Skolechefer: Produktivitets-kommissionen rammer ved siden af målskiven

Frederikssund, Roskilde og Langeland Kommune udstilles sammen med en håndfuld andre kommuner som lavproduktive på skoleområdet. Skolecheferne er forvirrede, forundrede og frustrerede.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolechef i Frederikssund Kommune Anders Ramsing ærgrer sig. Kommunen er lige kommet op på landsgennemsnittet med hensyn til, hvor mange der gennemfører en ungdomsuddannelse, og nu bliver kommunen så dumpet på andre parameter i en ny undersøgelse, som Kora har foretaget for regeringens produktivitetskommission.

"Jeg vil ikke forholde mig til undersøgelsen her og nu, men vi har fremgang på andre parameter. For eksempel ligger vi som gammel arbejderkommune nu på landsgennemsnittet i forhold til 95 procents målsætningen efter at have ligget langt bagefter. Vi har også flyttet os opad i læseresultaterne", siger Anders Ramsing.

Frederikssund er for dyr på skoleområdet

Kora har målt kommunerne på en række parameter, blandt andet hvor mange penge kommunen bruger på skoleområdet (input), hvor mange timers undervisning eleverne modtager, og hvad eleverne scorer i karakter ved afgangsprøven i 9. klasse i matematik og dansk.

Ifølge produktivitetskommissionens talgymnastik og beregningsmodel skulle Frederikssund Kommune kunne "levere samme undervisning", som de gør nu, for 33 procent færre kroner.

Kredsformand: Esbjerg er duksen i klassen

Men det er kun, hvis man accepterer, at produktiviteten kan snævres ind til eksempelvis elevernes karakterer i dansk og matematik, mens for eksempel projektprøven ikke er med, ligesom altså også for eksempel gennemførelsesprocenten på ungdomsuddannelserne falder uden for skiven.

Talgrundlaget er allerede forældet

Direktør for borger, børn og unge i Langeland Kommune René Nielsen ærgrer sig også. Han har ikke set undersøgelsen endnu, men han er forvirret, for timetallet ligger i år på det vejledende niveau, og det gjorde det også sidste år, så det må da være forældede tal, undersøgelsen arbejder med, funderer René Nielsen.

"Og produktiviteten på eleverne udbytte af undervisningen har de sidste fire år ligget højere end det, man kan forvente i forhold til eleverne socioøkonomisk baggrund", påpeger René Nielsen.

"Og i år har det været et krav til skolerne, at lærerne skal undervise det antal timer, der svarer til landsgennemsnittet - så også på det punkt har vi øget produktiviteten", tilføjer han.

Undersøgelsen dækker 2009 til 2011.

Rapporten er for overordnet

Roskilde Kommune er også agterlanterne i undersøgelsen, og skolechef Lars Hansen er forvirret, også han. Han kan ikke kommentere den foreliggende rapport, siger han. Den er alt for overordnet. Man kan ikke se mellemregningerne. Mellemregningerne ligger i andre rapporter, som kommunerne skal bestille særskilt.

"Vi er nødt til at få de udbyggede rapporter, så vi kan se, hvad er det egentligt er, der ligger til grund for konklusionerne. Det kan vi ikke se ud af overordnede rapport, og jeg kan ikke sige noget fornuftigt før, jeg har set talgrundlaget og de præmisser, som konklusionerne bygger på", siger Lars Hansen.

Kommunalbestyrelserne forhandler i denne tid budget for næste år, og måske har regeringen bedt produktivitetskommissionen om at offentliggøre ranglisten og rapporten nu for at presse byrødderne til budgetdisciplin.

Vestager om rapport: Det er ingen facitliste

Faktisk er det slet ikke en rapport, men blot et notat, fremgår det af kommissionens hjemmeside.