Formand for Esbjerg Lærerforening er ærgerlig over, at det ikke er en lokal arbejdstidsaftale, der sætter rammerne for lærernes arbejdstid i Esbjerg næste skoleår.

Esbjerg: Ingen lokal arbejdstidsaftale til lærerne næste skoleår

Siden januar har Esbjerg Lærerforening og Esbjerg Kommune forhandlet om en ny arbejdstidsaftale for lærere og børnehaveklasseledere. Men lærerkredsen fandt, at kravene fra kommunen ville forringe de nuværende vilkår. Dermed har lærerne ikke en lokal arbejdstidsaftale næste skoleår.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

84 procent af de adspurgte lærere i Lærerkommissionens rapport oplever at have for lidt eller alt for lidt tid til at forberede undervisningen. Lærerne i Esbjerg fik sidste år for første gang en arbejdstidsaftale, som danner rammerne for arbejdstiden i år.

Men sådan bliver det ikke næste år. Under forårets forhandlinger har Esbjerg Lærerforening fundet det helt uacceptabelt, at kommunen ønskede at forringe forberedelsestiden.

Lærerkreds og kommune er enige: Første arbejdstidsaftale i Esbjerg

Esbjerg Kommune ønskede at have fuld ledelsesret over 80 timer, som var sat af til forberedelse i team, fortæller formand for Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen.

"Jeg har igen og igen bedt om, at de ikke gør det værre for vores medlemmer. Vi havde en aftale, hvor halvdelen af undervisningstiden er forberedelse. Vi anerkender, at noget af den individuelle del af forberedelsen også bruges på teamsamarbejdet. Men det var ikke nok. Men Esbjerg Kommune ville have fuld ledelsesret på de 80 som var sat af til forberedelse i team", forklarer Kenneth Nielsen.

"Det er ikke fordi, vi ikke anerkender, at der skal være fælles forberedelse, men det skal give mening for lærerne og passe ind i en undervisningssammenhæng. Det har vi oplevet er no go. Det er irriterende, at vi strander på noget, der udgør 4,7 procent af lærernes samlede arbejdstid".

Esbjerg Lærerforening så kommunens krav som en mistillidserklæring og en klar forringelse af lærernes arbejdstidsaftale.

"En aftale - som vi beskrev under forhandlingsforløbet - ville være udgiftsneutral, hvilket var det opdrag Esbjerg Kommune havde. Vi tilbød en opblødning af forberedelsestiden; men det var åbenbart ikke nok".

Corona-aflyste generalforsamlinger udsætter pensionen for lokale lærerformænd

Kenneth Nielsen er ærgerlig over, at lærerne i Esbjerg ikke har en arbejdstidsaftale næste skoleår.

"Det efterlader naturligvis medlemmerne i en situation, hvor de er overladt til ledernes énsidige vurderinger af, hvor meget man kan undervise og hvor meget forberedelse, undervisningen kræver".

Det er en enig kredsstyrelse der uden protester fra kredsens tillidsrepræsentanter har valgt ikke at indgå en aftale med kommunen på de vilkår, der var kommet frem i forhandlingerne.