En bjælke i hovedet ændrede Dorits liv

Hvordan vender man tilbage til sit elskede arbejde, når en væltet bjælke sætter kroppens funktioner ned i gear? Dorit Iversen har sammen med sin arbejdsplads og DLF fundet vejen til et nyt arbejdsliv.

Publiceret
»Det er vigtigt for mig, at Dorte holder fast i, at de godt kan bruge mig«, siger Dorit Iversen om sin leder.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rekord: 70 millioner kroner i erstatning 

Naturvejleder Dorit Iversen havde for tre år siden netop fejret sit tiårsjubilæum hos Myr­thue, Natur, Kultur & Læring, skoletjenesten på Quedens Gaard i Ribe. Med et linjefag i håndarbejde og en baggrund som socialpædagog tog hun hver uge mod hundredvis af børn. Klædt på som Madam Iversen vaskede hun tøj, tændte op i ovnen og lavede håndarbejde med pigerne, mens drengene fra de besøgende skoleklasser tog fra i snedkermesterens værksted. 37 timer om ugen stod hun klar til at bringe eleverne tilbage til tiden omkring 1890 på Sortebrødregade.

Slaget

Den 3. november 2017 skulle hun som den sidste lukke den store sorte museumsport ved det gule bindingsværkshus. En så gammel dør skal have et godt skub, før låsen kan klikke i. Dorit Iversen skubbede som så mange gange før hårdt til, men lige netop denne dag satte stødet bevægelse i en tre meter høj egetræsbjælke, der stod ved siden af døren.

Hun kan huske, at hun hørte en, som skreg. Det var nok hende selv. Men hun så ikke bjælken. Alt gik pludselig i sort. Hun husker ikke noget, før hun vågnede på de toppede sten midt i museets gård.

»I lang tid forstod jeg ikke, hvorfor jeg endte midt ude i gården. Jeg byggede en model med en dukke og fik min mand til at lave en bjælke i det rigtige målestoksforhold for at forstå, hvordan jeg kunne ende lige der. Jeg optog også en kort video af dukken, der falder, da bjælken rammer den, som jeg sendte til min leder«.

Da hun slog øjnene op, stod en sygeplejerske over hende, som sagde, at hun skulle blive liggende.

»Jeg var så heldig, at sygeplejersken arbejdede på cafeen og kom ud og ydede førstehjælp. Flere har sagt, at den vinkel, bjælken ramte mig i, var med til at redde mit liv«.

Dorit Iversen fik lårbensbrud, hjernerystelse og et traume i nyren af slaget. Hun blev indlagt. Hun ringede først til sin leder, Dorte Vind, flere timer senere. Den dag sad Dorte Vind i ansættelsessamtaler, og Dorit Iversen ville ikke forstyrre. Dorte Vind anmeldte med det samme ulykken som en arbejdsskade, og Dorit Iversen gav DLF fuldmagter til at køre arbejdsskadesagen for hende.

Genoptræningen

Det tog et par måneder at lære at gå igen. Dorit Iversens mand kørte hende ud i skoven. Hver dag kunne hun gå lidt flere meter ind i skovbrynet. Han kørte hende ind til byen for at træne at gå på trapper.

»På hospitalet blev jeg opereret for lårbensbrud og fik fem dages behandling for traumet i nyren, for hvis det går galt, skal man i dialyse. For mig blev det vigtigt at kunne gå. Jeg skulle kunne gå på ujævnt underlag og på trapper, for ellers vidste jeg, at jeg ikke kunne komme tilbage til arbejdet. Så jeg trænede. Men lårbenet var det mindste. Det kan opereres og genoptrænes. Det er værre med hovedet«, siger Dorit Iversen.

Det eneste mål, Dorit Iversen havde, var at komme tilbage til sit job på skoletjenesten 37 timer om ugen. Men selv om benet blev trænet op til 1800-tallets strabadser, så var og er der stadig andre forhindringer.

»Jeg har hovedpine, svært ved at sove, koncentrationsbesvær. Jeg er meget lys- og lydfølsom. Min hjerne er forstuvet«, siger hun.

Hendes chef, Dorte Vind, snakkede meget med Dorit Iversen i hele forløbet.

»Hun ville bare i gang på 37 timer. Men det kunne hun jo ikke. Det var vigtigt for mig, at Dorit følte sig som en del af holdet. Jeg fandt på opgaver som for eksempel at sortere plastiklommer, som vi havde en meget stor rodet bunke af. Jeg kørte ud med dem til hende, og hun sorterede dem, og jeg hentede dem igen. Det var en opgave, som ikke krævede skærm, og en god måde at komme i gang på«, siger Dorte Vind.

Erkendelsen

Dorit Iversens største frygt var at miste jobbet. Derfor stilede hun hårdt efter at komme tilbage på samme niveau som før ulykken. Men det var svært at tage elever med i byen, at løse opgaver på flere afdelinger. Hun kunne ikke springe til som før ulykken.

»Der var rigeligt med udfordringer bare med at komme på arbejde. Jeg skulle forbi tre mindre vandfald. Der var lyde og lys. På arbejdet kunne jeg slet ikke klare, hvis jeg blev forstyrret. Hvis Dorte ringede for at høre, hvordan jeg havde det, distraherede det mig og gjorde mig træt. Jeg erfarede, at jeg ikke længere kunne multitaske. Det var megahårdt for hjernen«, siger Dorit Iversen.

Dorte Vind kunne godt mærke Dorit Iversens iver efter at komme tilbage.

»Jeg blev ved med at sige: Vi vil gerne have dig ansat, alt det du kan. Dorit har mange kompetencer, som vi kan nyde rigtig godt af, også selv om hun ikke kan være på fuld tid«, siger Dorte Vind.

Rent kontorarbejde ville ikke passe til Dorit Iversens udfordrede hjerne. Derfor nyder hun at iklæde sig Madam Iversens tøj, før hun møder elever i værkstedet. 

Dorit Iversen og Dorte Vind aftalte, at hun trappede op. I begyndelsen arbejdede hun tre gange to timer om ugen. Men samtidig pressede jobcentret Dorit Iversen for at skulle mere.

»Man bliver hele tiden presset. Hvor meget kan du nu? Du vil gerne op i tid? Der er mange spørgsmål. Man skal til møde hver måned. Hvornår kan du mere? Man skal hele tiden vise sit værd. Jeg havde Bjarne Toft fra Esbjerg Lærerforening med som bisidder. Han kunne hele tiden hjælpe mig med, hvad der var min pligt, og hvad der var min ret. Hvis jeg sad der alene, ville jeg føle, jeg skulle yde mere, end jeg kunne«, siger Dorit Iversen.

Året efter var Dorit Iversen til en undersøgelse hos en speciallæge i neurologi. Han bad hende om at gå ned i tid, ellers ville hun vælte og måske ikke komme op igen. Det kunne medføre en depression. »Det tog jeg alvorligt«, siger Dorit Iversen.

Bjarne Toft sagde de ord, som vendte op og ned på alle Dorit Iversens fremtidsdrømme. »Er du sikker på, at du skal op på 37 timer?« spurgte han.

Både Bjarne Toft og konsulent i DLF Majken Tingstrøm har fulgt Dorit Iversens sag tæt.

»Det var svært. For jeg havde jo et håb om at komme tilbage til den gamle Dorit. Sådan en beslutning tager jo håbet fra en. Majken Tingstrøm fra DLF sagde: 'Vil du ikke også have et liv uden for arbejdet? Være mor? Have fritidsinteresser?' Og det var rigtigt, det kunne jeg slet ikke. Jeg brugte al min energi på at gå på arbejde, og så måtte jeg sove, når jeg kom hjem. I dag er jeg meget taknemmelig for rådet om at gå ned i tid«.

Indflydelsen

Dorte Vind sendte Dorit Iversen til en coach, som er et tilbud fra Esbjerg Kommune.

»Da jeg kom, og hun spurgte, hvad hun kunne hjælpe mig med, sagde jeg: 'Få mig op på 37 timer om ugen'. Det har vi grinet ad siden. I stedet har vi arbejdet med, hvad der er vigtigt for mig i jobbet. Min største bekymring var, at jeg ikke var en del af holdet, at jeg mistede indflydelse på arbejdet. Så målet er blevet at få indflydelse der, hvor jeg er«.

I dag har Dorit Iversen fået en erstatning for varig mén og erhvervsevnetab. Men arbejdsskadesagen er ikke slut. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) arbejder fortsat med erhvervsevnetabet. DLF søger om erstatning for svie og smerte. Hun har også fået et fastholdelsesfleksjob, som gør, at hun kan arbejde fra klokken 8 til 12.30 fire dage om ugen med onsdag fri. »Den fri onsdag er guld værd«, siger Dorit Iversen. »Her kan jeg gå en tur i skoven og hvile hjernen«.

»Hvis det ikke havde været for DLF, så ville jeg ikke have vidst, at man kunne søge om et fastholdelsesfleksjob. Jeg ville slet ikke have overblik over de muligheder, der er for at få hjælp«, siger hun.

Når hun kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, så sover hun, og så kan hun igen være noget for sin familie om aftenen.

»Det betyder så meget, at jeg har givet fuldmagter til både kredsen og Lærerforeningen. På den måde kan de arbejde sammen og se på de afgørelser, der kommer. Sammenlagt får jeg næsten det samme i løn, som jeg gjorde før. Det betyder noget, at nogle har kæmpet for, at der er en løsning, hvor jeg stadig kan arbejde. Jeg har haft et kæmpe livskvalitetstab. Jeg kommer aldrig tilbage til mit normale liv. Men jeg er glad for den opbakning, jeg har fået af min leder og DLF. Jeg var aldrig kommet igennem en arbejdsskadesag, hvis ikke de havde hjulpet mig«, siger Dorit Iversen.

Hverdagen

I dag arbejder Dorit Iversen både på kontoret og med at undervise klasser i snedkermesterens hjem. Det er vigtigt for hende at have afvekslingen. Arbejdsskadesagen kører videre på tredje år.

Dorte Vind og Dorit Iversen har aftalt en række skånehensyn, som er meldt ud til hele personalet.

»Dorit har været meget åben om det. Så nu ved alle, at hun har brug for at kunne indlægge pauser, hvor hun går væk, hun skal undgå tidspres og arbejdspres og store forsamlinger. Dorit har stadig utrolig mange kvaliteter, som vi alle har gavn af«, siger Dorte Vind.

»Det er vigtigt for mig, at Dorte holder fast i, at de godt kan bruge mig. Der var en kollega, der sagde: 'Dorit - du kan det samme som før - bare ikke så længe ad gangen'. Det er vigtigt at vide, at jeg også kan yde noget. Den selvfølelse er vigtig«.