”Faget fremmer omtanke, snarrådighed, sans for orden og
huslighed, giver agtelse for det legemlige arbejde, der nu så tit betragtes som
simpelt; endelig vil det ved sin teoretiske side kunne sættes i nøje
forbindelse med flere af skolens fag – regning, naturhistorie, lejlighedsvis
geografi og historie, og således bidrage til at gøre skolearbejdet til en
helhed”.
Lyder det som noget, man kunne sige – måske med lidt andre
ord – om madkundskab i dag? Citatet handler om husgerning, og det er fra 1896,
sagt af Henni Forchhammer, som var medstifter af Kvindernes Internationale Liga
for fred og frihed.
Lektor Merete Vial bruger det som start på sin gennemgang af
fagets historie, hver gang hun holder oplæg for madkundskabslærere på DLF’s
fagkurser. For det viser netop, hvordan faget helt fra sin spæde start har haft
et dobbelt formål.
”Det er et fag med 100 år på bagdelen. Længe handlede det om
hus og hjem, det handlede om det varme måltid, og på et tidspunkt var der også
en skarp opdeling mellem teori og praksis. I 40 år var det et kreativt afbræk,
hvor man også skulle hygge sig. Men det var ikke hensigten fra starten, for
faget havde faktisk helt fra begyndelsen rod i anvendt naturvidenskab og
mulighed for tværfaglighed. Det var måden at få naturvidenskab til piger”,
fortæller hun.
Udgangspunktet for faget var, at folk flyttede fra land til
by, der var stor fattigdom og underernæring, og det måtte man afhjælpe.
Borgerskabet havde brug for piger, der kunne arbejde for dem. Derfor kom det
til at hedde kvindelige husgerning med fokus på hygiejne, ernæring og økonomi.
Et praktisk afbræk i en stillesiddende skole, men også en måde at få anvendt
naturvidenskab ind.
Alle skulle røre og ælte
”Københavnerne var de første, for det var her
landbefolkningen flyttede ind. Og med
skoleloven i 1937 blev det en fast del af skolen i hele landet. Der kom der
fokus på den daglige madlavning, varme retter og bagning. Borddækning,
rengøring og økonomi. Didaktisk kom Deweys tanker i spil, så alle skulle røre
og ælte, for at alle kunne gøre sig erfaringer”, fortæller Merete Vial.
Fra 1960’erne kom der nye ting i spil. Tiden efter anden
verdenskrig gav et andet hjemmemønster med forbrugere og velstand og flere og
flere kvinder på arbejdsmarkedet og dermed også andre behov i faget, som kan
ses i skoleloven fra 1958.
”Fra 1970 kommer drengene ind, og med skoleloven fra 1975
kommer der en prøve, og faget kommer til at hedde hjemkundskab. Samtidig gik
det fra det naturvidenskabelige over til et praktisk-musisk fag. Det betyder
noget for fagets identitet”, fortæller Merete Vial.
Der kom også en forbrugerdimension ind i faget. Men mens der
kom større økonomisk råderum i familierne, kom der det ikke i faget.
”Så det med at vi tænker, at økonomien er presset i faget,
sådan har det været i mange år. Faget er simpelthen ikke fulgt med den
økonomiske udvikling”, fortæller hun.
I 1995 fik man så nyt faghæfte. Det multikulturelle samfund
og ligestilling var blevet mere normalt. Fastfood og udespisning betød noget
for, hvordan man så på mad. Derfor kom der en ny didaktisk model.
”Jeg synes, det er en af de bedste didaktiske modeller, for kerneområderne
er de samme, men man kan sætte flere vinkler ned over. Vi kan se på områderne ud
fra samfundet, hjemmet, kulturen og naturen. Vi får også den grønne bølge, it,
det positive sundhedsbegreb og økologi ind i faget”.
Fra 2010 skete der meget på kokkefronten med ny
nordisk mad, og man ønskede at gentænke faget, og resultatet blev, at det med
folkeskolereformen i 2014 kom til at hedde madkundskab.
”Det betød, at vi flyttede genstandsfelt. Det er ikke
længere hjemmet, men maden der er i centrum, og maddannelsesbegrebet træder tydeligt
frem, og vi fik fire kompetenceområder”.
Hvad skal med ind i faget i dag?
Så hvad er det så fra historien madkundskabslærerne skal tage
med ind i madkundskab, og hvad skal de lade blive?
”Vi er ikke et madpakkefag! Vi skal ikke have hjemmet som
genstandsfelt, ikke have fokus på det varme måltid, ikke have opskriften som
central tekst. Vi skal have skolelederne til at forstå, at vi ikke er et kreativt
afbræk, og vi skal ikke have en strukturel opdeling mellem teori og praksis, vi skal have teori i praksis. Det
er ikke synd, hvis eleverne ikke får en tre-retters menu, men det er synd, hvis
de ikke lærer noget”, siger Merete Vial.
Hun anbefaler, at man holder fast i at cyklisk forståelse, i
at det er et fag med rod i anvendt naturvidenskab, som skaber en ramme om måltidet.
”Madkundskab kunne bruges meget bedre i skolen. Vi har en
indbygget tværfaglighed, som kunne komme i spil ved at få flere timer med andre
fag. Vi er et håndværksfag, men det handler ikke kun om færdigheder, men også om
viden. Sådan har det været hele vejen igennem, så vi skal udnytte det samspil,
så vi bruger den mulighed vi har for at sætte ord på den håndværksmæssige viden,
også selv selv om jeg godt ved, at det er blevet sværere med 27 på holdet i
stedet for 12, som vi havde før i tiden”.
