"Prøverne skal tilpasses vilkårene. Man skal naturligvis ikke afprøves i emner, man ikke har kunnet få meningsfuld undervisning i", siger Jacob Mark om sommerens folkeskoleeksamen.

SF: Ministeren bør allerede nu droppe udtræks- og valgfagsprøverne

Det er for tidligt at melde noget ud om alle sommerens afgangsprøver, men ministeren bør allerede nu aflyse årets udtræks- og valgfagsprøver, lyder det fra SF.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Partierne i folkeskoleforligskredsen mødes flere gange i løbet af denne uge for at diskutere konsekvenserne af den igangværende nedlukning af skolerne.

Første møde er i dag. Her vil SF blandt andet foreslå, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Teil (S) med det samme kommer med en udmelding om nogle af sommerens prøver.

"Vi er ikke dér, hvor vi mener, at man bør aflyse alle prøverne nu, men vi mener, at ministeren bør komme med en foreløbig tilpasning. Vi mener, at ministeren allerede nu bør aflyse prøverne i de praktisk-musiske valgfag. Der er ingen logik i, at man fastholder at holde eksamen i fag, det ikke har været muligt at lave meningsfuld undervisning i", siger SF's undervisningsordfører Jacob Mark.

Ifølge planen får skolelederne den 5. februar besked om, hvilke udtræksprøver deres elever skal til prøve i. Men de prøver bør ministeren også aflyse nu, lyder det fra Jacob Mark.

"Det vil skabe plads til, at man kan fokusere tiden på nogle af de fag, hvor de unge er bagud efter denne her periode", siger han.

Lærere til undervisningsminister: Meld ud om eksamen nu

Mundtlige prøver bør tilpasses omstændighederne

Ifølge Jacob Mark vil der også blive brug for at tilpasse de prøver, der på nuværende tidspunkt forventes at blive afholdt til sommer.

"Prøverne skal tilpasses vilkårene. Man skal naturligvis ikke afprøves i emner, man ikke har kunnet få meningsfuld undervisning i. Derfor mener vi, at man skal aflyse alt undtagen nogle mundtlige prøver, der kan give de unge af fed fornemmelse af en god afslutning og så give dem noget træning i at gå til eksamen", siger han.

Sådan ændrede karaktererne sig, da skolen blev prøveløs: 12.000 færre 12-taller

Pernille Rosenkrantz-Theil har flere gange understreget, at nedlukningen af skolerne vil afspejle sig i de beslutninger, man politisk vil træffe i forhold til sommerens afgangseksamen.

Senest skrev hun i går på sin facebookprofil, at hun i denne uge har "inviteret en stribe forskere og lærere sammen med alle folketingets partier til at få et fælles overblik over konsekvenserne for børn og unge af skolenedlukningen - både på kortere og på lidt længere sigt".