Der bliver ingen generalforsamlinger rundt omkring i de 75 lokale lærerkredse i de næste to uger.

DLF: Alle generalforsamlinger de næste 14 dage skal udskydes

Alle lærerkredse bliver nu bedt om at udskyde deres generalforsamling, hvis det skulle have været afholdt mellem i morgen og to uger frem. Valg af nye tillidsrepræsentanter skal også udskydes.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen.dk skrev i går, at mindst 15 lærerkredse havde valgt at corona-aflyse deres generalforsamling, der skulle have været afholdt i den kommende weekend.

Udmeldingen fra Danmarks Lærerforening til foreningens lokale lærerkredse var i går, at det var op til en lokal beslutning, om kredsens generalforsamling skulle afholdes som planlagt.

Men efter gårsdagens melding fra statsministeren om at lukke alle skoler ned, anbefaler Danmarks Lærerforening nu, at alle kredse udskyder deres generalforsamling, hvis de skulle have været afholdt i løbet af de kommende to uger.

Lærerforeningen skriver også, at kommende valg af tillidsrepræsentanter bør udskydes i mindst to uger. Det betyder, at de nuværende tillidsrepræsentanter vil forblive tillidsvalgte til, at der kan afholdes valg.

Corona: Lærerforeninger på stribe aflyser generalforsamlinger og fester