Kredsformand og medlem af hovedstyrelsen i DLF Lars Busk Hansen glæder sig over, at byrådet i Hjørring har sat skolerne fri med hensyn til konvertering af understøttende undervisning til tolærerordninger.

Skolerne i Hjørring må forkorte skoledagen

Skolerne i Hjørring skolevæsen må omlægge understøttede undervisning til tovoksenordninger på alle klassetrin, hvis de vil. Det vedtog Hjørring byråd i går. Byrådet besluttede også, at kommunen vil dække de ekstra udgifter til børnepasning om eftermiddagen, som skoler, der konverterer understøttende undervisning i indskolingen, får.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Byrådet i Hjørring Kommune besluttede på sit møde i går aftes, at skoleledelsen på de enkelte skoler selv kan beslutte at konvertere understøttende undervisning til tovoksenordninger. Dermed kan skolerne gøre skoledagen kortere.

Frihedsbrevet omfatter alle klassetrin, altså også de yngste klassetrin, hvor det vil koste ekstra penge, eftersom forældre til børn i indskolingen har lovmæssigt krav på vederlagsfri pasning af deres barn efter skoletid, hvis skoledagen bliver gjort kortere.

Men det er ikke den enkelte skoleledelse, der i givet fald skal finde disse ekstra penge på deres eget budget. Byrådet lovede nemlig i går, at kommunen vil komme de skoleler, der ønsker at omlægge understøttede undervisning til to-voksenordninger i indskolingen, til hjælp.

Hvidovre åbner for kortere skoledage

Kommunen vil finde ekstra penge

Mere præcist: Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget vil finde pengene til ekstra udgifter til SFO'en inden for de områder, som udvalget dækker, fortæller formanden for udvalget Kasper Maarup Andersen (K).

Om pengene så vil blive hentet i administrationen eller børnehaverne eller fra andre skoler, må tiden vise, siger han.

Hvis alle kommunens skoler beslutter at konverter den understøttende undervisning til tovoksenordninger i indskolingen, vil det koste i alt 4,2 millioner kroner.

"Men det er ikke realistisk, at alle skoler vil gøre det, så derfor har vi ikke øremærket penge til det endnu", fortæller Kasper Maarup Andersen.

"Det, vi siger, er, at vi vil være med til at finde en fælles løsning. Vi vil kikke på hele udvalgets område. Det kan godt være, at det skal finansieres fra skolevæsenet som helhed - det er en mulighed", tilføjer han.

"Vi venter stadig på årsregnskabet, og hvis der findes penge på administrationen eller inden for dagpasningsområdet, så er det også en mulighed", påpeger udvalgsformanden.

Når skolelederne skal overveje, om de vil konvertere i indskolingen, må det være afgørende for dem at vide, om de skal finde pengene på skolens eget budget?

"Ja - og derfor er det vigtigt for mig at sige til skolerne, at vi hjælper dem med at finde pengene inden for vores ramme i udvalget. Det er ikke den enkelte skole, der skal finde pengene på sit eget budget".

"Hvis for eksempel kun én skole vil konvertere i indskolingen, skal alle skolerne måske være med til at finansiere det. Igen: Det er altså ikke den enkelte skole, der skal finde pemgene inden for sit eget budget. Det har vi skrevet ned".

Det lyder som en garanti?

"Man skal være forsigtig med garantier i politik, men det har været vigtigt for os, at indskolingen får samme mulighed for konvertering som mellemtrinnet og udskolingen - og det ville ikke ske, hvis skolen selv skulle finde en løsning. Derfor har vi set hinanden i øjnene og besluttet, at vi vil hjælpe de skoler, der vil konvertere i indskolingen".

"Ellers ville det bare have været at sætte en ramme op, som skolerne ikke kunne indfri", fastslår Kasper Maarup Andersen.

Skive kommune vil forkorte skoledagen

DLF hilser beslutningen velkommen

Formanden for Lærerkreds Nord, Lars Busk Hansen, glæder sig over byrådets beslutning.

"Det er godt, at de sætter skolerne fri, så den enkelte skole kan planlægge det, som passer bedst til skolen", siger han.

"Skolerne er presset på økonomien, og nu har de fået et redskab, som de kan prioritere med. De kan vælge, om de vil bruge penge på en længere skoledag eller på at have to lærere i klassen. Det er jeg glad for. Det vil kunne hæve kvaliteten i undervisningen", tilføjer han.

Lærerformanden glæder sig også over, at der er enighed i byrådet om, at pengene til eventuelle ekstra omkostninger ved en konvertering skal hentes uden for den enkelte skoles budget.

Holme Skole i Aarhus har konverteret

Holme Skole har i øvrigt lige - som den første skole i Aarhus Kommune - vekslet understøttende undervisning til lektioner med to voksne.

"Rent praktisk reducerer vi med to ugentlige lektioner i understøttende undervisning, som i stedet bliver tovoksenordninger i klasserne", fortæller skoleleder Allan Hjortshøj på Aarhus Lærerforenings hjemmeside.

"Det kan lade sig gøre ved, at vi reducerer i elevernes samlede mængde timer i henhold til de muligheder, folkeskoleloven åbner op for", forklarer han.

Aarhus-skole forkorter skoledagen