I Skjern og mange andre steder starter året med en fast beslutning om at få planlagt så meget som muligt, så tiden i løbet af året kan bruges på den daglige forberedelse. Nu skal der styr på det hele, og stress skal til at være et fremmedord.

Optimisme og ny energi er en god ting. Men er der noget at have den i?

Lidt kan man trække ud af den nye minister, Ellen Trane Nørbys, første meldinger. Hun lægger op til, at trykket på speederen i reformen godt kan lettes lidt:

»… Samtidig med at man har så store forventninger til lærerne, må man måske også være ærlig og sige, at alle forventninger ikke kan indfries samtidig«, som ministeren siger her i bladet. Hun går ind for at give kommunerne frihed til at vente lidt med at indfase dele af reformen. Endelig har hun bebudet, at hun i forbindelse med et tjek af inklusionen vil undersøge, om pengene fra specialundervisning er fulgt med ud i skolen. Alt sammen fint.

Ny undervisningsminister: "Frihed er mit nøgleord"

En sund skepsis vil dog sikkert rumle i hovedet på dette medies læsere. Ellen Trane Nørby står 110 procent bag folkeskolereformen og lov 409. Det er der ingen tvivl om. Problemer med forberedelsestid optræder (heller) ikke i denne ministers verdensbillede.

Man skal være åben for at blive positivt overrasket.

Men det kræver, at politikerne begynder at lytte. Benny Andersen har skrevet: »En klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes«.

Skal den nye minister have et godt råd, vil det være at begynde at lytte til de lærere, som står ude i skolen og skal gennemføre det, politikerne har besluttet - i stedet for at alliere sig med uddannelseseliten om at dømme »klynk« og »nej-hat«, når lærerne i bedste mening forsøger at forklare politikerne om Grand Canyon-kløften mellem deres visioner og hverdagen i skolen.

Klager fra lærere handler ikke om, at de stadig er sure over konflikten eller er modstandere af forandring. De handler simpelthen om, at der er lysår mellem politikernes ambitioner og de muligheder, lærerne har i hverdagen. Det skal tages alvorligt, og der skal være mulighed for at justere ambitionerne, så det kan fungere - enten ved, som professor Per Fibæk Laursen siger i sin nye bog, at lade lærerne koncentrere sig om deres kerneopgave eller sørge for flere hænder. Så enkelt er det.

Skoleforsker til lærerne: Hold jer til håndværket