Næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange bakker op om anbefaling om at stoppe med testene i deres nuværende form.

DLF: Vi skal finde et bedre redskab end de nationale test

Danmarks Lærerforening bakker op om anbefalingen fra rådgivningsgruppen om at stoppe med bruge de nationale test i deres nuværende form. Det sker efter, at en evaluering endnu engang viser, at testene måler usikkert.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evalueringen af folkeskolens nationale test peger endnu engang på, at testene er så usikre, at de ikke siger noget om den enkelte elevs faglige standpunkter - og derfor bør de droppes, lyder det fra Danmarks Lærerforening.

"Vi er helt enige i, at de nationale test skal laves om. Der er i grove træk tre behov, som de nationale test har til hensigt at imødekomme: Et pædagogisk værktøj, kommunikation med forældrene og et signal til politikerne om, hvordan det går i skolen. De nuværende test har ikke levet op til nogen af disse hensigter, og derfor ønsker vi at sætte dem i bero, til vi finder et brugbart alternativ", siger Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening.

SF's Jacob Mark har allerede lagt op til, at forligskredsen om folkeskolen øjeblikkeligt sætter de nationale test i bero, og også børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtrykker stor bekymring over, at forældrene ikke kan regner med de resultater, deres børn kommer hjem med fra skolen.

Minister bekymret over måleusikkerheden i de nationale test 

I rådgivningsgruppen, der netop har afleveret sin evaluering af de nationale test til Undervisningsministeriet, er der konsensus om, at der skal findes et alternativ til det nuværende testsystem.

Vi må finde et bedre redskab

Danmarks Lærerforening understreger, at der endnu ikke er opfundet en test, der både kan give politikerne den ønskede indsigt i folkeskolen, og som samtidig er et brugbart pædagogisk værktøj til at styrke elevernes udbytte af undervisningen og kommunikationen mellem skole og hjem.

"Vi har brug for, at vi i et samarbejde mellem forskere, lærere og politikere finder et bedre redskab end de nationale test. Der er brug for test, som lærerne kan bruge i det daglige arbejde med at tilrettelægge undervisningen ud fra den enkelte elevs niveau. Resultaterne af sådanne test kan også bruges i kommunikationen med forældrene", siger Dorte Lange.