Statsministeren vil give fuldstændig frihed til folkeskolerne i Holbæk og Esbjerg.

Statsministeren: Total frihed til folkeskolerne i Esbjerg og Holbæk

Som et led i et nyt og vidtgående frihedsforsøg vil statsminister Mette Frederiksen give kommunerne Holbæk og Esbjerg lov til at sætte deres folkeskoler fuldstændig fri af statslig regulering og lovgivning. Hun får fuld opbakning fra SF.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg indrømmer, at det er en vild idé".

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i sin tale ved Folketingets åbning tirsdag løftede sløret for et nyt og vidtgående frihedsforsøg, der i høj grad også kommer til at omfatte folkeskolen.

For mens undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for nylig har søsat komplicerede forhandlinger med de øvrige partier om at skabe mere frihed i folkeskolen, tyvstarter regeringschefen nu den totale frihed på folkeskoleområdet i henholdsvis Esbjerg og Holbæk kommuner.

Ansvaret skal lægges ud lokalt

"Noget helt grundlæggende skal vi selvfølgelig stadig have på plads. At undervisningen er gratis, og at eleverne skal til afgangseksamen - men det meste andet foreslår vi at fjerne", lød det fra Mette Frederiksen på Folketingets talerstol.

Lærer: Alle lærere jublede, da Rosenkrantz-Theil snakkede om kortere skoledage 

"Det gælder minimumstimetal, elevplaner, klasseloft, nationale test - bare for at nævne nogle af de allersværeste eksempler. Ikke fordi det er dårlig lovgivning. Alt det her er jeg tilhænger af. Men fordi jeg synes, at tiden er kommet til, at vi tør lægge et reelt ansvar ud lokalt, så det er de enkelte institutioner, ledere, medarbejdere, borgere, forældre, pårørende, der får friheden. Til gengæld forpligter de sig til at levere bedre resultater end det, vores lovgivning har evnet og magtet. For med friheden følger selvfølgelig også ansvaret", sagde statsministeren.

Den fuldstændige frihed til folkeskolerne i de to kommuner er en del af et nyt regeringsforsøg med at give i alt syv kommuner fuldstændig frihed. Ud over folkeskolen omfatter forsøget dagtilbudsområdet og ældreområdet. For selv om skiftende statsministre lige siden Poul Schlüters tid har talt for afbureaukratisering i det offentlige, er det kun blevet værre og værre, påpegede den socialdemokratiske statsminister.

Ny minister skrotter Riisagers frihedsforsøg for folkeskoler 

Hun oplyste, at hun har indgået aftaler med borgmestrene i Holbæk og Esbjerg, ligesom hun har gjort det med borgmestrene i de fem øvrige kommuner, der deltager i frihedsforsøget de næste tre år.

Fri for regler og krav om dokumentation

"De syv borgmestre skal efter i dag gå tilbage til deres kommunalbestyrelser og søge opbakning til at sætte den enkelte dagpleje, børnehave, folkeskole eller hjemmepleje fri for alle kommunale regler og krav om dokumentation. Og jeg skal gå til jer her i Folketinget og bede om opbakning til det samme. At vi i fællesskab sætter de syv kommuner fri fra den lovgivning og statslige regulering, de normalt er under", sagde Mette Frederiksen - og tilføjede henvendt til politikerne i folketingssalen:

"Vi bliver også nødt til i de her kommuner at fjerne de regler som vi hver især har kæmpet for at få indført".

Da hun tiltrådte som undervisningsminister skrottede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) som noget af det første det frihedsforsøg på folkeskoleområdet, som hendes forgænger, Merete Riisager, havde sat i søen.

"Jeg har stor respekt for, at en række kommuner og skoler kunne se muligheder i at udvikle deres skoler inden for rammerne af det udmeldte forsøg. Det er dog min klare vurdering, at det vil være meget begrænset, hvor meget ny viden vi vil kunne få med de meget forskelligartede forsøg, der var lagt op til", lød det dengang fra undervisningsministeren.

Fra SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, er der fuld opbakning "og store forventninger" til regeringens nye skoleforsøg.

"Men vi kommer til at stille krav om, at det ikke står i vejen for mere frihed på alle andre skoler", understreger han og henviser til de verserende forhandlinger med undervisningsministeren.