Friskolernes succes skyldes resursestærke forældre, lyder det fra professor Niels Egelund.

Friskoleelever klarer sig bedre end folkeskoleelever

Friskoleelever kommer oftere i gang med en uddannelse end elever, der kommer fra folkeskolen. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Undersøgelse fra AKF viser, at friskolerne også har en overvægt af børn fra resurse-stærke hjem.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

87 procent af de elever, der fik en afgangseksamen fra en friskole er fem år senere i gang med eller har fuldført en uddannelse. For folkeskoleelever ligger det tal kun på 81 procent. Halvdelen af eleverne fra friskolerne er i gang med en bacheloruddannelse efter fem år, mens kun 39 procent af de elever, der kommer fra folkeskolen går på universitetet.

Uenighed om årsag Altinget | Uddannelse har spurgt både leder af Nationalt Center for Viden om Friskoler og Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Aarhus Universitet om årsagen til forskellen. Men de to er ikke enige. Christina Lüthi fra videncentret mener, at de større frihedsgrader, som friskolerne har bedre støtter elevernes viden og udvikling. "De er eksempelvis ikke tvunget til at lave elevplaner. Samtidig har de et større fokus på de bløde kompetencer. Eleverne på friskolerne lærer mere om at arbejde i fællesskab og om at lede et arbejde," siger Christina Lüthi til Altinget | Uddannelse.

Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Niels Egelund mener, at friskolernes succes skyldes resursestærke forældre. "Friskolerne skummer fløden, for de har elever med meget bevidste og engagerede forældre, der har valgt en bestemt skole. Det er rigtigt, at friskolerne performer bedre, men de har også et bedre råmateriale. Samtidig kan den enkelte friskole tillade sig at have en ganske speciel profil, hvor man er enige i lærergruppen om, hvad man arbejder hen imod".

Rige børn samler sig på privatskoler

Resursestærke børn på friskoler

Niels Egelund bliver støttet af en undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning, der viser, at fædre til elever på privatskoler har gennemsnitligt en disponibel indkomst på næsten 29.000 kroner mere om året end fædre til en folkeskoleelev. For mødrenes vedkommende er tallet godt 8500 kroner højere for mødre til privatskoleelever.

Desuden er elever på privatskoler i højere grad enebørn, har oftere forældre med længerevarende uddannelser og er sjældnere skilsmissebørn end elever i folkeskolen.