På grund af elevnedgang har Benjamin Ejlertsen set sig nødsaget til at prikke to lærere og en børnehaveklasseleder, men han forsikrer, at han gør, hvad han kan for at hjælpe dem i job på kommunens øvrige skoler.

Specialskole prikker 14 medarbejdere på grund af elevnedgang

To lærere og en børnehaveklasseleder er blandt de 14 medarbejdere, som i denne uge har fået varsel om, at Storebæltskolen i Korsør vil afskedige dem. Lærerkredsens formand mener, skolen burde have ventet med prikkerunden, men skolelederen afviser kritikken.

Offentliggjort Sidst opdateret

storebæltskolen

Storebæltskolen tilbyder vidtgående specialundervisning tilelever med generelle indlæringsvanskeligheder begrundet iudviklingshæmning. Skolen omfatter undervisningsforløbet frabørnehaveklasse til 10. klasse.

Årsagerne til elevernes udviklingshæmning kan være mange. Fornogle af eleverne er baggrunden medicinske diagnoser, for eksempelorganiske hjerneskader og forskellige syndromer. En stor del afeleverne har ikke en egentlig diagnose. En række elever har desudensekundære handicap som nedsat hørelse eller syn, autisme,spasticitet, emotionelle problemer og epilepsi.

Eleverne bor hjemme eller på døgninstitution og køres til og fraskole hver dag.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Storebæltskolen har 100 elever i dag, men til sommer forlader en stor årgang skolen, og som følge af inklusion kommer der ikke ret mange til nedefra. Skolen står til en nedgang på 13 elever, og det har fået skolelederen til at varsle 14 medarbejdere fra forskellige faggrupper afskediget, heraf to lærere og en børnehaveklasseleder.

Det er alt for tidligt på året, at skolen gennemfører en prikkerunde, mener Per Toft Haugaard, formand for Slagelseegnens Lærerkreds.

"Jeg talte med skolelederen så sent som i mandags og havde fået den forståelse, at han ikke ville prikke lærere. Vi har ikke overflødige lærere i Slagelse Kommune. Tværtimod søger to skoler fire lærere til sammen, så i stedet for at indstille til afskedigelse burde skolen forsøge at få lærerne og børnehaveklasselederen omplaceret", siger kredsformanden.

Skolelederen vil hjælpe lærerne til at blive omplaceret

Skoleleder Benjamin Ejlertsen har prikket lærerne, fordi han som takstfinansieret skole i store træk ved, hvor mange elever han har efter sommerferien. Men tanken er at hjælpe lærerne med at blive omplaceret til andre skoler i kommunen.

 

"Jeg har talt med de andre skoleledere, og p.t. har de fire ledige stillinger. Derfor tænker jeg, at lærerne er godt stillet, og det har jeg også sagt til Per", siger Benjamin Ejlertsen og tilføjer, at lærerne ryger i kommunens jobbank, hvis de ikke får en af de ledige stillinger.

"Vi har stor succes med jobbanken, fordi skolerne ikke må ansætte lærere udefra, før den er tømt. Så får skolerne brug for lærere senere på året, står de to lærere og børnehaveklasselederen klar", siger Benjamin Ejlertsen.

Lærerne er demotiverede

Storebæltskolen burde have ventet til senere på skoleåret med at skille sig af med lærerne, fastholder Per Toft Haugaard.

"Der kan stadig nå at blive visiteret elever til skolen, og da en elev indbringer 700.000-800.000 kroner, skal der ikke mange til for at redde situationen. Desuden bør skolen vente med afskedigelse og forflyttelser til så sent som muligt. Vi skal langt ind i april, før de andre skoler ved, hvor mange nye lærere de får brug for", siger Per Toft Haugaard.

Måske viser det sig, at skolerne får brug for lærere med specialpædagogiske kompetencer som følge af inklusion, mener han.

"Hvis andre skoler efterspørger lærernes særlige kompetencer, vil de opleve det mere positivt, end hvis de skal søge almindelige lærerstillinger. Men skaden er sket, og vi står nu med tre demotiverede lærere", siger kredsformanden.

Andre skoleledere vil bringe lærernes kompetencer i spil

Skoleledere, som tager imod lærere fra andre skoler, vil se på, hvordan de kan bringe lærernes kompetencer i spil, vurderer Benjamin Ejlertsen.

"Det er naturligt, at skoleledere, som har mulighed for at tage imod lærere, vil bruge lærernes kompetencer, hvor det er mest oplagt, og flere af skolerne har specialklasserækker. Prikkerunden er i sit første stadie, så der er stadig hjælp at hente. Jeg har selv overtaget lærere fra jobbanken, og det er rart for mig som leder, at der bliver taget hånd om de medarbejdere, jeg ikke længere har brug for".

Inklusion kan også foregå i et specialtilbud

Det er ikke med sin gode vilje, at Benjamin Ejlertsen siger farvel til 14 medarbejdere. Tværtimod er han bekymret for den nedgang i elevtallet, mange specialskoler oplever.

"Vi er nødt til at være kritiske over for inklusion. Jeg hører om almene lærere, som skal overtage børn med specifikke vanskeligheder, og om klasser, hvor der sidder børn med vidt forskellige diagnoser. Vi er en vidtgående specialskole helt ud til fingerspidsene, men hvis vi kun får et par elever om året, skaber det to problemer: Almenskolen får elever med problemer, som lærerne ikke er klædt på til at løse. Og vi oparbejder et underskud, fordi vi bliver meget dyre at drive", siger Benjamin Ejlertsen.

Til sidst risikerer skolen at blive så dyr, at kommunen bliver nødt til at lukke den.

"Kommunen vil så blive nødt til at sende børn i specialtilbud uden for kommunen. Det er ikke inklusion. Inklusion er også at kunne holde børn hjemme i kommunen, fordi man har et specialtilbud", siger Bjarne Ejlertsen.