Regeringens spareplaner graver hul på 300 mio. i læreruddannelsen

Der vil blive lukket fag på landets læreruddannelsessteder, hvis læreruddannelsen skal kunne spare de 2 procent, der er regeringens krav til hele uddannelsesområdet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både kvaliteten og antallet af undervisningstilbud bliver indskrænket, hvis læreruddannelsen skal leve op til regeringens nye sparekrav. For kravene vil medføre, at læreruddannelsen vil stå og mangle omkring 300 millioner kroner. Sådan lyder det fra Tove Hvid Persson, dekan for UCC's læreruddannelse og talsmand for landets læreruddannelser.

"Den nye læreruddannelse er væsentlig mere omkostningstung end tidligere. Fx er der nye omkostninger til optagelsessamtaler og et øget behov for studievejledning pga. uddannelsens modulopbygning med mange valgmuligheder. Professionshøjskolerne har opgjort meromkostningerne til 178 mio. kr., når uddannelsen er fuldt indfaset i 2018. Med de nye beregninger vil læreruddannelsen mangle ca. 300 millioner kroner", siger Tove Hvid Persson i en pressemeddelelse om de grønthøsterbesparelser på alle uddannelser efter folkeskolen, som uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen fortalte om i weekenden.

Uden pengene vil læreruddannelsen være nødsaget til at skære ned på de 18 undervisningsfag, som læreruddannelsen tilbyder, fortæller Tove Hvid Persson.

"Med besparelserne vil læreruddannelsen være tvunget til at lukke fag, og dermed vil folkeskolerne få færre lærere med tilstrækkeligt linjefagsdækning, stik imod reformens intentioner. Samtidig vil der sandsynligvis blive uddannet færre lærere, fordi flere studerende vil falde fra på grund af færre valgmuligheder", siger Tove Hvid Persson.

Lærerstuderende også bekymrede

Formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Christian Dalby, er også bekymret for at færre tilbudte fag på læreruddannelsen bliver lig med færre studerende.

"Der er mange, der gerne vil være lærer, fordi de drømmer om at undervise. Men der er også mange, der specifikt vil være samfundsfags- eller matematiklærer, fordi de har et eller andet fag, de brænder for. Hvis de kigger på læreruddannelsen og finder ud af, at de ikke kan få det fag, de allerhelst vil have, så er der risiko for, at man kigger andre veje. Så jeg tror, at det vil gøre uddannelsen mindre attraktiv for nogen."

Christian Dalby hæfter sig desuden ved, at det langt fra er første gang, at læreruddannelse skal en tur under sparekniven.

"Det er trist. Der bliver sparet år efter år på uddannelsen. Vi skal ud og uddanne fremtidens elever, men fra politisk hold bliver der ikke gjort ret meget for at gøre det til en attraktiv uddannelse."

Facebookgruppe gør grin med ministeren

3500 andre synes i skrivende stund godt om en Facebook-gruppe med det lange navn 'Kære Esben og Ellen, jeg er imod milliardbesparelser på uddannelse!'. Gruppen er et forsøg på at vise uddannelsesminister Esben Lunde Larsen og undervisningsminister Ellen Trane Nørby, at der flere end en eller to studerende, der er imod besparelserne.

Til Politiken i lørdags udtalte Lunde Larsen nemlig:  "Det kan godt ske, at der er en enkelt eller to studerende, der ikke synes, at det er en god idé. Fordi der er nogle, der ikke helt deler vores grundsynspunkt". Interessen på Facebook indikerer, at der tilsyneladende er lidt flere studerende, der modsætter sig regeringens krav. 

Spareplanerne rammer som udgangspunkt ikke folkeskolen, da den hører under de kommunale budgetter.