Historikeren Anette Faye Jacobsen,  som sammen med Anne Katrine Gjerløff er forfatter til Bind 3 af skolehistorien, fortæller, at det heller ikke har været meningen, at bogen skulle være en snæver skolehistorie. Forfatterne har lagt stor vægt på at gøre bogen vedkommende for almindelige læsere.

"Vi har ønsket at få hverdagen og den enkelte lærer og elevs skolepraksis med. Fortælle om deres oplevelser og hvad der prægede elever og lærere, når de kom ind i skolen. Samtidig har vi ville vise, at der ikke kun er en enkelt skolepraksis i perioden, men at der er en mangfoldighed i både nationale skoler, private og offentlige skoler og stor forskel på skoler i Vestjylland og i København", fortæller hun.

Forfatterne har også lagt vægt på forskellene i køn, hvor der i perioden var store forskellige på drenge og pigeroller.

"Skolens udvikling gjorde kvindeliv til noget, det ikke havde været før, fordi kvinderne kom ind og fik nye muligheder som lærerinder i perioden. Skolen bliver en arena for kvinder", siger hun.

Anmeldelse (bind 1): En rigtig god (skole)historie

Forfatterne har ønsket både at skildre skolen i makroniveau og som hverdagsliv.

"Samtidig har det være vigtigt for os at det skulle være sjovt at læse, for vi har jo alle sammen en skoleerfaring. Vi har brugt rigtig mange gode billeder. Og vi har brugt bestemte personer, som vi kendte fra kilderne og fortalt om deres liv", siger Anette Faye.

Bibelfortællinger var flødeskummet

Perioden frem til 1920 har været præget af at kirken har haft meget stor indflydelse på skolen.

"Der var nogle ganske få pædagogiske eksperter, men ellers har det været fortælletraditionen fra bibelsfortællingerne, som lærerne brugte til at gøre undervisningen levende. Der var en masse terperi og udenadslæren, og så kom bibelsfortællingerne ind som flødeskummet. Det grundvigske og især jo Kold havde stor betydning. Der var en fascination af det folkelige,  og fortællingerne kom jo fra folkedybet. Den folkelige tradition var mundtlig og det betød meget i  skolen", siger hun. Men der var stor debat om læreruddannelsen. For andre synspunkter begyndte at gøre sig gældende:

"Over for den folkelige fortælletradition stod den mere kølige akademiske ekspertfløj, som mente, at lærerne skulle have noget mere pædagogisk og psykologisk viden. De havde ikke umiddelbart held til at få deres synspunkter igennem. Venstre mente, at lærergerningen skulle handle om kaldet og om personligheden, mens de mere konservative kræfter ønskede, at der kom mere styr på det", siger historikeren og understreger, at hun her maler med den meget brede pensel og skærer alle nuancer væk.

"Formanden for censorkorpset, professor Kromann, tog så sagen i sin egen hånd. Han strammede kravene til lærereksamen mere og mere  - så i en periode dumpede der 60 procent og det gav stor utilfredshed", fortæller historikeren.

Endelig i 1894 kom der så et krav om, at lærerne skulle uddannes på et seminarium og have tre års uddannelse med større vægt på pædagogik, slutter hun.