid, betyder, at lærerne ikke behøver at bruge så meget energi på arbejdstiden, som de før har brugt meget tid på", siger Jesper Würtzen.

Trækker lærere fra nabokommuner

Som borgmester har han ikke helt overblik over, hvordan det ser ud med rekruttering af lærere til Ballerups skoler. Men hans fornemmelse er, at Ballerups skoler får mange ansøgninger.

"Jeg hører, at vi får mange rigtige dygtige ansøgere fra nabokommuner, hvor man ikke synes, de rammer, der omkring lærerarbejdet, er som man kan ønske sig. Jeg er sikker på, at man i de kommuner gør, hvad de mener, er bedst muligt. Vi synes, vores rammer er rigtig gode. Så har man som medarbejder mulighed for at se på, hvor man passer bedst ind i systemet. Men der er generelt rekrutteringsvanskeligheder. Også i Ballerup er der enkelte stillinger, der bliver genopslået".