Vi bliver nødt til at fortælle politikerne, hvad det betyder, når de vedtager procentbesparelser uden at forholde sig til konsekvenserne, siger Anders Bondo.

DLF: Læreruddannelsen kan ikke tåle flere besparelser

I årevis har de lærerstuderende oplevet, at de fik færre og færre timer. Færre søgte ind, og på en taxameterfinansieret uddannelse betyder det færre penge og dermed faldende kvalitet. Netop som der blev udsigt til en lille forbedring med stigende ansøgertal, kommer nu kravet om en årlig besparelse på 2 procent. Det vil i sidste ende ramme folkeskolens undervisning, siger Danmarks Lærerforening.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har selvfølgelig ekstremt fokus på de uddannelser, hvor den planlagte grønthøsterbesparelse vil ramme vores medlemmer direkte. Det gælder for eksempel lærerne på sosu-skolerne, der har været igennem hele forløbet med Lov 409, mindre forberedelsestid og mere undervisning. Så kommer sådan et sparekrav oveni, og så kan jeg godt forestille mig, at man kun kan finde ét sted at dreje på sparehåndtaget, nemlig at skrue op for lærernes undervisningstid", siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Men Lærerforeningen er også  meget bekymret for, hvad de netop udmeldte grønthøster-nedskæringer vil betyde for læreruddannelsen, hvis ansøgertal ellers så småt har været på vej op i år.

Regeringens spareplaner graver hul på 300 mio. i læreruddannelsen

"Jeg skal ikke gøre mig klog på professionshøjskolernes økonomi, men jeg kan konstatere, at læreruddannelsen har været under massivt pres i årevis. De studerende har fået færre undervisningstimer, og det har været fremme, at underviserne har svært ved at levere den nødvendige kvalitet. Og det samtidig med at man taler om, at folkeskolen skal have de dygtigste lærere", siger Anders Bondo og tilføjer, at DLF i årevis har peget på behovet for at investere i læreruddannelsen og højne niveauet, helst i form af at gøre den femårig.

"Vi bliver nødt til at fortælle politikerne, hvad det betyder, når de vedtager procentbesparelser uden at forholde sig til konsekvenserne", siger Anders Bondo og opfordrer indtrængende til, at regeringen enten tækker planerne om en grønthøster over uddannelsessystemet tilbage - eller finder nogle steder at spare, der ikke rammer undervisningen.