Anmeldelse

Tidsskriftet Specialpædagogik nummer 5/2007

Rummelighed og inklusion er begreber i specialundervisningen, men også markedsgørelse er aktuel i specialpædagogikken

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med kommunalreformen blev myndighedsansvaret for specialundervisningen på børne-, unge- og voksenområdet samlet hos kommunerne. Temanummeret af "Tidsskriftet Specialpædagogik" har derfor fokus på disse områder. Inden for børneområdet er rummelighed, inklusion, nærhedsprincip og opbygningen af specialpædagogiske kompetencecentre centrale tendenser, i voksenspecialundervisningen er markedsgørelse det centrale. Temahæftet er derfor meget aktuelt for specialundervisningslærere.

Fakta:

Titel: Tidsskriftet Specialpædagogik nummer 5/2007

Type: Tidsskrift

Forlag: Danmarks Lærerforening

Hvilke intentioner har de nye kommuner med specialpædagogikken? Folkeskolens rummelighed er central, så der bliver plads til flere børn med særlige behov i den almindelige undervisning. Grænserne mellem almindelig undervisning og specialundervisning skal nedbrydes. Børn, der trods øget rummelighed ikke kan rummes i den normale undervisning, skal modtage specialundervisning i tilknytning til normalskolen. Pædagogisk ledelse og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er vigtig for at styrke rummelighed. Målsætningen er først at nedsætte stigningstakten og efterfølgende reducere omfanget af den vidtgående specialundervisning.

Udviklingen kræver derfor specialpædagogisk ekspertise hos lærerne i normalundervisningen. Fokus skal flyttes fra vanskeligheder hos den enkelte elev til vanskeligheder i undervisningssituationen, og støtten skal gives i forhold til dette.

Hvilke bekymringer peges der på? De 14 amter løste opgaven med den vidtgående specialundervisning forskelligt, så eleverne blev stillet forskelligt. De 98 kommuner har overtaget myndighedsansvaret, så man risikerer, at problemstillingen mangedobles. En række specialpædagogiske områder kan ikke drives af den enkelte kommune, men må varetages af en kommune for andre. Sikring af forsyningsforpligtelsen er vigtig.

Den nødvendige specialpædagogiske ekspertise skal være til stede. Specialpædagogik har været nedprioriteret i læreruddannelsen siden 1982. Først inden for de seneste år er faget etableret på det akademiske niveau.

På voksenområdet peges på mulige konsekvenser af den markedsgørelse, området udsættes for. En indførelse af fuld konkurrence vil kræve omfattende viden ved visitation til kompenserende specialundervisning - teknisk og faglig viden om mulige ydelser i voksenspecialundervisningen og tilknyttede fagområder. Da specialpædagogikken ikke leverer standardydelser, men tilpasser sig den enkelte, er sammenligning vanskelig. Markedsgørelse vil medføre standardydelser, der er i modstrid med det grundlæggende i specialpædagogikken - den individuelle tilgang.

Med stor fornøjelse læste jeg John Mauls ramsaltede kommentar til udviklingen: "Lærerarbejdet præges nu af bureaukratisering, detailstyring og kontrol på trods af neoliberalismens fremvækst".