Kun to kommuner har fortsat for høje smittetal til, at lærere og elever kan vende tilbage i skole i næste uge.

Yderligere otte kommuner må åbne: Rødovre og Ishøj skal fortsat holde skolerne lukket

Nye tal fra Statens Serum Institut viser fredag, at smitten nu er faldet så meget i otte kommuner, at de ikke længere er tvunget til at holde skolerne lukket. Rødovre og Ishøj har dog stadig en såkaldt 'testkorrigeret incidens' over 200.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Otte ud at de ti kommuner, hvor skolerne lige nu er coronalukkede, har nu tal, der ligger under tallet for, at skolerne i kommunen automatisk skal holdes lukket.

Det betyder at skolerne har lov til at åbne i næste uge i Gladsaxe, Halsnæs, Fredensborg, Brøndby, Albertslund, Vallensbæk, Høje-Taastrup - og Helsingør, som fik beskeden onsdag.

Dagens tal fra Statens Serum Institut afslører således, at det nu kun er i Rødovre og Ishøj, man fortsat er tvunget til at holde skolerne lukkede.

Skolernes mulighed for at åbne afgøres med det nye tal for 'testkorrigeret incidens'. Her tages der højde for, at borgerne testes i stor stil, og man derfor vil finde flere smittede.

For at få lov til at åbne skolerne i kommunen skal det testkorrigeret incidens tal være under 200. I Rødovre er det tal nu 201,6, mens tallet i Ishøj ligger på 303,9.

Høje-Taastrup fik besked om, at kommunens skoler kan få lov til at åbne mandag. Og fra formand for institutions- og skoleudvalget Kurt Scheelsbeck lød det i den forbindelse til Sjællandske Nyheder:

"Det er en super god nyhed. Vi har gået og været nervøse for, at nedlukningen ville trække ud i ugevis, hvis smittetallet blev ved med at ligge på dette niveau, men nu ser det ud til, at vi kan åbne".

På Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe Kommuners hjemmeside kan man nu se, at skolerne må genåbne.

Læs mere

SSI.dk: Testkorrigerede incidenstal