Forskning

Eleverne har forholdt sig til følgende fire udsagn: • Min dansklærer/matematiklærer gør noget for, at jeg har det godt i klassen • Min dansklærer/matematiklærer lytter til mig i timerne • Jeg respekterer min dansklærer/matematiklærer • Min dansklærer/matematiklærer er en dygtig underviser. Besvarelserne danner grundlag for en indeksberegning, hvor en score på 0 betyder rigtig dårlig lærer/elev-relation, og 1 betyder meget god lærer/elev-relation.

Folkeskolereformen følges gennem 28.000 elevers øjne

I dag går startskuddet til det forskningsprogram til 75 millioner kroner, som skal følge virkningen af folkeskolereformen. SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd offentliggør i dag en måling af godt 28.000 elevers oplevelse af folkeskolen før reformen, som skal danne sammenligningsgrundlag for undersøgelser de første fire år med reformen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi er meget taknemmelige for, at skolerne stiller op til et så omfattende projekt. Det er jo ingen hemmelighed, at der er livlig debat om reformen, og netop derfor er det afgørende at få viden om dens effekter. Det kan vi kun, hvis lærere, ledere, elever og forældre fortæller os, hvordan de oplever forandringerne", siger seniorforsker Chantal Pohl Nielsen i en pressemeddelelse om analysen. 400 skoler var udtrukket til dataindsamlingen. 213 af dem sagde ja, og den første rapport bygger på spørgeskemabesvarelser fra godt 28.000 elever fra 4., 6. 8. og 9. klasse.

400 skoler udvalgt til panel om folkeskolereform 

Allerede fra næste års dataindsamling vil det være muligt at følge eleverne og se, hvilken indflydelse reformen og den længere skoledag eksempelvis har haft for elevernes trivsel, deres faglige interesse for skolen eller elevernes vurdering af klare mål med undervisningen, fortæller SFI i den første rapport (se link til højre).

Eleverne har svaret på spørgeskemaer i foråret 2014. Svarene viser, at langt hovedparten af eleverne trives i skolen og har en god relation til lærerne. Knap én ud af fem elever giver dog udtryk for, at de keder sig i timerne, og næsten lige så mange får flere gange om ugen ikke lavet lektier. Størstedelen af eleverne oplever at have en rigtig god relation til deres lærer. Størsteparten oplever også, at det er tydeligt, hvad deres lærer vil have dem til at lave, når de arbejder i grupper, og at læreren sørger for, at der er ro i klassen. Men kun lidt over halvdelen svarer tilsvarende positivt på, om læreren stiller spændende opgaver og fortæller dem, hvad dansk/matematik kan bruges til i deres hverdag.

"De spørger, om lærerne kommer for sent. Det kan vi jo ikke svare på" 

Dialog og rapporter

"Med folkeskolereformen har vi givet eleverne en ny skoledag med mål for undervisningen. Med evaluerings- og følgeforskningsprogrammet følger vi op på, at vi indfrier de ambitiøse intentioner med reformen, og vi får viden om, hvordan reformen styrker folkeskolen. Med den viden kan vi fastholde styrkerne og sætte ind, hvor der er brug for forbedringer", siger undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse.

Målet med forskningsprogrammet er at danne grundlag for både national og lokal dialog om udviklingen af folkeskolen. Undervisningsministeriet vil bl.a. invitere forskere, praktikere, interessenter og politikere til et årligt møde med fokus på, hvor der fortsat er behov for at udvikle folkeskolen. 

I år kommer en række rapporter med inspiration til reformen. I løbet af 2016 og 2017 udkommer en række større forskningsrapporter, der sætter fokus på den nye folkeskoles betydning for elevernes læring og trivsel. Og dertil kommer årlige kortlægninger af udviklingen i elevernes syn på den nye folkeskole, undervisningen og skoleledelse. Hele forskningsprogrammet skal munde ud i en redegørelse til Folketinget i begyndelsen af 2020. 

Læs mere

Folkeskolereformen: Beskrivelse af 1.dataindsamling

Evaluerings- og følgeforsknings-programmet