Det er et par tunge drenge, der står bag, skoleforskerne Andy Hargreaves og Michael Fullan. De ser kritisk på skolen. Meget kritisk. Men de vil andet end at kritisere; de vil give skoleledere og lærere reelle muligheder for at reformere skolen.

De advarer mod den de-professionalisering af lærerarbejdet og skolen, som de mener bliver resultatet af flere centralt fastsatte mål og rating af skoler efter elevkarakterer. De tror fuldt og fast på, at det er vigtigt at opbygge stærke samarbejdskulturer, som skal til for at reformere skolen. Og de giver gode råd til, hvordan man kan udvikle en sådan kultur. Men de advarer samtidig kraftigt mod det, som de kalder »konstrueret kollegialitet« et administrativt surrogat for ægte samarbejde, som modarbejder fleksibilitet og risikerer at reducere lærernes lyst til at arbejde sammen. Og vigtigst af alt som »forbryder sig mod principperne for de skønsmæssige afgørelser, der er selve kernen i lærernes professionalisme«.

Forfatterne er forskere, og de citerer flittigt egne og andres projekter. Men bøgerne er ikke forskningsrapporter, det er pamfletter eller skolepolitiske kampskrifter til praktikere. De indeholder en lang række »retningslinjer« med Hargreaves og Fullans bud på, hvad der er vigtigt i og omkring den moderne skole. I bogen »Hvad er værd at kæmpe for i skolen?« er sidste kapitel en række fyldige retningslinjer for henholdsvis lærere, skoleledere og skolesystemet, og i »Hvad er værd at kæmpe for udenfor?« bruges hele sidste tredjedel af bogen til retningslinjer for lærere, skoleledere, forældre og regeringer.

Der er meget at hente i begge bøger til fælles overvejelse og til de prioriteringer, man hele tiden må foretage på skolen. Men selv om der er tilføjet et afsnit, der beskriver det engelske skolesystem, så er der nu en del steder, hvor man kan mærke, at afsættet ikke er dansk.