Formand for Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen skulle være trådt af som formand 19. marts. Nu sker det efter planen på en digital generalforsamling til juni.

Corona-aflyste generalforsamlinger udsætter pensionen for lokale lærerformænd

Foråret skulle rundt i lærerlandet have budt på en lang række generalforsamlinger i de lokale lærerkredse, og i flere kredse stod den siddende formand her til at gå af. Men det har corona sat en stopper for.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I både Esbjerg og Kolding skulle lærerne have haft en ny lokalformand efter mange år med den samme på pinden. Begge steder stod den siddende formand nemlig til at gå på pension.

Men pensionen er for begge udskudt. Der kan nemlig kun vælges en ny formand ved en generalforsamling, og sådan nogle har coronaen sat en stopper for.

Corona: Lærerforeninger på stribe aflyser generalforsamlinger og fester 

I går lød meldingen fra centralorganisationen i Danmarks Lærerforening, at man stadig anbefaler kredsene at holde fast i, at der ikke kan afholdes fysiske generalforsamlinger for tiden.

Foreningen åbner imidlertid for, at der nogle steder vil kunne afholdes en digital generalsamling i stedet. Dette kræver dog, at den lokale kredsstyrelse vurderer, at den nuværende kredsstyrelse "ikke er funktionsduelig".

Esbjerg holder digital generalforsamling

Og den mulighed har man valgt at udnytte i Esbjerg. Her har centralorganisationen godkendt en plan fra Esbjerg Lærerforening, der spreder generalforsamlingen ud på syv skoler, fortæller formand Kenneth Nielsen.

"Jeg kommer til at sidde på mit kontor sammen med dirigenten, og så kommer vi til at styre den digitale generalsamling, og så sidder medlemmerne fordelt på syv skoler foran en storskærm og følger med", siger han og tilføjer, at den digitale generalforsamling forventes at blive afholdt den 11. juni.

Han efterlader en plads i hovedstyrelsen 

"Det bliver en flad fornemmelse"

Kenneth Nielsen skulle efter planen have takket af som formand efter 14 år på posten ved den oprindeligt planlagte generalforsamling 19. marts. Her forventede han et fremmøde på op til 400 medlemmer. Men nu kan han se frem til en afsked, hvor kun dirigenten er i umiddelbar nærhed.

"Det bliver nok en lidt flad fornemmelse. Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg ville have nydt at stå foran en stor samling og præsentere min sidste beretning. Men jeg håber, at der stadig vil være mange, der vil deltage", siger Kenneth Nielsen.

I Kolding bliver formanden til september

Ligesom i Esbjerg har formanden i Kolding stik imod planen heller ikke skiftet navn endnu. Har var det også planen, at formand Anders Petersen skulle være trådt af for at gå på pension.

Her er beslutningen imidlertid, at man først holder en generalforsamling, når det igen bliver tilladt at mødes fysisk.

"Vi har i dag besluttet i kredsstyrelsen, at jeg bliver som formand til og med september, hvor vi regner med at kunne afholde en almindelig generalforsamling", siger han.  

DLF: Alle generalforsamlinger de næste 14 dage skal udskydes 

Anders Petersen skulle være stoppet 1. april efter 20 år som formand for lærerne i Kolding. Hans hustru gik på pension 1. marts i år. Sammen skulle de have været på en tre uger lang rejse til USA i begyndelsen af juni.

"Den 13. marts blev jeg 65 år, og min datter blev 30, så vi skulle have holdt stor fødselsdag. Det blev så aflyst, og så kunne jeg godt se, at generalforsamlingen også ville blive aflyst. Men det har egentlig været fint. Der har været nok at tage sig af i denne her mærkelige tid".