Et barns evne til empati grundlægges i de første 20 måneder, så hvis moren er i underskud, er misbruger eller socialt hårdt belastet, vil barnet opleve starten på livet som stressende. Det vil betyde, at barnet risikerer at få tilknytningsforstyrrelser og ikke evner at aflæse andre menneskers signaler.

Sådan lyder den korte forklaring fra cand.psych. Louis Dresbøll, der blandt andet superviserer de ansatte på Nyborg Heldagsskole.

»Der er tale om børn, der har svært ved at lege, er urolige og omkringfarende. De kan ikke arbejde selvstændigt, de keder sig hurtigt, og de er i så meget stress, at de går i overlevelsesmodus. Behandlingsmæssigt prøver vi at lave skabeloner for leg for at øve dem. De mangler det følelsesmæssige hukommelsesspor. De kan ikke huske, og de begynder forfra på alle situationer«, fortæller Louis Dresbøll.

"Dejligt at vi er få i klassen"

Børnene kan være yderst intelligente, og nogle af deres måder at opføre sig på er magen til psykopaters.

»Omkring tre procent af alle børn har tilknytningsforstyrrelse, og de passer ikke ind i den folkeskole, som vi har i dag. De kræver meget struktur, ro og forudsigelighed. De har det svært med at arbejde selvstændigt og i grupper. De kan lære at indgå i strukturerede forløb«.

Louis Dresbøll kender tidligere elever, der i dag arbejder som for eksempel lastbilchauffør, er i bagerlære og arbejder som damefrisør.

»Desværre kan de også blive tiltrukket af grupperinger som i rockermiljøet. Steder, hvor der er en attitude af at være sej. De er ikke altid realistiske i deres opfattelse af sig selv, og det kan være meget farligt. De kan være tikkende bomber, der er potentielt farlige i nogle situationer«.

»I pressede situationer kan de komme ud i farlige handlinger. Det kan være mennesker som dem, der står bag skoleskyderier, og man skal virkelig overveje, om man kan inkludere dem i den almindelige folkeskole«.

Louis Dresbøll understreger, at det også handler om at beskytte børnene selv.

»I den omfattende inklusionsbølge, som går hen over landet, kan jeg frygte, at disse børn glemmes. Det er fint at inkludere de børn, der kan klare det og profiterer af det. Men hvis elever med tilknytningsforstyrrelse bliver inkluderet, bliver det højst sandsynligt kun i kort tid, så går det ikke længere. Men lige nu sker der en kold og kynisk kalkule i kommunerne, hvor økonomien bestemmer alt. Jeg er meget bekymret for, hvordan det skal gå disse elever«.

Han mener, at der i forbindelse med omstillingen af specialundervisningen fra amterne til kommunerne er mange af de nye fagpersoner i kommunerne, der er skolet til primært at tænke økonomisk og mener, at psykiske lidelser som for eksempel tilknytningsforstyrrelse er en diagnose, som psykologer har fundet på.

»Måske skyldes det også, at de har svært ved at tro, at der findes børn med så uoprettelige skader. Det er for ubærligt, man kan ikke rumme det, fordi vi tror, at vi kan rette op på alt. Men det er fatalt samfundsmæssigt set, for det er fra denne gruppe af unge, at vi ser flest kriminelle og mistilpassede i vores samfund. Hvis vi fra start af gjorde noget gennemført for at støtte disse børn, så kunne vi mindske det sociale handicaps følger«.

Louis Dresbøll frygter, at der er en forråelse i gang i samfundet.

»Vi siger, at vi jo ikke kan redde alle eller tage os af alle, og så accepterer vi dét. Men hvis vi ikke fanger dem, der har brug for hjælp, så bliver det virkelig farligt. I de 32 år jeg har været med i systemet, har vi bevæget os mellem mere og mindre inklusion og eksklusion. Det virker fordummende, når nu erfaringerne viser, at der findes omfattende skadede børn, der ikke kan integreres. Vi gambler med disse børns skolegang og ødelægger alt for meget for deres trivsel og for folkeskolens velbefindende ved disse eksperimenter«.